Under
en af disse store fester blev en smuk ung Vestalinde budt ind i
kejser Neros private gemakker, og med viden om kejserens rygte,
var ingen i tvivl om, hvad der skete mellem kejseren og den unge
Vestalinde. Og der ventede hende nu en forfærdelig udgang på
livet.
Den
offentlige mening reagerede dog så kraftigt, at præsterne
afsagde en ”salomonisk” dom: Da kejseren var ”Pontifex Maximus” (den romerske kirkes
overhoved), måtte han betegnes som finere end almindelige
dødelige, og hans handlinger måtte derfor bedømmes efter
andre regler. Det hele blev således dysset ned, og den unge
Vestalinde fik lov til at leve.
Mellem
Roma Termini (hovedbanegården) og S. Maria degli Angeli
findes det område, hvor flere Vestalinder blev levende begravet
(det nuværende Piazza dell’ Indipienza), når de havde
besudlet deres pandebånd.
Måske
er det kun en legende, at Rea Silvia – moderen til Romulus og
Remus – måtte lide denne frygtelige død. Men fra Livius ved
vi, at to Vestalinder Opimia og Floronia i året 217 f.kr. blev
begravet på Campus Sceleratus, og romerske historiker har
registreret navne på i alt 12 Vestalinder, der er begravet her
uden for byens mure.
Vestalinderne,
der blev optaget i ordenen i 8 – 10 års alderen, skulle tjene
i 30 år, hvorefter de kunne træde ud af tjenesten og eventuelt
indgå ægteskab.
Vesta var ildens (arnestedets) gudinde. Ilden i
Vestatemplet symboliserede Statens beståen og gik ilden ud var
det lig statens undergang. Ifølge romersk religion var det
Aeneas, der havde bragt den evige ild til Rom fra Troja. Det
inderste af templet var et Adytum (hemmeligt rum). Her
brændte ilden, og kun Vestalinderne og Pontifex Maximus havde
adgang dertil.