|
|
 
|
|
Det
siges, at Rom mangler natteliv, og det kan på sin vis være
rigtigt nok. For et stykke over midnat bliver gaderne mennesketomme, og romerne sover de retfærdiges søvn.
Og
så er det, at vi skal ud på en lille vandring, for at nyde det
manglende natteliv.
Trafikken
er stilnet af, og man kan høre fontænernes rislende og
brusende dialog fra plads til plads.
Denne
romerske nattestemning findes ikke i andre byer med
”natteliv”, og vi, der kender Rom ved nat, påskønner den
og kan fuldt og helt tilslutte os forfatteren Antonio Baldini, når
han skriver:
"Da
jeg var dreng, gik jeg i seng med hønsene straks efter
solnedgang, og kun ved sjældne og mindeværdige lejligheder fik
jeg lov til at se byen ved nat.
Men
hver gang gjorde de store, mystiske og højtidelige palæer et
forunderligt indtryk på mig, som de stod der, som om de var
faldet i søvn på disse pladser, der lignede
teaterdekorationer, og sammen med fontænernes rislen trængte
de så dybt ind i mit hjerte, at de for mig bestandigt blev et
af ledemotiverne i min indre musik.
For
lange tider blev begrebet poesi for mig ensbetydende med at gå
ud i byen om natten, og kun fordi jeg havde følt, hvad Rom var
om natten, begyndte jeg at forstå, hvad poesi var".
|
