Paverne
og de romerske stormænd hentede uden skrupler
materialer til kirker og paladser fra Forum Romanum og
Colosseum. Utallige søjler til Roms kirker er hentet
fra de antikke templer på Forum og fra kejserpaladserne
på Palatiner-højen.
Tonsvis
af marmorblokke og statuer er gennem tiden havnet i de såkaldte
calcare (kalkovne). Fra Colosseum hentede man
travertiner-blokke til paladsbyggerier og fra
kejsertidens flot udsmykkede termer hentede man både
marmor og porfyr.
Barbarer
og jordskælv gjorde forarbejdet, paver og romerske
stormænd fuldendte tilintetgørelsen af Campitelli's
historiske værdier.
Rione
Campitelli har i sit bomærke en basilisk, der er et
fabeldyr, hvis blik var dræbende. I ordets græske
oprindelse betød det konge, og ofte blev det vist med
en krone på hovedet. Denne betydning passer fint på
Campitelli, der jo er stedet, hvor romerrigets historie
tog sin begyndelse med de legendariske sagnkonger,
efterfulgt af imperatorer, hvis blik givet også kunne være
en tavs dødsdom.
I
dag er der ingen fare ved at begive sig ind i Campitelli.
Det skulle da lige være, når man skal krydse en af de
store trafikåre, som skærer gennem området.
Turisterne
strømmer da også til området, der om aftenen er
oplyst af utallige projektørlys , for at opleve
"det gamle Rom".
Vi
tænker på, hvor heldig f.eks. Goethe har været ved at
have fået lov til at opleve Colosseum i måneskær -
uden hverken projektører og turister.
|