Til hovedsiden

Versione Italiana

Seværdigheder i Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

Città dell'Acqua

Lige rundt om hjørnet fra Fontana di Trevi, i Vicolo del Puttarello 25, i det såkaldte Cremonini-kompleks der, ud over selskabets hovedsæde, også rummer både en stor boghandel, en bar og restaurant samt en lille biograf – ja der finder man også en meget interessant udgravning af bygninger fra romersk kejsertid, kaldet ”Città dell’Acqua” - Vandbyen, således kaldet på grund af nærheden til Aqua Vergine, der forsyner Trevifontænen med vand.

Komplekset af antikke bygninger blev opdaget under moderniserinsarbejder på den tidligere Cinema Trevi, i dag Cinema Alberto Sordi. Fritlæggelsen af det store område blev foretaget fra 1999 – 2001 af Sovrintendenza archeologica di Roma, Roms arkæologiske myndigheder.  

Disse udgravninger omkring den antikke gade, Vicus Caprarius har afsløret et kompleks af bygninger fra romersk kejsertid og giver et væsentligt vidnesbyrd om romersk byggeskik og bymønster.

Udgravningen afslørede i op til 9 meters dybde et område på omkring 400 kvadratmeter. Den nordlige bygning, der stadig har en højde på omkring 8 meter, er en såkaldt Insula-bygning, en lejekaserne med små lejligheder. 

Den første fase af opførelsen er dateret til tiden omkring Kejser Nero, og er sandsynligvis opført efter den store brand i år 64. Omkring midten af det fjerde århundrede er bygningen blev omdannet til en luksusejendom, et såkaldt Domus, hvor rester af muren og gulvet i flerfarvede marmorfliser med mosaikker er smukt bevaret.

Den sydlige bygning, som også er bevaret i en betydelig højde, stammer også oprindeligt fra den tidligere kejsertid og rummer en del store værelser, men den oprindelige anvendelse har ikke kunnet fastslås.

Under kejser Hadrian (ca. år 125) undergik dele af denne bygning en omlægning, da to store rum, der støder op til Vicus Caprarius blev omdannet til en stor vandtank, et reservoir for Acqua Vergine kilden – der som tidligere nævnt har givet området navnet: Città dell’Acqua.

Komplekset af kejserlige bygninger er i 1200-tallet blevet indkorporet i nyopførte middelalderlige bygninger, og disse og senere bygninger har så i tidens løb skjult stedets oprindelige anvendelse, indtil restaureringen af biografen afslørede det underliggende kejserlige bygningskompleks.

Der blev ved udgravningerne gjort så betydelige og interessante fund, at man har indrettet et lille fint museum i forbindelse med de frilagte udgravninger.

Museet rummer bl.a. fine og mangefarvede mosaikker, statuer, marmordekorationer samt meget velbevaret lertøj og møntfund. Der er flersproget tekstforklaringer til fundene, ligesom man på opstillede multimediaskærme med fingertryk kan få et glimrende indtryk af områdets oprindelige udseende.

Stedet er også et eksempel på et vellykket samspil mellem offentlige og private virksomheder, da udgravningerne er blevet fuldt finansieret af stedets ejer Cremonini Gruppen der driver stedet i samarbejde med Archeodomani, et velgørende selskab der søger at sikre størst mulig adgang til den romerske kulturarv.

Udgravningerne kan besøges mandag kl. 16,00 – 19,30, onsdag til søndag 11,00 – 17,00 og tirsdag er der kun åbent for gruppebesøg.

Entre: 3 euro, reduceret 1 euro med Roma Pass eller for EU personer over 65 år. 

Gratis for unge under 18 år og studerende.

Ved guidede gruppebesøg er prisen 5 euro, reduceret 3 euro. Guidede besøg kan bestilles på: archeodomani@yahoo.it 

Cremonini komplekset omfatter også: 

Cinema Alberto Sordi. En specialbiograf under Scuola Nazionale del Cinema med 98 pladser. Den bruges til fremvisning af ikke kommercielle kortfilm og special- og eksperimentalfilm, men også til diverse konferencer, møder og andre filmrelaterede anledninger. 

Harry’s Bar I Citta del Aqua kan man kombinere et besøg med udforskning af de kulinariske specialiteter på Harry's Bar - Trevi. Stedet tilbyder et rigt udvalg af forretter, gastronomiske specialiteter og et varieret udvalg i kvalitetsvine. Harry's Bar ligger i stueetagen og i baren med tilknytning til boghandelen kan man også blot nyde en god kop kaffe. 

Libreria Mondadori. Stor multimedie boghandel i Mondadori-kæden (ejet af en vis Berlusconi). Primært stort udvalg af italiensksprogede bøger, CD-rom o.a., knapt så stort på andre sprog, men det er altid værd at bruge tid på en velassorteret boghandel.

PK

Find rundt på Rom-guide.dk

Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Efter disse link er der henvisning til nogle af de overordnede emner på Rom-guide.dk og sidst på listen kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og til vort omfattende index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt.

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk