Til hovedsiden

Versione Italiana

Seværdigheder i Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

Piazza Campo de' Fiori

Navnet på pladsen kan frit oversættes med "blomstermarken" og her var da også engang en eng, men det er ikke derfra, at navnet stammer.

Det kommer fra "Campus Florae" = Floras mark.

Flora var den berømte senator, konsul og krigsherre Pompejus elskerinde i midten af det sidste århundrede før vor tidsregning, vidt berømt i Rom, og installeret i komplekset omkring Pompejus Teater, hvis runde exedraside stadig kan ses et stenkast fra Campo de' Fiori som fundament for husene i Via di Grotta Pinta.

Om formiddagen er pladsen et af Rom's mest besøgte markeder med mange spændende boder.

I den nordlige del af Piazza Campo de' Fiori er der to sidegader. 

I gaden på højre hånd - Via del Pellegrino - finder man en lille gyde, og her inde i gården åbenbares de smukke facader, der ses her til venstre, og som benyttes på en del postkort. 

Gaden på venstre hånd - Via dei Cappellari - er bestemt også et besøg værd. Det besøg kan du gøre ved at klikke her.

Piazza Campo de' Fiori var i sin tid omgivet af kroer for pilgrimme og andre tilrejsende, og mange af disse var i det 15. årh. ejet af kurtisanen Vanozza Catanei, der var pave Alexander VI Borgia's elskerinde. På hjørnet af pladsen og Via del Pellegrino ses Catanei's skjold, som hun smykkede med sit eget præg, sin mands og elskerens våben.

Midt på pladsen finder man en statue af den hætteklædte filosof Giordano Bruno, som blev brændt på bålet for kætteri i 1600. Et dystert minde om de mange henrettelser, der blev foretaget på Piazza Campo de' Fiori.

Tidligere var det på Piazza Navona, man kunne finde den romerske ungdom om aftenen. Denne plads har de forladt til fordel for turisterne, og mødes nu på Piazza Campo de' Fiori, som man kan se på billederne til venstre.

HK

Find rundt på Rom-guide.dk

Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Efter disse link er der henvisning til nogle af de overordnede emner på Rom-guide.dk og sidst på listen kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og til vort omfattende index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt.

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk