Til hovedsiden

Versione Italiana

Seværdigheder i Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

MUSEER OG GALLERIER I ROM

Der er utrolig mange dejlige museer og gallerier i Rom som er mere end ét besøg værd, ja de bedste er en rejse værd. Det vil være en uoverkommelig opgave at liste alle, men nedenfor bringer vi en komplet fortegnelse over de vigtigste og mest spændende samlinger, og så har vi listet en række af de mere specielle museer, som Rom også er så rig på.

De fleste museer har kun adgang mod entré. 

Priserne svinger og kan ændres uden varsel. Det samme gælder åbningstiderne. Så vi anbefaler at du tjekker dette på museets egen hjemmeside.

 

STATSLIGE MUSEER I ROM:

Castel Sant'Angelo; Colosseum; Domus Aurea; Forum Romanum og Palatin; Galleria Spada; Galleria d'Arte Antica Moderna; Galleria Palazzo Barberini; Museo d'Arte Orientale; Museo Nazionale Romano (alle 4 museer); Museo di Villa Giulia (Etruskerne); Caracallas Termer; Museo Etnografico Pigorini; Museo delle Tradizioni Popolari; Ostia Antica.

Adresse og åbningstider samt lukningsdage er angivet. Men igen, vær opmærksom på, at de angivne tider kan ændres med kort varsel, ligesom også visse afdelinger eller delsamlinger kan være midlertidig lukket.

Museerne er normalt lukket mandag og på følgende mærkedage: 1. nytårsdag, i påskedagene, 25. april (befrielsesdagen), 15. august (Ferragosto) og i juledagene.

Nedenfor er de vigtigste og bedste samlinger listet først. Visse museer rummer samlinger der dækker flere tidsperioder eller kunstarter. I de tilfælde er museernes forskellige samlinger omtalt under ét. De overordentlig store Vatikan-samlinger er også listet samlet under ét. Dér hvor enkelte kunstnere eller værker nævnes, er det på ingen måde en komplet fortegnelse, men alene hvad Rom-guiden anser for at være vigtige at nævne. En sidste anmærkning: På langt de fleste museer er fotografering forbudt, og gribes man på fersk gerning medfører det i de fleste tilfælde øjeblikkelig bortvisning. 

STORE OG VIGTIGE MUSEUMSSAMLINGER.

Musei Capitolini: 

De kapitolinske Museer, Piazza del Campidoglio. Åbent 9 – 19, søn- og helligdage 9 – 13.30. Samme billet giver adgang til de forskellige museer. Gratis adgang sidste søndag i måneden.

Palazzo dei Conservatori.

Tvillingepalads til Palazzo Nuovo på den modsatte side af Campidoglio-pladsen. Rummer en imponerende klassiske skulptursamling og den ypperlige pinacoteca-samling af malerier. I antiksamlingen skal især nævnes i sal 4 ”Il Spinario”, den utroligt charmerende lille hellenistiske bronzeskulptur af en lille dreng der sidder og trækker en torn ud af sin fod. Berømt er den etruskiske bronzeulv fra det 5. årh. f. Kr.; de små diebørn under ulven, Romulus og Remus, er en tilføjelse fra renæssancen. En pendant til Den capitolinske Venus i Pallazza Nuovo, er hér Den esquilinske Venus. I museets nye afdeling kan ses de seneste fund fra Jupitertemplet, Roms hovedtempel i antikken. Museet rummer derudover fremragende keramik og lertøj, kunsthåndværk, sarkofager samt andre classica. 

I gården kan ses hovedet af en kæmpestatue af Konstantin samt en ditto fod og hånd, den sidste med en kolossal løftet ”fy-finger”. Selve kroppen har været af træ. På væggen ses antikke kortfragmenter i marmor af romerrigets underlagte provinser. 

Malerisamlingen rummer værker af så illustre kunstnere som Tintoretto, Rubens, Tizian, Caravaggio og Van Dyck. Af Caravaggio skal specielt nævnes: La buona Ventura (Sandsigersken), Ragazzo Morso da una Rana (ung mand bidt af slange)  Caraffa con Fiori (Karaffel med blomster) samt San Giovanni Battista (Johannes Døberen). 

Palazzo Nuovo. 

Kaldes også Palazzo del Museo Capitolino. Paladset er oprindeligt tegnet af Michelangelo som en parallel-bygning til Pallazzo dei Conservatori på den modsatte side af Campidoglio-pladsen. I gården til højre bag en beskyttende glasfacade står den originale rytterstatue af kejser Marcus Aurelius (se omtale på Rom-guiden under Piazza del Campidoglio). 

1734 åbnede pave Clemens XII palazzoet som museum for den helt enestående kunstsamling fra antikken. Hér skal kun nævnes de mest betydelige fund: I sal 1 ses den berømte statue af ”Den døende Galler”, fundet i Sallusts Haver på Monte Pincio samt Hadrians elsker Antinous. I sal 2 ses Hadrian i skikkelse af guden Mars samt flere fine statuer og fund fra hans villa i Tivoli. I sal 4, kaldet Filosoffernes Hal, ses buster af en række græske videnskabsmænd og filosoffer, hvoraf den mest kendte er Sokrates, desuden finder man Homer og Cicero i flere udgaver. Derudover buste af Marcellus, bygherren bag det nærliggende Marcellus-Teater. Sal 5 rummer 65 buster af romerske kejsere, bl.a. en ung Augustus, hans kone Livia og en ung flavisk pige med en usædvanlig smuk frisure. Berømte er også busterne af Caligula og Nero, depraverede unge herrer. 

I den ottekantede sal i hjørnet ses den berømte ”Capitolinske Venus, omgivet af kopier af meget smukke antikke freskoer. I sal 8 finder man ”due-mosaikken”, duer der drikker af en gylden skål, også fundet i Hadrians villa og efterlignet i utallige kunstneriske versioner siden hen. Endelig skal nævnes i sal 35 ”Drukken gammel Kvinde” der rækker begærligt ud efter en overordentlig stor ”bamse” i form af en terracotta-krukke. 

MUSEO Nazionale Etrusco di Villa Giuglia. 

Piazale di Villa Giulia 9. Åbent 9 – 19, søn- og helligdage 9 – 14. Mandag lukket. Muséet rummer verdens vigtigste og bedste samling af antikva fra etruskertiden i Italien.  Samlingerne er geografisk opdelt efter område med de vigtigste byer og dødebyer: Fra Veii skal nævnes den berømte Apollo-statue, fra Cerveteri den smukke ”Sarcofago degli Sposi” med det smukt hvilende ægtepar samt andre fine terrakotta-arbejder. Castellani-området er især repræsenteret ved helt enestående ædelstens- og smykkearbejder, og fra Castro skal nævnes den fine og unikke hestevogn, der blev fundet i en grav ved siden af et hesteskelet. En nyindrettet afdeling er blevet åbnet under navnet ”Ager Faliscus” og omhandler fund fra Faliskernes kultur i det sydlige Etrurien, norøst for Rom. Samlingen rummer meget fine gravfund fra det 8. årh. før vor tidsregning med bl.a. fine smykkearbejder under stærk orientalsk indflydelse 

Museo Nazionale Romano.

Fællesnavn for de 4 nedenstående museer. Åbent daglig fra 9 – 19.45. Mandag lukket. Samme billet gælder til alle 4 museer. 

Tidligere havde muséet alene til huse i Diocletians termeanlæg, men samlingernes størrelse og tidens krav til moderne museumsvirksomhed har gjort det nødvendigt at dele samlingerne op. Det er disse enestående samlinger absolut ikke blevet ringere af – tværtom – og et godt råd er også at dele sine besøg op over flere dage.

Terme di Diocleziano e Aula Ottagona. 

Viale Enrico De Nicola 78 

Diocletians termeanlæg, antikkens største, og som siden  1889 har været hovedsædet for Museo Nazionale Romano. Efter de omfattende udflytninger af materiale til de øvrige 3 afdelinger (se nedenfor) og lige så omfattende restaureringer af hele bygningskomplekset, rummer området i dag først og fremmest en helt enestående epigrafisk samling af romerske inskriptioner samt de ”klassiske mesterværker” i den Ottekantede Aula. Udstillingen af over 300 inskriptioner er uhyre interessant og er meget instruktivt opstillet, både hvad angår den lapidariske videnskabs betydning for studiet af den romerske historie og i det hele den historiske udvikling af det græske og latinske sprog samt dets betydning helt op til vore dage.

Den ottekantede Aula.

Dette var tidligere planetarium, men rummer nu samlingen af græske og romerske ”mesterværker. Her ses ”Bokseren” fra det 1. årh. f.v.t. med knækket tud og blomkålsører og hele molevitten, ”Afrodite fra Kyrene” i en meget fin kopi af et originalt græsk værk af Praxiteles samt mange andre fine arbejder fra Caracallas, Trajans og Diocletians termer.

Palazzo Massimo alle Terme.

Largo di Villa Peretti 1. Åbent daglig fra 9 – 19.45. Mandag lukket. Samme billet gælder til alle 4 museer. Museet er opdelt i 2 store sektioner: 1) Antik Kunst og 2) Guld- og Møntsamlingen. 

Antik Kunst:

Fremragende samling af mesterværker fra det 2. årh. før til det 4. årh. e.v.t., lige fra originale græske skulpturer, romerske ditto under tydelige hellenistisk påvirkning og frem til det selvstændige romerske udtryk. En del fund stammer fra de intensive udgravninger i Sallust Haver på Monte Pincio, mange andre fra Neros villa og Hadrians villa i Tivoli. Derudover rummer samlingen fine malerier, mosaikker og indskriptioner fra perioden. Specielt skal fremhæves  ”Augustus som Pontifex Maximus” og ”Generalen fra Tivoli”, fundene fra Caligulas skibe fra Nemisøen samt mange fremragende portrætbuster. Af malerier skal især fremhæves de utroligt smukke freskomalerier fra Livias villa ved Prima Porta og i mosaikafdelingen helt utrolige arbejder fra adskillige kejservillaer og som hér kan ses samlet på smukkeste vis. 

Guld- og Møntsamlingen:

Det romerske økonomiske liv i møntbelysning fra de tidligste groft tilhuggede kobberstykker til de mest perfekt prægede kejsertidsmønter. Derudover rummer samlingen betydelige guld- og smukkefund fra især romerske grave, herunder det betydelige gravfund i Grottarossa fra det 8. årh. f.v.t..

Palazzo Altemps. 

Piazza Sant' Apollinare 44. Åbent daglig fra 9 – 19.45. Mandag lukket. Samme billet gælder til alle 4 museer. 

Denne fine paladsbygning tilhørte tidligere den katolske kirke, var i mange år lukket område og rummede Det spanske Seminarium i Rom. Men efter at den italienske stat i 1982 erhvervede bygningen og udførte en meget omfattende restaurering af den stærkt forsømte bygning, er Palazzo Altemps nu åbnet som en del af Museo Nazionale Romano og rummer 3 meget betydelige og tidligere privatejede antikke samlinger. 

Ludovisi-samlingen:

Erhvervet af Kardinal Ludovisi i det 17. årh., hvor han havde residens på Quirinalhøjen og gennemførte intensive udgravninger i området. Samlingen rummer over 100 antikke skulpturer, mange sarkofager med fine billedrelieffer. Især skal fremhæves gruppen med ”Den døende Galater”, Elektra og Orestes og et meget fin Juno-hoved. Samlingens ældste stykke er den såkaldte ”Ludovisi-trone” fra det 5. årh. f.v.t. 

Altemps-samlingen:

Bestod oprindelig af over 100 antikke statuer, men mange blev senere erhvervet af andre europæiske museer, bl.a. Glyptoteket i København. Samlingen rummer i dag godt 20 meget fine arbejder.

Altemps-samlingen:

Bestod oprindelig af over 100 antikke statuer, men mange blev senere erhvervet af andre europæiske museer, bl.a. Glyptoteket i København. Samlingen rummer i dag godt 20 meget fine arbejder.

Den egyptiske samling:

Museo Nazionale Romanos samling af egyptiske arbejder er udstillet i Palazzo Altemps. Langt de fleste fund er fra Isis- og Serapistemplet der oprindeligt lå på Marsmarken bag Pantheon. Der er fine skulpturarbejder helt tilbage fra det 12. dynasti (ca. 18. årh. f.v.t.). Derudover rummer samlingen Mattei-samlingen, del Draco-samlingen og Brancaccio-samlingen, alle med primært græske og nærorientale arbejder.

Crypta Balbi Roma.

Via delle Botteghe Oscure 31. Åbent daglig fra 9 – 19.45. Mandag lukket. Samme billet gælder til alle 4 museer.

Uhyre interessant museum, som mange desværre overser. Indrettet i det der oprindeligt var en antik teaterbygning, opført i år 13 f.v.t. af Lucius Cornelius Balbus (deraf navnet). Udgravninger på stedet har kunnet afdække et lille men illustrativ stykke af Roms byhistoriske udvikling. Muséet er indrettet i dette område i sammenhæng med 2 restaurerede middelalderbygninger og rummer på 3 etager sammen med fund fra andre dele af Rom en virtuel illustration af byens ”landskab” som den har udviklet fra antikken over middelalder, renæssance, barok og op til vore dage.  Et rigtig fint og overskueligt museum. 

Galleria Doria Pamphilii 

Palazzo Doria Pamphilj, Piazza Collegio Romano 2. Åbent alle dage 10 –20 (med sidste adgang kl. 18,00). Billetter kan forudbestilles på (0039) 06 32810. Dette store og smukke palazzo fra renæssancen er et must, hvis man vil se stor malerkunst i Rom fra 14 – 1600-tallet. Vi nævner i flæng: Tintoretto, Rafael, Lotto, Tizian, Caravaggio, Guercino, Pietro da Cortona, Jan Bruegel, Pieter Bruegel, Rubens, Velasques (det berømte billede af Pave Innocens X). Derudover rummer stedet en del antikke skulpturer samt Berninis berømte buste af samme Pave Innocens X. Der er mod en mindre entré adgang til de meget smukt udstyrede private dele af paladset. Samlingen er fortsat privatejet men allerede fra 1871 fondssikret som ”for evigt udeleligt”. 

Galleria Nazionale d'Arte Antica di Palazzo Barberini. 

Via Barberini 18 / Via IV Fontane 13. Åbent daglig 8.30 – 19.30. Mandag lukket. Billetter kan forudbestilles på (0039) 06 32810. Dette smukke barokpalads, hvor både Bernini og Borromini kæmpede om æren for at lave de mest spektakulære detaljer, har en fremragende malerisamling. Her finder man billeder af Perugino, Lippi, Rafaels berømte billede af hans elskede bagerdatter ”La Fornarina”, Peruzzi, Lotto, Tizian, Tintoretto, El Greco, Caravaggio, Poussin, Reni, Guercino og sidst men ikke mindst Hans Holbeins berømte billede af den engelske konge ,Henrik VIII. Flere af salene er udsmykket med eminent fremragende loftsmalerier af Andrea Sacchi og Pietro da Cortono, ligesom paladset også rummer den berømte ”Appartamento Barberini” i fuldblomstrende rokokko-stil med værker af bl.a. Tiepolo, Canaletto og Fragonard. Endelig huser man en interessant samling med dekorativ kunst fra det 18. årh. med kostumer, møbler samt venetianske glas og kinesisk porcelæn. 

Galleria Nazionale d'Arte Antica di Palazzo Corsini. 

Palazzo Corsini, Via della Lungara 10. Åbent daglig 8.30 – 19.30. Mandag lukket. Billetter kan forudbestilles på (0039) 06 3281. Søstermuseum til Palazzo Barberini. Udover i sin egen ret at være en meget smuk palazzobygning med et meget smukt interiør, og hvor der hist og pist er opstillet en smuk antik statue, så indeholder museet et omfattende billedgalleri fra middelalderen og frem til det 18. årh.: Beato Angelico, Rubens, Van Dyck, Caravaggio, Poussin, Guercino og Guido Reni blandt de fremmeste. Desuden dokumenterer museet på fineste vis den artistiske smeltedigel, som Rom kom til at repræsentere i det 17-18. årh. og som kom til at tiltrække så mange kunstnere til Rom i det 19. årh..

Galleria Borghese.

Villa Borghese, Piazza Scipione Borghese 5.Åbent hverdage 9 – 19, søndag 9 – 13, mandag lukket. Kun adgang mod forudbestilling på (0039) 06 32810. 5 daglige omvisninger og forudbestilte billetter skal afhentes senest en ½ time før. Yderligere info på www. galleriaborghese.it , der også dækker info til museerne i Galleria Barberini, Galleria Corsini, Galleria Spada og Castel Sant’Angelo. Galleria Borghese er ét af Roms bedste og mest overskuelige museer. Selvom Napoleon i 1807 købte en del væsentlige værker, som i dag kan ses på Louvre, så har denne samling så rigeligt af aldeles fremragende skulptur og maleri. Hér finder man en hel stribe af Berninis bedste værker såsom Apollon og Daphe - David – Proserpinas rov m.fl.. Også Canovas berømte Paolina Bonaparte i skikkelse af Den sejrende Venus kan hér nydes i sin henslængte halvnøgenhed.  I den fine malerisamling findes billeder af så illustre navne som Rafael, Domenichino, Perugino, Pintoricchio, Rubens, Tizian og Caravaggio. 

Città del Vaticano – Vatikanmuseerne. 

Viale Vaticano. Åbent januar–februar + november-december 8.45 – 13.45 (sidste indgang 12.20), øvrige måneder 8.45 – 16.45 (sidste indgang 15.20). Gratis adgang sidste søndag i månederne januar-november. Lukket mandag og på alle kirkelige helligdage. Der kan kun forudbestilles billetter ved gruppebesøg og i forbindelse med større undervisningsformål - ellers er det: Om i køen! Vær opmærksom på at der er samme krav til dress-code som ved besøg i Peterskirken – så ingen bare arme og shorts! Yderligere info og fremragende virtuel gennemgang af samlingerne på www.vatican.va .

Samlingerne har til huse i det kompleks af bygninger  fra det 14. til det 17. årh. der tilsammen udgør Vatikanpaladserne. De første museumsamlinger blev indrettet af Pave Julius II i starten af 1500-tallet, men langt de fleste af de forskellige samlinger blev indrettet i det 19. årh. og Pinacoteca-samlingen blev først åbnet så sent som i 1932. Samlingerne er enormt store og rummer et ufatteligt antal mesterværker fra forskellige tidsperioder, og man kan nemt gå ”museumsblind” i løbet af kort tid. Ved indgangen er der nu mulighed for at vælge 4 forskelligfarvede ruter (A-B-C-D) gennem samlingerne. Hver af ruterne er tema- og tidsmæssigt forskellige og af estimeret varighed fra 1½ - 5 timer, men det er jo tilladt at springe visse dele af samlingerne over. Alle ruterne har endepunkt i Det sixtinske Kapel. Køb en guide ved indgangen. Den er en stor hjælp under besøget, hvor salene og områderne i de forskellige samlinger alle er fortløbende nummereret og mange med deres egen selvstændige navn. Man kan også leje et sæt hovedtelefoner med audio-guide, men hovedet kommer til at dreje rundt som et piskeris med alle de ”ting” man uafbrudt bliver gjort opmærksom på. Nedenfor er listet de fleste af de forskellige samlinger og steder i en delvis prioriteret orden efter hvad Rom-guiden anser for at være de bedste og mest interessante. 

Pinacoteca Vaticana. 

Denne unikke billedsamling blev skabt af Pave Pius VI I slutningen af 1700-tallet, men først åbnet i sin nuværende form i 1932. Hér finder man absolutte mesterværker helt tilbage fra det 12. årh., bl. a. Giotto, Fra Angelico, Perugino og Pinturicchio. Desuden skal særlig nævnes ”Madonna fra Foligno” af Rafael, ”Skt. Hieronimus” af Leonardo da Vinci, ”Pieta” af Giovanni Bellini, ”Madonna med barnet” af Tizian og ikke mindst Caravaggios ”Nedtagelsen fra korset” i fænomenal forkortet perspektiv. Derudover kan man se en modelsamling af Berninis forarbejder til nogle af hans værker i Peterskirken og én af de i alt 18 sale rummer en samling af meget fine byzantinske ikoner. Sørg for at se denne samling, inden man evt. løber ”træt” i mange af de øvrige tilbud.

Cappella Sistina. 

Det sixtinske Kapel. Kan man med lette fjed springe visse dele af museumssamlinger over, så er dette enestående sted et ultimativt must. Hér står vi over for det absolutte højdepunkt i og mest ekspressive udtryk for renæssancens malerkunst. Dette er stedet hvor Michelangelo i ung alder grundlagde sit ry som maler og i moden alder befæstede det, men lad os for en kort bemærkning ”glemme” Michelangelo. Kapellet blev kommissioneret af Pave Sixtus IV omkring 1480 og i første omgang blev der bestilt en række vægudsmykninger der blev udført af bl.a. Botticelli og Perugino, hvor den ene side repræsenterer motiver fra Det gamle Testamente og den anden motiver fra Det ny Testamente. Det berømte loftsmaleri blev kommissioneret af Pave Julius II og Michelangelo udførte dette unikke mesterværk på 6 år fra fra 1506-12. Det fremstiller historien fra Gud skabte verden til Kristus komme. Mest berømt, i hvert fald mest reproduceret, er Guds skabelse af Adam med den berømte knappe fingerberøring. Kapellets absolutte hovedattraktion er Michelangelos store billede ”Dommedag” på endevæggen. I en voldsom turbulent cirkelbevægelse omkring den centrale Kristusfigur stiger de frelste mod himmerrige på den ene side og de fortabte falder mod fortabelse, skærsild og evig fortabelse på den anden. Billedet blev fra starten anerkendt af samtiden som det unikke mesterværk, det har været anset for at være lige siden og i al fremtid. Billedet blev malet fra 1533 – 41, hvor Michelangelo var på højden af sin kreative power. Der har været en del diskussion om den omfattende restaurering billederne har gennemgået over en 15-årig periode og som har genskabt maleriernes lyse og oprindelige freskofarver.  En del mente at kapellet havde mistet sin lidt dunkle og intime men fortættede farverigdom. De fleste er dog enige om, at kapellet i dag fremstår i sin fuldeste og mest lysende originale flor. Det sixtinske Kapel er til hver tid et besøg vær i sin egen ret. 

Stanze di Raffaello.

Rafaels stanser (værelser) er 4 forbundne rum, hvor mesteren himself har ansvar for de 2 og bedste, og elever og andre kunstnere har ansvar for de øvrige efter Rafaels oplæg. Hovedværket er det såkaldte ”Stanza della Segnatura”, der oprindelig var planlagt som pavens private bibliotek, hvor han skulle underskrive de vigtigste dokumenter: Billedmotiverne er: ”Sandheden”, repræsenteret ved filosofien og teologien, det ”Gode”, repræsenteret ved retfærdigheden og ”Skønheden”, repræsenteret ved Parnassus-bjerget. Mest kendt af motiverne er ”Filosoffernes skole i Athen". Rafael har moret sig med at give flere af filosofferne ansigter efter tidens kendte personligheder inkl. sig selv. I det hele tager er der indføjet mange ”hints” fra tidens historie lagt ind i billederne. Temaerne i de øvrige stanzer er en allegorisk blanding af motiver fra Bibelen, antikken, Rom og pavestolens historie, herunder ikke mindst kejser Konstantins endelige sejr som enehersker over romerriget, hans ”kors-drøm” før sejren samt hans konvertering til og indførelse af kristendommen som den eneste og sande religion i romerriget. 

Loggia di Raffaello. 

Normalt ingen off. adgang. Den såkaldte Rafaels Loggia ud mod St. Damaso gården blev påbegyndt af Bramante i starten 1500-tallet men færdiggjort af Rafael samt flere assisterende kunstnere. Loftsfreskoerne repræsenterer motiver fra Det gamle og nye Testamente, medens de farvede stuk-detaljer der indrammer billederne er inspireret af dekorationer fra Neros gyldne Hus (Domus Aurea), som netop var blevet genopdaget i samme periode. 

Museo Pio Clementino di Scultura. 

Hér formelig vrimler det med originale antikke romerske skulpturer og lige så fremragende romerske kopier af græske originaler. Specielt skal fremhæves den såkaldte Apollon Belvedere, Laocoon-gruppen, Belvedere-torsoen, som især inspirerede Michelangelo og kickstartede hans eksplosive karriere, desuden Apollon og Venus, begge fine kopier af originale græske Praxiteles-værker. Det kan være svært at orientere sig i denne samling, hvor der er emner og kvalitet til mindst 3 selvstændige samlinger, således ”drukner” mange mindre og fine arbejder i de tætpakkede lokaler. Endelig skal nævnes de meget flotte porfyr-sarkofager for Kejser Konstanstins datter Konstantia og hans moder Helena. *Museo Chiaramonti *Har navn efter Pave Pius VII’s borgerlige navn. Samlingen rummer mange fine antikke skulpturer, af disse må fremhæves ”Augustus fra Prima Porta” (har navn efter fundstedet ved Livia villa), og Nil-statuen der blev fundet ved Isistemplet dér, hvor nu kirken St. Maria sopra Minerva ligger. Samlingerne rummer også et imponerende lapidarisk udvalg af antikke indskrifter, så for den latinkyndige er det det rene slaraffenland. 

Museo Gregoriano Egizio (Det egyptiske Museum). 

Dette museum er opdelt i 4 sektioner med fund fra Egypten og de omliggende kulturer. Der er fine gravfund med udstyr af smykker og kunsthåndværk samt sarkofager og mumier, bl.a. Ramses den II’s mor, dronning Tuia, samt fine assyriske reliefskulpturer. Mange af fundene stammer fra Hadrians villa i Tivoli. 

Museo Gregoriano Etrusco (Samlingen af etruskisk kunst). 

Samlingen rummer hovedsagelig fund fra intensive udgravninger I det sydlige Etrurien omkrig dødebyerne ved Cerveteri og Vulci. Der er fine gravfund, guld- og sølvsmykker, bronzer, relieffer og talrige fint udsmykkede sarkofager, de ældste helt tilbage fra det 8. årh. før vor tidsregning. 

Museo della Biblioteca Vaticana. 

Dette bibliotek blev skabt under Pave Pius Sixtus V af Carlo Maderno. De forskellige meget smukt dekorerede sale indeholder udstilling af forskellige religiøse objekter, farvede glas og smukke vaser samt en lille afdeling med skitser og tegninger af Bernini. Stedet må ikke forveksles med Biblioteca Vaticana, hvortil kun forskere efter tilladelse har adgang til de fantastiske samlinger af bøger, manuskripter og dokumenter med tilknytning til Rom og Pavestolen. 

Gallerie dei Candelabri, degli Arazzi e delle Carte Geografiche. 

Galleriet for lysestager, billedtæpper og kort. Rummer i den første afdeling fine eksempler på antikke sarkofager, en flot Artemis-statue samt 2 lysestager fra Trajans tid.  Blandt billedtæpperne bør fremhæves fine nederlandske arbejder fra 1500-tallet. I den sidste afdeling finder man en hel række af fine vægkort malet af Ignazio Danti fra Perugia i perioden 1580-83. Billederne repræsenterer en komplet rejse gennem Italiens regioner og øer. Derudover ses en række billeder med reference til berømte bibelsteder. Vidunderlige freskomalerier i loftet kan beundres, især hvis man tager sig en lille ”puster” på én af de opstillede bænke. *Pontificio Museo Missionario Etnologico 

Museet blev grundlagt i 1925 med udgangspunkt i en midlertidig udstilling i Laterankirken i.f.m. dette jubelåre. Langt det meste stammer fra donationer fra katolske missionsstationer verden over, der har sørget for at få fat i interessante religiøse emner inden de selv fik ”udryddet” den lokale tro. Hér er fine eksempler fra fjernoriental taoisme, shintoisme, buddhisme m.fl. samt en fin afrikansk- og især sydamerikansk samling fra inkaernes og aztekernes tid. 

Museo Pio Cristiano. 

Indeholder fund der oprindelig kommer fra Laterankirken og som stammer fra de talrige udgravninger af katakomberne. Består mestendels af fine eksempler på tidlige kristne sarkofager, en del med interessante scener fra bibelen. 

Museo Gregoriano Profano.

Med profan kunst menes der hér fund fra den antikke periode før kristendommen indførelse. Samlingen blev bragt fra Laterankirken til Vatikanet af Pave Johannes XXIII i 1963. Der er originale græske fund fra 5 årh. f.v.t., bl.a. et smukt Athena-hoved. I den romerske afdeling er der fine reliefudsmykninger med gudemotiver, smukke mosaikker fra Caracallas bade og en flot romersk bronzekopi af Mirons græske original Marsyas og Athena fra Akropolis. For den sprogkyndige er der et fint lille fund fra de tidligste katakomber med en inskription, hvor teksten er gengivet på hebraisk, græsk og latin. 

Collezione d'Arte Religiosa Moderna. 

Indeholde en meget (for) stor samling af moderne værker fra det 20. årh., de fleste skænket af kunstnerne selv til Den hellige Stol. Primært italienske kunstnere som Boccioni, Fazzini, de Chirico og Manzu. Dog også værker af Max Ernst, den mexicanske kunster Diego Rivera og franske Auguste Rodin. 

Museo Padiglione delle Carrozze.

Skabt af Pave Paul VI. Indeholder et smukt udvalg af hestevogne og kareter med tilknytning til Pavestaten. Mest interessant er meget smukke udgaver af de tidligste automobiler, der blev brugt af paven og hans kardinaler. 

ARKÆOLOGISKE MUSEER OG SAMLINGER:

Area Sacra.

Largo di Torre Argentina. 4 templer fra republikkens tid, ca. 100 f. Kr.. Besøg kun ved henvendelse til:Soprintendenza Comunale ai Monumenti Antichi e Scavi Archeologici, Via del Portico-d'Ottavia 29, tlf. (0039) 06 6710 2070. 

Antiquarium Communale del Celio.

Via del Parco del Celio 22. Åbent sommer: Hverdage 9 – 19, søn- og hellidage 9 – 13. Vinter: Hverdage 9 – 17, søn- og helligdage 9 – 13. Mandag lukket. Interessante fund fra især det antikke hverdagsliv. 

Antiquarium Forense – Museo Palatino. 

Piazza Santa Maria Nova 53. Åbent fra 9 – to timer før solnedgang. Indgang fra Forum Romanum. Der er nu indført gratis adgang og denne dækker også besøg på de 2 små fine samlinger af fund fra Forum og Palatin fra de ældste tider til senantik og kristendom. 

Ara Pacis Augustae. 

Via di Ripetta. Åbent 9 – 14, søn- og helligdage 9 – 13. I sommerperioden også tirsdag, torsdag, lørdag 16 – 19. Augustus fredsalter for Pax Romanum i det store imperium. Meget smukke og fine relieffer med romerske scener smykker alterets sider. Den latinkyndige kan på ydersiden af bygningen der omgiver alteret læse ”Monumentum Anchyranum”, Augustus egen hyldest til sig selv som den store fredsstifter. 

Foro e Mercati Traianei.  

Via IV Novembre 94. Åbent 9 – 14, i sommerperioden også tirsdag, torsdag og lørdag 16 – 19. Lukket mandag. Kejser Trajans Handelshus og Forum, hvor handelshuset er noget af det bedre bevarede fra antikken. Giver et levende billede af det travle torve- og handelsliv i butikker der ligger i halvcirkulære terrasser ned mod kejserens forum. Nu også med instruktive udstillingslokaler og særudstillinger. 

Domus Aurea.

Via della Domus Aurea. Kun adgang mod forudbestilling på (0039) 06 699 0110 Neros gyldne Hus giver et lille glimt af hvor kolossalt stort og luksuriøst ”dette kejserlige storhedsvanvid” engang har været. Især de smukke vægmalerier er hele besøget værd.

Terme di Caracalla.

Via delle terme di caracalla. Åbent 9 til en time før solnedgang, søndag-mandag 9 – 13. Kejser Caracallas store termeanlæg, hvoraf så meget stadig er tilbage, at man stadig kan få et levende indtryk af dette enorme anlægs dimensioner. De tidligere berømte operaforestillinger i termerne finder ikke sted mere, men der holdes stadig fine mindre aftenkoncerter i anlægget i den varmeste sommerperiode. 

Museo Delle Mura.

Via di Porta Sebastiano 18. Åbent tirsdag-lørdag 9 – 19, søn- og helligdage 9 – 17. Lukket mandag. Museet for Roms bymure, indrettet i Porta Sebastiano. Omhandler de 3 mure der gennem tiden har omsluttet det daværende Rom. Derudover er der også en sektion for Via Appia. 

Museo Via Ostiense.

Via R. Persichetti 3. Åbent 9 – 13.30. Lukket mandag og 2., 3. og 4. søndag i måneden. Museum for vejstrækningen fra Rom til Ostia Antica. Bedst er de plastiske modeller af bygningsværker samt modellen af Ostia Antica og Trajans havneanlæg sammested. 

Museo ”Baracco”.

Corso Vittorio Emanuele II 166/ Via Baullari 1. Åbent 9 – 19, søndag 9 – 13. Lukket mandag. Flot samling af antikker fra egyptisk, minoisk, kretensisk, etruskisk og frem til tidlig kristen romersk kultur. 

Museo Archeologico Ostiense.

Loc. Ostia Antica, Viale dei Romagnoli 717.Åbent sommer 9 – 18, vinter 9 – 16, lukket mandag. Rummer meget fine fund fra Ostia Antica, skulpturer, keramik, smykker, religiøse og profane artikler. Fint og overskueligt lille museum som man ikke skal springe over ved besøg i Ostia Antica 

Museo delle Navi.

Via Allessandro Guidoni – Fiumicino. Åbent 9 – 13, tirsdag og torsdag også 14 – 17, lukket mandag. Kan kombineres med besøg i Ostia Antica. Antikke skibsmodeller og fund fra Ostia Anticas havn, Portus Claudius. 

Museo della Civiltà Romana.

(EUR) Piazza G. Agnelli 10. Åbent 9 – 19, søn- og helligdage 9 – 13, mandag lukket. Rummer en fantastisk stor kopisamling af de bedste antikke arbejder fra forskellige museumssamlinger, men primært meget store og instruktive plastiske modeller af Rom og romerske bygningsværker fra de ældste tider til sen kejsertid. Disse modeller er tematiseret under emner som: Kejsertid, kunst, provinsadministration, skolen, byen, huset. 

Museo Montemartini.

Centrale Montemartini, Viale Ostiense 106. Åbent tirsdag–fredag 10 – 18, lørdag-søndag 10 – 19. Lukket mandag. Indrettet i tidligere fabriksbygning. Omfatter dels ”kvalitets-overskud” fra De capitolinske Museer, dels moderne industriting. 

Sacre Grotte Vaticane e Necropoli Vaticana.

Gravgaderne under Vatikanet i krypten under Peterskirken. Åbent dagligt fra 7 – 18, men kun mod forudbestilling af billet til: Reverenda Fabbrica S. Pietro in Vaticano, 00120 Citta del Vaticano, Italia. Pr. tlf.: (0039) 06 6988 5318 (eller fax (0039) 06 6987 3017) eller på e-mail med angivelse af ønsket sprog, tid og dato og returkontakt. Uhyre interessant gravby der var i brug indtil Konstantin begyndte opførelsen af den første Peters-kirke. Består af brede gader med sidekapeller, huse samt gravpladser, men indeholder også den oprindelige fundplads for apostlen Peters grav. Der er kun guidede ture (max. 15 deltagere og en minimumsalder på 15 år). Man henvender sig gennem porten til venstre for kirken og til højre i ”Ufficio Scavi”, Udgravnings-kontoret, hvorfra forudbestilte billetter afhentes og turene starter. 

Museo Nazionale d’Arte Orientale.

Palazzo Brancaccio, Via Merulana 248. Åbent 9 – 14, søn- og helligdage 9 – 13, mandag lukket. Stor og fin samling af fjern- og nærorientalsk kunst og kultur fra Kina, Japan, Korea samt materiale fra store italienske udgravninger i Iran og Egypten. Samlingerne er nu nyindrettet efter de mest moderne, instruktive og sammenhængende kriterier. 

Museo Nazionale Preistorico ed Etnografico "L. Pigorini".

Piazale Marconi 14. Åbent tirsdag-lørdag 9 – 14, søndag 9 – 13. Lukket Mandag. Ligger i forbindelse med Det etnografiske og antropologiske Institut i Universitetsbyen, øst for Termini-banegården. Grundlagt af den berømte italienske etnograf Pigorini i 1876. Den antropologiske samling er koncentreret om fund fra Italien fra de ældste tider og frem til jernalderen. Den etnografiske samling har en meget fin repræsentation fra kulturer i Afrika, Amerika og Oceanien og Det fjerne Østen. Samlingerne rummer over 6000 genstande. 

GALLERIER OG MALERISAMLINGER: 

Galleria Colonna.

Via della Pilotta 17, indgang fra Via XXV Maggio. Åbent alene lørdag 9 – 13 fra sept. – juli. Rummer en kolossal stor malerisamling, og bortset fra en Tintoretto, ikke af de mest kendte, men dog stadigvæk fremragende kunstnere som Bronzino, Reni, Puercino m. fl., derudover meget smukke loftsdekorationer og stedet er i det hele taget et formeligt og meget plastisk sammenhængende ”kunstkammer”. 

Galleria dell'Accademia Nazionale di San Luca.

Piazza dell'Accademia di San Luca 77. Åbent mandag, onsdag, fredag og den sidste søndag I måneden fra 9 – 13. Det berømte kunstakademi for maleri, skulptur og arkitektur med den lige så berømte façade af Borromini, har gennem de sidste 500 år haft alt hvad der kan stå og gå af berømte kunstnere i Rom som medlemmer. Virkelig et besøg værd med værker af Rafael, Rubens, Reni, Vanvitelli, van Dyck og Canova. Derudover kan man se Michelangelos dødsmaske, hvis man har lyst til det. Akademiet rummer også et meget fint bibliotek og arkiv. 

Galleria Spada.

Palazzo Spada, Vicolo del Polverone 15b. Åbent tirsdag-lørdag 8.30 – 19.30, søn- og helligdage 8.30 – 19. Mandag lukket. Igen et fint  billedgalleri med bl.a. et mesterportræt af kardinal Spada af Guido Reni, desuden fine arbejder af Tizian, Domenichino, Preti, Gentileschi og en lille flamsk afdeling med arbejder af bl.a Jan Brueghel. Til venstre i paladset gård kan man beundre Borrominis berømte ”perspektiv-trappe”, et meget fint trompe l’oeil arbejde, hvor han på ganske få meter i længderetningen har skabt illusionen om en lang trappe op til statuen for enden, som kommer til at virke af kolossal størrelse på grund af dette synsbedrag. 

Galleria Pallavicini.

Via XXIV Maggio 43. Kun åbent den 1. dag i måneden, ellers kun efter speciel aftale på (0039) 06 482 7224 eller skriftligt til: L’Administrazione Pallavicini, Via della Consulta 1b. Denne ikke så let tilgængelige samling rummer bemærkelsesværdig billedkunst: Smukke loftsfresker af Guido Reni og derudover finder man så fine kunstnere som Domenichino, Lorenzo Lotto, Poussin og ikke mindst 13 arbejder af Peter Paul Rubens. 

Museo Nazionale di Palazzo Venezia.

Via del Plebiscito 118. Åbent tirsdag-lørdag 8.30 – 19.30, søndag 9 – 14. Mandag lukket. Museet har gennem tiden modtaget utallige donationer fra såvel kikelig som verdslig side, som tilsammen skaber  en imponerende samling af skulptur og billeder og især italiensk kunsthåndværk inden for smykker, bronzer, segl, lertøj, keramik, porcelæn, glas og klæder. Også en del kirkelig og papal kunst er udstillet og samlingernes tidsmæssige spændvidde strækker sig fra antikken til det 19. årh.. Der holdes ofte interessante særudstillinger, hvortil den normale entré også gælder. 

Museo Boncompagni Ludovisi per le Arti decorative.

Via Boncompagni 18. Åbent 9 – 19.30. Mandag lukket. Indrettet i Villa Boncompagni, opført i starten af 1900-tallet og rummer villaens oprindelige møbler, billeder og kunsthåndværk. Museet rummer desuden et større samling af kunsthåndværk fra de sidste 100 år samt et meget interessant udvalg af tøjmoden i den samme periode, herunder tøj fra de førende italienske haute couture huse. 

Galleria Nazionale d'Arte Moderna.

Viale delle Belle Arti 131. Åbent tirsdag-søndag 9 – 19.30. mandag lukket. Museet var oprindelig tænkt kun at skulle rumme italienss kunst, men ”frenmmede” fugle har sneget sig ind med tiden. Det er det ikke blevet ringere af. Museet er delt i 2 fløje, den sydlige rummer kunst fra det 19. årh., den nordlige kunst fra det 20. årh.. For det 19. årh. er der gode italienske arbejder men også lidt for mange store nationalromantiske lærreder omkring Italiens samling i 1870. Dog finder man også fine billeder af  Monet, Van Gogh, Degas, Courbet og Rodin. I den nyeste afdeling finder man den italienske udgave af dadaisme, surrealisme, futurisme og abstrakt kunst frem til vore dage, og især præget af bienalerne i Venedig. Man finder værker af de kendteste italienere, Fontana, Consagra, Colla, Novelli men også flere kendte udlændinge som Pollock, Fautrier, Calder m.fl.. 

Galleria Comunale d'Arte Moderna e Contemporanea. 

Via F. Crispi 24. Åbent tirsdag-lørdag 9 – 19, søndag 9 – 14. Mandag lukket. Museum for moderne kunst under kommunale auspicier. Opdelt i 7 afdelinger, der afspejler udviklingen af især italiensk i det 20. årh.. Blandt topnavnene kan nævnes Sartorio, Balla, Innocenti, Noci, Prampolini, Funi, Mafai, og blandt de nyeste Capogrossi, Pirandello, Gentilini, Guttoso, Afro og Franchina. Det er meningen, at hele samlingen skal overflyttes til MACRO. 

MACRO - Museo d'Arte Contemporanea Roma.

Via Reggio Emilia 54. Åbent tirsdag – lørdag 9 – 19. Søn-  og helligdage 10 – 14. Mandag lukket. Spændende nyt museum for den nyeste moderne kunst, indrettet i bryggeriet Peronis tidligere fabriksbygninger, og som også med tiden skal rumme samlingerne fra Galleria Communale d’Arte Moderna. Det er også stedet, hvor store internationale udstillinger for moderne kunst afholdes, og det absolut nyeste inden for konceptkunst o.a. præsenteres. 

MACRO Abbatoio - Museo d'Arte Contemporanea Roma.

Piazza Orazio Giustiniani 4. Åbent 16 – 24. Mandag lukket. Den nyeste afdeling af Macro, der nu er åbnet i den tidligere kødby i Testaccio området på kanten af Tiberen. I en ramme af caféer, restauranter, slagtehaller og kunstpavilloner kan man opleve det absolut allernyeste inden for moderne kunstretninger, multimedia, street- og lysshows m.m.. 

HISTORISKE MUSEER: 

Museo Nazionale di Castel Sant'Angelo.

Lungotevere Castello 50. Åbent tirsdag-søndag 9 – 20. Mandag lukket. Dette oprindelige gravmæle for kejser Hadrian er i dag præget af dets lange historie som senere pavelig fæstning og fængsel. Omkring den interessante indre cylindriske rampe på 125 meter har museet i dag en fin skulptur- og billedsamling med værker af bl.a. Signorelli og Montagna i de smukke fresko-dekorerede rum og man kan besøge det grumme fængsel, ligesom stedet også har en stor våbensamling. Museet samarbejder om særudstillinger med det nærliggende Museo di Roma. 

Museo dell'Alto Medioevo.

Viale Lincoln 1-3. Åbent 9 – 14, søn- og helligdage 9 – 13. Mandag lukket. Fantastisk fint middelaldermuseum. Skulpturer, relieffer, gravudstyr, våben, klæder, keramik, glas og smykker fra det 4. – 10. årh.. , mange emner i en utrolig kunstnerisk og håndværksmæssig kvalitet, især inden for den tidlige kirkerelaterede kunst. 

Museo di Roma.

Palazzo Braschi, Piazza S. Pantaleo 10. Åbent 9 – 14, tirsdag/ onsdag også 17 – 19.30, søn- og helligdage 9 – 13. mandag lukket. Roms bymuseum. Har en omfattende samling af klædedragter fra middelalder til vore dage. Derudover en repræsentativ samling af malerier, skulpturer, møbler, husgeråd og kunsthåndværk fra Rom. Museet samarbejder med Museo Castel Sant’Angelo omkring separat-udstillinger. 

Museo di Roma in Trastevere.

Piazza Sant'Egidio 1b. Åbent 10 – 19.30. Mandag lukket. Indrettet i et tidligere karmelitter-kloster og dokumenterer hverdagsliv i Rom, primært i det 18-19. årh., men museet har også en stor audiovisuel databank der indeholder billedskildringer af livet i Rom i ”gamle” dage, 

Museo Nazionale delle Arti e Tradizioni Popolari.

Piazza Marconi 8-10. Åbent mandag-søndag 9 – 13.30. Meget fint museum for kunsthåndværk og folkelige traditioner i Italien. Er opdelt i 11 emne- sektioner som eks.vis søfart, landbrug, industri, by/ land, naturen, håndværk m.m. Museet har en omfattende dokumentation af skriftlige og audiovisuelle kilder og en samling på over 100000 billeder samt fine og helt up-to-date bibliotek- og forskningsfaciliteter. 

Museo Astronomico e Copernicano.

Via del Parco Mellini 84. Åbent onsdag og lørdag 9 – 13. Lukket øvrige dage. Museum grundlagt i 1873 i 500-året for Kopernikus fødsel. Museet rummer en fin samling af astronomiske instrumenter, navigationsudstyr, historisk afdeling for kosmologiens udvikling og et fint bibliotek med sjældne udgaver. 

Museo Nazionale degli Strumenti Musicali.

Piazza Santa Croce in Gerusalemme 9a. Åbent tirsdag-søndag 8.30 – 19.30. Mandag lukket. Dette museum for musikinstrumenter er for største delen baseret på den italienske tenor Evan Gorgas store samling, som den italienske stat erhvervede i 1949. Siden er andet kommet til og der er udstillet nær ved 1000 forskellige instrumenter, heraf flere meget store sjældenheder. Hovedvægten er lagt på europæiske instrumenter, men der er også en fin og repræsentativ samling fra den øvrige del af verdenen. 

Museo della Communita Israelitica.

Sinagoga, Lungotevere Cenci 15. Åbent mandag-torsdag 9 - 16.30, fredag 9 – 14.00, søndag 9.30 – 12.30. Lukket lørdag. Museet for den jødiske menighed i Rom. Indeholder dokumenter og manuskripter helt tilbage fra det 12. årh., forskellige religiøse artikler samt doku-center om den tidligere jødiske ghetto og jødernes skæbne under 2. verdenskrig. 

Museo Napoleonico.

Palazzo Primoli, Via Zanardelli 1. Åbent tirsdag-lørdag 9 – 19, søndag 9 – 14. mandag lukket. Museum for Napoleon og Bonapartefamilien, som spillede en væsentlig rolle i Roms historie i det 19. årh.. Det rummer malerier, buster, miniaturer, ure, snustobaksdåser og anden napoleonsk mindeværk. 

Museo Centrale del Risorgimento.

Complesso del Vittoriano, Via S. Pietro in Carcere. Åbent 10 – 18. Lukket mandag. Genforeningens museum, Italiens samling 1870. Museet fokuserer på de begivenheder der ledte op til denne samling og perioden op til 1. verdenskrig som den kom til udtryk i kunsten. Klenodier er Garibaldis, stok, pen og sabel. Endelig omhandler en afdeling Italien under 1. verdenskrig. 

Museo Storico della Liberazione di Roma.

Via Tasso 145. Åbent lørdag 16 – 19, søndag 10 – 13. Museet for Roms befrielse under 2. verdenskrig, indrettet i det daværende Gestapo hovedkvarter. Instruktiv udstilling om den romerske modstandskamp og adgang til de tyske fængselsceller, der blev indrettet i bygningen in 1944 under kommando af den berygtede kommandant Hermann Kappler. 

Museo Storico delle Poste e Telecomunicazioni.

Ministero P. e T., Viale Europa. Åbent 9 – 13. Lørdag-søndag lukket. Italiens postmuseum. Rummer en bemærkelsesværdig samling af telefoner, postkasser, den ældste fra 1633, historisk telegraf-, radio- og TV-udstyr. Fine afsnit om postvæsenet som det fungerede i de enkelte italienske stater før genforeningen samt en stor samling af frimærker, såvel udenlandske som italienske. 

Museo Numismatico della Zecca Italiana.

Ministero del Tesoro, Via XX Settembre 97. Åbent hverdage 9-11. Lukket søndag. Dette møntmuseum rummer en stor pavelig medaljesamling fra 1400-tallet til i dag, kunstmedaljer fra det 19-20. årh.. samt en komplet samling af italienske mønter og sedler fra 1860 til dagens Euro. 

Museo Criminologia.

Via del Gonfalone 29. Åbent onsdag, fredag, lørdag 9 – 13, tirsdag-torsdag 9 – 13 og 14.30 – 18.30. Lukket søndag-mandag og i august. Museet er delt i en moderne afdeling med udstilling af emner fra spektakulære italienske kriminalsager samt diverse italienske ”specialiteter” inden for kriminalgenren. Den anden afdeling er rent historisk og viser fra næsten tidernes morgen, hvor nederdrægtige torturinstrumenter og straffeforanstaltninger man har kunnet finde på. 

SPECIELLE MUSEER: 

Orto Botanico.

Largo Cristina di Svezia 24. Åbent mandag-fredag 9 – 15, lørdag 9 – 11. Roms botaniske have med ”rødder” helt tilbage til middelalderen og med sin nuværende placering siden 1883. Rummer over 8000 forskellige plantearter på friland og i 5 store væksthuse. Meget fin samling af orkideer og sukkulenter, tropiske planter, kaktus og en ekstraordinær komplet have for historiske lægeplanter. 

Casa di Goethe.

Via del Corso 18. Åbent 10 – 18. Goethes lejlighed, hvor han boede fra 1786-1788, med minder fra hans tid i Rom og hans store italiensrejse. Også temaudstillinger, musikaftener etc. 

Keats-Shelley Memorial House.

Piazza di Spagna 26. Åbent vinter 9 – 13 og 14.30 – 17.30, sommer 9 – 13 og 15 – 18, lukket lørdag-søndag. Mindestuer for de engelske digtere Keats, Shelley og Byron i huset, hvor Keats døde i 1821. Desuden en fin samling af originale malerier, manuskripter og bøger fra den romantiske periode. 

Museo "P. Canonica".

Villa Borghese, Viale P. Canonica 2. Åbent daglig 9 – 19. Lukket mandag. Museum for billedehuggeren Pietro Canonica (1869-1959), indrettet i det hus hvor han havde sit værksted fra 1926-59. Huset har en samling af gode møbler og italiensk malerkunst fra det 19. årh.., ligesom kunstnerens atelier er tilgængeligt med forskellige medeller og udkast til Canonica-værker. 

Museo "Hendrik Christian Andersen".

Via Pasquale Stanislao Mancini 20.Åbent 9 – 19. Lukket mandag. Museum for den norske maler Hendrik C. Andersen (1872-1970), der levede og boede i Rom fra 1896 til sin død. Museet i en bygning der blev tegnet af kunstneren selv rummer over 200 billeder og ditto skulpturer, grafiske arbejder, fotografier og et bibliotek. Derudover rummer huset en udstilling om det omfattende møde mellem fremmede kunstnere og Rom i 1800-tallet. 

Museo "Mario Praz".

Palazzo Primoli, Via Zanardelli 1. Åbent tirsdag-søndag 9 – 13 og 14.30 – 18.30. Mandag lukket.  På den øverste etage af det palazzo der også rummer Museo Napoleonico, finder man den lejlighed, hvor kunsthistorikeren Mario Praz boede fra 1969-82. Staten erhvervede efterfølgende denne bemærkelsesværdige lejlighed samt dens indbo af fine nyklassisistiske møbler, malerier, skulpturer samt en værelse med datterens fine samling af legetøj. 

Museo delle Cere.

Piazza SS Apostoli 67. Åbent 9 – 20. Rom har som andre storbyer også et voksmuseum, hér især repræsenteret med berømte romerske / italienske berømtheder. 

Museo dei Bambini "Explora".

Via Flaminia 80. Åbent mandag 9.30 – 11.30, tirsdag-fredag også 14 – 16, lørdag, søn- og helligdage 10 – 12 og 14.15 – 16.15. Hér finder man en miniatureby, hvor børn i forskellige tematiske afsnit kan lære samfundets funktioner at kende: Byen, landet, forurening, bankvæsen, sundhedsvæsen, dagligdagens liv etc. 

Museo del Presepio Tipologico Internazionale.

Via Tor de' Conti 31a. Åbent oktober-maj, onsdag-lørdag 18 – 20, i juleperioden 16 – 20, søn- og helligdage 10 – 13 og 15 – 20. Julen har bragt velsignet bud: Museum for julekrybber der også er skole for kreativ krybbebygning en miniature. Der er over 3000 krybber fra hele verden, så for den interesserede entusiast er der frit valg fra øverste hylde. 

Museo Nazionale delle Paste Alimentari.

Piazza Scanderbeg 114/120. Åbent dagligt fra 9.30 – 12.30 og 18 – 19. Hvis man kan nøjes med at nyde sin pasta veltilberedt romersk stand, kan man hér få pastaens historie forfra og bagfra. 

Museo Storico dell'Arte Sanitaria.

Lungotevere in Sassia 3.Åbent mandag, onsdag og fredag 10 – 12. Interessant historisk medicinsk museum. Indeholder en fin samling af anatomiske studier, også af høj kunstnerisk kvalitet, et repræsentativt udsnit af organer i sprit og afstøbning, historiske kirurgiske instrumenter. Desuden et genopbygget fint gammelt apotek. 

Museo Teatrale del Burcardo.

Via del Sudario 44. Åbent mandag-fredag 9 – 13.30. Lukket lørdag-søndag. Teatermuseum der rummer over 3000 teaterrelaterede emner fra 1600-tallet il i dag. Originalmanuskripter, kostumer, billedkunst og afspejler bredt hele den italienske teatertradition, Commedia dell’Arte etc. 

Museo-Archivio di Fotografia Storica.

Via di San Michele 18. Åbent mandag-fredag 9 – 13. Lørdag-søndag lukket.  Hér er de historiske fotoarkiver samlet sammen med en repræsentativ udstilling af kameraer og andet fotoudstyr fra de sidste 150 år. Derudoover rummer stedet et bibliotek. Vil man gerne studere fotos fra en nu forsvundet eller nu stærkt Rom – ja så er dette stedet at besøge. 

Museo Civico di Zoologia.

Via U. Aldrovandi 18. Åbent 9 – 17. Mandag lukket. Zoologisk Museum, beliggende i Borghese-parken. Fin og stor samling af specielt italiensk dyreliv og fauna, bl.a. meget fin samling af insekter og fugle. De nyeste afdelinger på museet giver efter moderne udstillingsprincipper en fin indføring i samspillet mellem menneske, natur og biodiversiteten 

KIRKEMUSEER: 

Museo Storico Vaticano.

Basilica di San Giovanni in Laterano, Piazza San Giovanni in Laterano (atrio della Basilica, Porta laterale). Åbent 1. søndag I måneden 8.45 – 13. Derudover lørdag 9.30, 11, 12.45 til faste omvisninger. Museet omfatter den tidligere pave-lejlighed med fine loftsfresker, franske vægtæpper, originale møbler helt tilbage fra det 16. årh., en del malerkunst samt en våbensamling og en samling af papale troppeuniformer. 

Pinacoteca della Basilica di S. Paolo.

Via Ostiense, 184. Åbent 9 – 13 og 15 – 18.30. Lukket søndag. Rummer flere af de originale kunstværker der blev reddet fra den oprindelige senantikke kirke ved den store ødelæggende brand i 1823. Desuden fine sarkofager, gravstene og lapidar-indskrifter der er udstillet i klostergården. 

UNIVERSITETSBYEN:

En række museer er placeret i sammenhæng med de videnskabelige institutter i Universitetsbyen, øst for Stazione Termini: 

Museo del Vicino Oriente.

Università degli Studi "La Sapienza", Facoltà di Scienze Umanistiche, Via Palestro 63. Åbent efter aftale. Rummer samlinger af sen egyptisk kunst og gravmateriale, desuden afdelinger for Judæa, Fønikien, koptisk og islamisk kultur, mønter, kunsthåndværk m.m. 

Museo delle Origini.

Università degli Studi "La Sapienza", Facoltà di Scienze Umanistiche, p.le Aldo Moro 5. Åbent mandag-fredag 9 – 13 for grupper efter forudgående aftale. Lukket lørdag-søndag. Italiensk sten-, bronze- og jernalder samling. Kronoligisk opdeling i temaorientrede samlinger: Dagligdag, rituelt liv, kunst, produktions-økonomi, håndværk. 

Museo delle Antichità Etrusche e Italiche.

Università degli Studi "La Sapienza", Facoltà di Lettere, Dip. Di Scienze Storiche, Archeologiche e Antropologihe, p.le Aldo Moro 5. Åbent mandag-fredag 9.30 – 13. Lukket lørdag-søndag. Undervisningssamling, primært baseret på materiale fra retrospektive udstillinger om tidlig italiensk- og etruskisk kultur. Meget fine kopier er her samlet af emner der ellers i original er spredt på flere andre museer. Rummer også en samling af uhørt fine akvarelreproduktioner af vægdekorationerne i de berømteste grave i Tarquinia, Chuisi og Orvieto.

Museo dell'Arte Classica.

Università degli Studi "La Sapienza", Facoltà di Lettere, Piazzale A. Moro 5. Åbent 9 – 22, lørdag 9 – 14. Dette museum omfatter verdens største samling af gibsafstøbninger af græske originalværker fra tidlig arkaisk til sen hellenistisk tid. Museet er meget stort, over 50 sale, men hér kan man altså se de mest berømte værker i fine kopier, samlet på ét sted. 

Museo Storico della Didattica.

III Università, Via di Castro Pretorio 20. Åbent onsdag og fredag 9 – 12, men kun adgang for grupper. Pædagogisk center og museum. Omhandler pædagogikken som den har udviklet sig gennem de seneste århundreder. Fin samling af undervisningsmaterialer samt legetøj og dukker. Specialafdeling for Montesorri-pædagogikken. 

Museo della Matematica.

Dip. di Matematica, Università degli Studi "La Sapienza", Piazzale A. Moro 5. Åbent efter aftale. Lukket lørdag-søndag. Museet har en fin samling af måleinstrumenter fra antikken til vore dage. Derudover en fin interaktiv afdeling for matematiske modeller og matematiske metoder. 

Museo di Fisica.

Dip. di Fisica, Università degli Studi "La Sapienza", Piazzale A. Moro 5. Åbent efter aftale. Lukket lørdag-søndag. Rumme r 2 afdelinger, én for klassisk fysik, én for moderne teoretisk fysik. Talrige modelillustrationer for begge fagretninger og en fin samling af spektroskopiske- og elektromagnetiske instrumenter, flere med relation til gruppen omkring den berømte italienske fysiker Fermi. 

Museo di Chimica.

Dip. di Chimica, Università degli Studi "La Sapienza", Piazzale A. Moro 5. Åbent mandag til fredag efter aftale. Rummer en fin samling af materiale, såvel i videnskabelig som undervisningsmæssig sammenhæng, fint gammel glas- og porcelænsudstyr, præcisionstermometre, vægte og alskens andre  historisk kemiske rariteter. 

Museo di Geologia.

Università degli Studi "La Sapienza", Dip. di Scienze della Terra, Piazzale A. Moro 5. Åbent mandag- torsdag 10 – 13 og 14 – 17, fredag kun efter aftale. Rummer en stor samling af historisk geologisk kartografisk materiale samt en samling på over 500 forskellige marmortyper som er fundet ved udgravninger i det antikke Rom. 

Museo di Mineralogia.

Dip. di Matematica, Università degli Studi "La Sapienza", Piazzale A. Moro 5. Åbent onsdag-fredag 9 – 13.30, mandag-tirsdag 9 – 13.30 og 15 – 17.30. Lukket lørdag-søndag. Museet rummer over 5000 forskellige stenarter fra hele verden, heriblandt flere overordentlig sjældne eksemplarer. Desuden en samling af italienske meteorit- og halvædelstene. 

Museo di Zoologia.

Univ. degli Studi "La Sapienza", Dip. di Biologia Animale e dell'Uomo, Viale dell'Università 32. Åbent efter aftale. Rummer både udstoppet og i sprit et bredt spekter af de dyrearter der har levet og lever i Italien. Samlingen er ordnet efter dyreart og geografisk habitatsområde. 

Museo dell'Erbario.

Università degli Studi "La Sapienza", Dip. di Biologia Vegetale, Piazzale A. Moro 5. Kun åbent efter aftale. Lukket lørdag-søndag. Herbarium-samling med over 1 million tørrede og pressede plantearter. Fokus på italiensk fauna men også fine samlinger af udenlandsk materiale. 

Museo di Paleontologia.

Univ. degli Studi "La Sapienza", Dip. di Scienza della Terra, Piazzale A. Moro 5. Åbent 9 – 13. Lukket lørdag-søndag. Museet er opdelt i 2 afdelinger, den ene for forstenede planter- og dyr, bl.a. en af de ældste i verden, Corycium Enigmaticum, den anden for forhistoriske dyreskelettet, bl.a. 4 minielefant- skeletter fra Sicilien. 

Museo di Antropologia ”G. Sergi”.

Univ. degli Studi "La Sapienza", Dip. di Biologia Animale e dell'Uomo, p.le A. Moro 5. Åbent mandag-fredag 9 – 13 eller efter aftale. Lørdag-søndag lukket. Opkaldt efter den italienske antropolog Guiseppe Sergi, og museet rummer en bemærkelsesværdig samling af kranier og skeletrester fra Italien, de ældste 120000 år gamle, i lige udviklingsmæssig linie til vore dage. Derudover har man også en del materiale fra fremmede kulturer. 

Museo di Storia della Medicina.

Dipartimento di Medicina Sperimentale e Patologia, Viale dell'Università 34a. Åbent mandag 15 – 17 eller efter aftale. Medicinens historie fra de ældste tider til i dag, medicinske teknikker og teorier. Udstilling af historiske kirurgiske instrumenter, mikroskober, apotekermaterialer og instrumenter, herunder en fin samlin af apotekerkrukker fra middelalderen og frem. 

Museo di Anatomia Comparata.

Univ. degli Studi "La Sapienza", Dip. di Biologia Animale e dell’Uomo, Piazzale A. Moro. Åbent kun efter aftale mandag-fredag 9.30 – 12.30, onsdag også 15 – 18. Lukket lørdag-søndag. Rummer især en stor og fin samling af skeletter fra store dyrearter som hvaler, elefanter, flodheste m.m.. Desuden en stor samling af dyreanatomiske studier og en fin lille samling af historiske mikroskoper. 

Museo di Anatomia Patologica.

Dipartimento di Medicina Sperimentale e Patologia, Viale dell'Università 34a. Åbent mandag 15 – 17 eller efter aftale. Huser over 2000 medicinske præparater, der illustrerer sygdomstilstande, gammelkendte såvel som nye. Rummer verdens største samling med relation til hjertesygdomme. 

MILLITÆRMUSEER:

Nedenfor er listet en række militærmuseer, specielt for dem der er særligt interesseret i italiensk krigskunst: 

Museo Storico dei Bersaglieri.

Porta Pia, Piazale Porta Pia. Åbent efter aftale. Det italienske lette infanteris historie samt samlinger af de våben man har haft til rådighed. Mindehal for specielt heltemodige Bersaglieri, der har udmærket sig i kamp, lige fra Italiens samling til nyere tid. 

Museo Storico dei Granatieri di Sardegna.

Piazza S. Croce in Gerusalemme 7. Åbent tirsdag, torsdag, lørdag 10 – 12. De sardiske Grenaderes museum, en hellig gral for de italienere der stadig kun anerkender efterkomerne af det savoyiske kongehus som retmæssige regenter over deres område: Italia NO – Savoya SI. Memorabilia fra korpsets historie + våbensamling. 

Museo Storico dell'Arma dei Carabinieri.

Piazza del Risorgimento. Åbent 8.30 – 12.30. Lukket mandag. Det berømte Carabinieri Korps museum, med samme opdeling som på de øvrige militærmuseer: De krigskampagner korpset har deltaget og udmærket sig i. 

Museo Storico della Fanteria.

Piazza S. Croce in Gerusalemme 9. Åbent mandag-torsdag 9 – 13, fredag 9 – 12. Lørdag kun efter aftale. Lukket søndag. Lidt mere interessant militærmuseum, der på 3 etager beskriver infanteriets historiske rolle fra antikken til vore dage, dog med mest vægt på vore dage. Interessant model i fuld størrelse af en skyttegrav fra 1. verdenskrig. 

Museo Storico della Guardia di Finanza.

Piazza Armellini 20. Åbent mandag-lørdag 9 – 13. Lukket søndag. Museum for det italienske militærpoliti, hvis hovedopgave i fredstid har været civil skattekontrol. I krigstid har korpset dog udmærket sig militært på behørig vis. Samlingerne er delt efter de enkelte militære kampagner: Italiens samling, verdenskrigene, kolonikrigene etc.. 

Museo Storico della Motorizzazione Militare.

Città Militare della Cecchignola, Viale dell'Esercito 170. Åbent lørdag 9 – 12, øvrige dage efter aftale. Meget omfattende samling af alskens militære køretøjer med et FIAT-, Alfa- eller Lancia-logo på køleren. Drømmeland for motorentusiasten. 

Museo Storico dell'Arma del Genio.

Istituto Storico e di Cultura dell'Arma del Genio, Lungotevere della Vittoria 31. Åbent tirsdag, torsdag 9.30 – 12.30. Ingeniørkorpsets historie, illustreret dels ved plastiske modeller, dels ved et bredt udsnit af de materialer, maskiner og det udstyr korpset har brugt gennem tiderne. 

Museo Storico di Architettura Militare.

Istituto Storico e di Cultura dell'Arma del Genio, Lungotevere della Vittoria 31. Åbent tirsdag, torsdag 9.30 – 12.30. I samme bygning som rummer museet for Ingeniørkorpset. Ét af de mere interessante museer med en imponerende samling en miniature af militæranlæg, befæstninger og krigsmaskiner gennem de sidste 4000 år.  

Find rundt på Rom-guide.dk

Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Nederst kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og et link til vort store index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt.

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk