Det er en lang historie: Vi skal helt
tilbage til 1956.
Min latinlærer på Metropoltitanskolen,
skolens rektor såmænd, luftede den tanke, at han ville tage
min klasse, som var en klassisksproglig klasse, med til Rom. Han
var meget begejstret for Rom, han tog dertil hver sommer. Han
opfordrede os alle til at tage et kursus i italiensk på
aftenskole.
Den gang gjorde jeg alt, hvad de voksne sagde,
så jeg meldte mig til italiensk.
Jeg ved ikke, om han selv var særlig god til
italiensk. Jeg kan huske, han sagde, at vi kunne komme langt med
latin. Hvis vi f.eks. lå på gaden og stønnede: ”Aqua”,
skulle der nok komme en behjertet sjæl med noget vand!
Rektor tog os af en eller anden grund ikke med
til Rom; men så erklærede min far, der også underviste på
Metropolitanskolen, at så ville han tage familien på ferie i
Italien. Det var vi naturligvis alle glade for.
Jeg fuldførte min undervisning i italiensk
på aftenskolen, vi nåede de første 64 lektioner i
Kirchheiners ”Italiensk for Begyndere.” Vi nåede ikke
konjunktiv.
Den 21. juni drog vi af sted. Kirchheiner lå
øverst i håndbagagen. Jeg havde besluttet, at jeg ville
repetere de 64
lektioner på turen ned ned gennem Tyskland og Schweits.
Efter flere dages strabadser nåede vi til en
dejlig campingplads i Toscana i nærheden af en lille by, der
hed Marina di Massa. Pladsen var skyggefuld, fordi den var
plantet til med pinjer og cypresser. Det var en stor og
velbesøgt plads. Vi slog os ned i nærheden af hegnet. Der var
hegn omkring hele pladsen; der blev skam passet på os.
Vi trængte til at få et brusebad og til at
få noget at spise. Jeg vaskede mit lange lyse hår og gik lidt
rundt, for at håret kunne tørre.
Da jeg kom tilbage til campingvognen, stak min
mor hovedet ud og sagde:
”Du må gå hen og tale med den unge mand,
der står henne ved hegnet. Han har stået der mindst en halv
time, jeg kan ikke forstå, hvad han siger.”
Modvilligt gik jeg hen mod hegnet. Jeg havde
jo ikke noget at tale med ham om. Da jeg kom hen til ham, så
jeg, at han havde de mørkeste øjne, jeg nogensinde havde set.
Han havde smalle læber og et sort, kruset hår. Han smilede
genert. Jeg havde svært ved at forstå, hvad han sagde, fordi
han talte så hurtigt.
”Parla lentamente”. ” Tal langsomt”,
bad jeg. Han blev ved med at sige masse ord, som jeg ikke
forstod. Det var i hvert fald ikke ord, der stod i de første 64
lektioner af Kirchheiners begynderbog! Pludselig opfangede jeg
et par gloser: Passeggiata – spadseretur – og stasera – i
aften. Endelig et par ord fra begynderbogen. Jeg sagde ”si”,
nærmest for at blive af med ham; men jeg var også lidt
smigret. Jeg nikkede til ham, idet han satte sig op på sin
cykel og kørte mod Marina di Massa.
Det var begyndt at regne. Jeg så, at han
hilste på en anden cyklist, der cyklede af sted uden at holde
på styret. I den ene hånd holdt han en stor sort paraply, og i
den anden bar han en kæmpestor kurv fyldt med modne pomodori
– tomater. Mens han cyklede sang han en arie fra La Boheme.
Han sang med en høj, smuk stemme, og jeg greb mig i at tænke:
”Bare det var ham, der var kommet hen til
hegnet.”
Da han passerede mig - jeg stod endnu ved
hegnet for at se og høre ham - hilste han med paraplyen ved at
vende den ned mod asfalten. Han blev drivvåd, men det var han
ligeglad med. Han kørte syngende videre. Jeg var ikke blevet
særlig våd, jeg stod under nogle træer.
Om aftenen, mens det endnu var lyst, kom
Roberto. Han parkerede sin cykel ved hegnet og sammen gik vi ned
mod stranden. Det var hørt op med at regne. Vi sagde næsten
ikke et ord.
Da vi kom ned til stranden, spurgte han, hvor
gammel jeg var. Jeg vidste ikke, hvad sytten hed på italiensk,
så jeg skrev 17 i sandet.
”Diciassette”, sagde han.
Siden den aften har jeg altid syntes, at
”diciassette” er det sødeste og mest romantiske ord, jeg
kender.
Pludselig blev det mørkt. Roberto spurgte med
bæven i stemmen, om min far nu ville slå ham, fordi vi ikke
var kommet hjem, inden det blev mørkt. Jeg sagde smilende, at
det kunne min far da aldrig finde på. Det blev han glad for at
høre, og vi begyndte at gå hjem mod campingpladsen.
Senere fandt jeg ud af, at de italienske piger
aldrig gik på gaden, uden at et par familiemedlemmer fulgte
med. Jeg lærte en masse italiensk den sommer, syntes jeg. Det
var jo mig, der skulle handle og spørge om vej. Det gav
øvelse.
En aften sagde jeg til Roberto, at vi skulle
rejse næste dag til Firenze. Han spurgte, om vi skulle skrive
til hinanden. Det ville jeg gerne, det ville være en god
øvelse at læse og skrive breve.
Det første brev fra Roberto var allerede
kommet, da vi efter syv ugers ferie kom hjem igen. Det slog mig,
da jeg læste hans brev, hvor dårligt han skrev. Hans skrift
lignede en syvåriges skrift: bogstaverne væltede rundt, de var
store og kantede; men det var let nok at forstå. Jeg brugte
ordbogen flittigt: jeg ville ikke gå glip af noget.
Vi skrev sammen i syv år.
Da jeg var 24 år, skrev jeg til Roberto, at
jeg ville komme og besøge ham i efterårsferien. Jeg havde
naturligvis en bagtanke med at tage derned. Han arbejdede på
det tidspunkt som tjener på et hotel i Schweits; men han kunne
sagtens tage fri en uge, så vi kunne besøge hans familie i
Marina di Massa.
Da jeg ankom til Zurich stod Roberto på
perronen for at modtage mig. Han så ikke spor begejstret ud. Vi
gik hen på hans hotel og fik noget at spise. Vi blev der natten
over, for det var for sent at køre til Italien. Først næste
dag tog vi toget til hans hjemegn.
Under hele opholdet, som varede en uge,
behandlede Roberto mig, som om vi havde været gift i tredive
år. Hans familie derimod var herlig. Vi boede hos hans søster
og svoger i deres lejlighed. Vi fik soveværelset med
dobbeltseng og det hele. Hvor søsteren og svogeren sov, fandt
jeg aldrig ud af. De havde en lille pige, som sov sammen med la
nonna - bedstemoderen i et lillebitte værelse, som mest af alt
lignede et stort kosteskab.
Den første dag præsenterede Roberto mig for
en tante, der var syerske. Hun sad sammen med nogle andre
syersker. Hvis jeg var blevet i Italien, tror jeg, at jeg var
blevet gode venner med hende. Roberto sagde, at hun helt sikkert
ville sy tøj til mig. Det var jeg nu ligeglad med, for jeg syr
jo selv; men jeg følte med det samme, at jeg i hende ville få
en forbundsfælle.
De næste par dage skulle vi besøge Robertos
mange onkler. De boede alle sammen ude på landet. De havde et
lille hus og et stykke jord hver; men de arbejdede inde i Massa.
De dyrkede en masse grøntsager på deres jord, og så havde de
alle sammen vinstokke.
Vi skulle smage den første vin, der var lavet. Vi smagte vinen,
vi drak et par glas hvert sted. Jeg var ikke vant til at drikke
rødvin. Jeg bællede vinen, som om det var saftevand, jeg drak!
Jeg havde på fornemmelsen, at jeg svævede de
dage, hvor vinsmagningen fandt sted!
Overalt, hvor vi kom frem til familie eller
venner, lød spørgsmålet:
”Hvornår gifter I jer?”
Vi svarede ikke, hverken Roberto eller jeg.
For at sige sandheden syntes jeg nok, at
Roberto burde være lidt mere opmærksom og kærlig over for mig
lige som for syv år siden, da vi sad og tegnede i sandet. Han
opførte sig, som om det nærmest var en pligt at drage rundt
med mig. Jeg fortvivlede dog ikke af den grund: jeg havde mødt
så mange mænd, der opførte sig løjerligt!
Den sidste dag i ferien skulle vi besøge
Robertos mor, signora Spada, i Marina di Massa. Vi kom over
middag til et lille usselt, gråt hus. Nogle få plamager på
murene afslørede, at huset engang havde været hvidkalket. Det
var åbenbart her, Roberto havde boet, da jeg mødte ham for syv
år siden.
Vi bankede på døren. Vi hørte slæbende
skridt som af en, der går med sutter. Døren åbnedes og
Robertos mor stod på dørtrinnet: en lille, udslidt, gammel
kone med tyndt, gråhvidt hår redt sjusket tilbage i en lille
knold. Hun smilede og afslørede, at hun kun havde et par brune
tandstumper i munden.
”Hvor længe bliver du”? spurgte hun
Roberto. Mig ænsede hun ikke.
”Vi bliver kun en times tid”, svarede han
og befriede sig lempeligt fra hendes favntag. Jeg stirrede på
hende og fik ondt af hende.
Vi stod op i det lille, sølle køkken.
Robertos mor så ud, som om hun ville sige noget, men ikke kunne
finde de rette ord at sige. Mig henvendte hun sig stadigvæk
ikke til.
I et nu så jeg min fremtid med Roberto, hvis
jeg besluttede mig til at blive i Italien hos ham.
Jeg tog toget hjem den næste dag. Vi har ikke
hørt fra hinanden siden.
