|
Peters-kirken
hører ikke hjemme i Borgo, men i Vatikanstaten. Dog har
Peters-kirken sin naturlige plads i en omtale af Borgo,
da en stor del af rionens historie bærer præg af den
berømte nabo.
Området
mellem Peters-kirken og Tiberen var tidligere et kvarter
med små snørklede gader, som man kender det fra den
gamle bydel på den anden side af floden. Her lå mange
små huse omkring Piazza Rusticucci, som forsvandt med
fasciststyrets renovering af området i 1936, hvor man
anlagde den bredde Via della Concilliazione for at
besejle udsoningen mellem staten og kirken ved
konkordatet af 1929.
Den
kære Mussolini var jo så glad for de bredde
boulevarder, at han anlagde denne gade, der betød, at
man pludselig kunne se Peters-kirken helt nede fra
Tiberen, hvor man tidligere først så kirken, når man
drejede om hjørnet og stod midt på Peters-pladsen.
Her,
hvor paradegaden nu løber mellem de kolde
monumentalbygningers facader, gik tidligere de to gamle
gader Borgo Vecchio og Borgo Nuovo, og mellem dem lå et
smukt kvarter med beboelseshuse, kirker og klostre. Og når
man fra en af de små gader kom ud på Piazza Rusticucci
og pludselig stod på den mægtige Peters-plads med
Bernini's smukke kolonnader og den enorme basilica, må
synet have virket som en åbenbaring. Tabet af denne
oplevelse er desværre væk for altid.
Vil
man have lidt af den oplevelse, som det må have været,
kan man gå til Peters-kirken gennem Porta Santo Spirito,
hvor man ledes frem mod kirken af den smalle gade ved
Santo Spirito hospitalet.
Man
kan også vælge at gå mod Peters-kirken gennem
kvarteret nord for Via della Concilliazione. Her i
mellem Via dei tre Pupazzi (De tre Figurers Gade) og Via
dei Ombrellari (Paraplymagernes Gade) findes den lille
hyggelige Piazza delle Vaschette, der er en af Rom's ældste
og meget karakteristiske småpladser.
Pladsen
har fået navnet efter de skåle, der opfanger vandet
fra en fritstående fontæne fra 1898, om hvilken det
siges at vandet er helbredende for adskillige sygdomme.
På
denne lille plads kan man mindes det tidligere
provinsielle Rom i de omgivne kvarterer, der var præget
af armod og hvor Borgo's egentlige beboere, der har
meget til fælles med naboerne i Trastevere, har levet
deres stille liv op af den mægtige Vatikanstat.
Peters-pladsens
eksistens går helt tilbage til oldtiden, hvor kejser
Konstantin byggede den første lille kirke over Sankt
Peters grav, og fra arkiver i Vatikanet ved man, at
pladsen foran denne kirke blev kaldt Paradiset, samt at
der midt på denne plads var en fontæne, som man kaldte
"Fonte di papa Simmaco".
I
Jubelåret 1500 blev Peters-pladsen brugt som arena for
tyrefægtninger, hvilken blodig sport var meget yndet både
blandt rangspersoner og den brede befolkning, der strømmede
til i hobetal for at nyde disse ypperlige sportslige præstationer.
Tyrefægtninger
fandt i øvrigt sted mange andre steder i byen, blandt
andet i den faste arena i Testaccio, på Piazza Farnese
og ved Augustus' mausoleum.
Ved
kirken Santo Spirito in Sassia lå engang et herberg for
fattige pilgrimme indtil pave Innocent III i 1198
begyndte opførelsen af Ospedale Santo Spirito (Helligåndens
Hospital), der fungerer som hospital den dag i dag.
Hospitalet
skulle efter sigende være blevet bygget, da paven var
bekymret over de mange børnemord, der skete på grund
af befolkningens armod.
Et
drømmesyn fik paven til at beordre hospitalsbrødrene
til at tage imod ethvert spædbarn som mødrene
afleverede, og man etablerede en diskret
afleverings-anordning i en lille udbygning med en
drejeskive, gennem hvilken man kunne aflevere barnet
uden at blive set og således være ganske anonym.
Børnene
på Ospedale Santo Spirito blev kaldt "figlio della
casa" - barn af huset, hvilken betegnelse de var
ganske stolte af, og som betød, at de, når de voksede
op automatisk fik borger-status - med de rettigheder der
fulgte heraf - og en fortrinlig uddannelse.
Disse
"trovatelli" - hittebørn, nød stor
popularitet i Rom og blev altid beundret, når de gik i
procession under kirkelige handlinger, ligesom
hospitalet satte en ære i at vise, hvor godt de havde
det.
Når
børnene på Helligåndens Hospital havde det så godt,
kunne man jo få den tanke, at nogle af dem blev passet
af deres egne ukendte forældre blandt hospitalets brødre
og søstre, hvor de var ""nato a lo sbarajo"
- født ved en fejltagelse.
Der
ligger i forbindelse med Santo Sisto en gammel bygning på
hvis facade, der var en altan, som nu er ombygget til en
karnap. Herfra blev i sin tid "il Volto Santo"
- svededugen med Jesus ansigt fremvist hvert år den
anden søndag efter helligtrekonger.
Svededugen
fremvisning blev indstiftet af pave Innocent III ved et
reskript af 13. januar 1208, og dugen blev mellem de årlige
fremvisninger opbevaret i et kostbart skrin, som efter
fremvisningen blev båret i procession til
Peters-kirken, hvor det stod udstillet til erindring om
brylluppet i Kana.
Navnet
Veronica menes at være en simpel sprogforbistring
gennem romernes udtale af "vero ikon" - det
sande billede, anvendt om en eller anden ukristen
fremstilling af frelserens portræt.
Mange
har gennem tiden elsket Rom og romerne, og derfor rejst
til Rom, som vi gør det i dag. Og mange blev i Rom
resten af livet - og døde der!
Udenfor
Porta San Paolo ligger den protestantiske kirkegård,
som minde herom. Gennem lange perioder måtte
begravelser på denne "kætter-kirkegård" ske
om natten, hvor ligtoget listede sig gennem Rom's gader
i ly af mørket for ikke af blive forulempet.
Havde
man derimod fået den rette tro under sit ophold i Rom,
kunne ens jordiske rester finde hvile på indviet jord
indenfor byens mure og her ganske få skridt fra
Peters-kirken på den gamle kirkegård Campo Santo dei
Tedeschi for enden af Via della Sagrestia.
Det
er en smuk gammel kirkegård, der er værd af besøge
alene som en lille stille grøn oase her midt i Rom, men
det er også urgamle sakrale omgivelser, hvor man
allerede på Karl den Stores tid begravede tyskere, der
døde i Rom.
På
kirkegården kan man finde den danske konge Frederik
VIII's mor, Charlotte Frederikke's gravmæle. Det er et
meget enkelt marmorsarkofag, der er anbragt op af muren
til S. Maria della Pietá. Bag sarkofagen er rejst en
marmorgavl med en engel, der peger på teksten "Orate
pro anima eius" - bed for hendes sjæl.
Beboerne
i Borgo kaldes "borghiciani" og som beboere i
andre rioni havde de også deres øgenavne. Blandt andet
blev de kaldt "blodædere", fordi man værdsatte
lokale retter som blodbudding, der var tilberedt på en
pande med svinefedt, olie og krydderier.
De
blev også hængt ud fordi de spiste "polenta"
- majsgrød, hvilket er for norditalienere, som
spaghetti er for syditalienere og at spise majsgrød i
Rom er en ren skændsel. således opstod skældsordet
"polenta-ædere", som de stakkels borghiciani
må bære rundt på.
På
den anden side af Tiberen sagde man "Indo' se magna
pulenta" - hvor er det man æder polenta, og
svarede "In Borgo".
|
