Til Hellig tre Konger synger de romerske børn denne sang med baggrund i en af de ældste og mest elskede legender omkring afslutningen af den kristne jul.

Legenden fortæller at de tre vise mænd på vej til Betlehem stoppede op ved et hus for at spørge om vej. 

En gammel kone lukkede op med en fejekost i hånden. Hun kunne ikke hjælpe dem og kendte ikke noget til et nyfødt Jesus-barn, og på deres opfordring afslog hun også at slå følge med dem, da hun havde travlt med at gøre rent og bringe orden i sit hus. 

Da de vise mænd var draget videre, fortrød den gamle kone og følte, at hun havde begået en stor fejltagelse. Hun forsøgte nu at indhente dem, men uden held, og for en sikkerheds skyld gav hun så alle børn, hun mødte på sin vej, en lille gave, i håb om at én af dem var det nye lille Jesus-barn. 

Og denne søgen har den gamle kone – La Befana – fortsat lige siden, så hver Hellig tre kongers Aften, den 6. januar, kommer hun flyvende på sit kosteskaft og opsøger alle børn for om natten at aflevere en lille gave i børnenes ophængte strømper ved kaminen eller i deres sko: En rigtig godte til de artige, blot et kulstykke til de uartige børn.

La Befana er en folkelig sproglig forvanskning af L’epifania, Hellig tre kongers Aften. 

I dagene før skriver børnene ønskesedler, som de ofte placerer under deres fars tallerken ved middagsbordet, så han kan holde La Befana opdateret om gaveønskerne.

Figurer af La Befana stilles frem i vinduerne for at byde hende velkommen. Mange steder ser man processioner med figurer af La Befana og hendes ledsager Befano, der under lystig musik afslutter julen med at blive brændt på et stort bål, der skal symbolisere, at alt ondt fra det gamle år skal forsvinde for at byde et nyt og godt og lykkebringende år velkommen.

Befana-dukker kan købes overalt i Rom i julemåneden og især på det store julemarked på Piazza Navona findes de i utallige størrelser og udgaver. Hun er en hekselignende figur – ma una Strega gentile e buona - en flink og rar heks.

Hér kan man også købe lakridskonfekt, maskeret som kulstykker, så selv de ”uartige” børn kan få noget ud af festlighederne. Slikindustrien har altid kunnet finde en salomonisk løsning.

Scootere, køleskabe, fjernsyn, parmaskinker m.m.. Det krævede flere lastvogne at bringe gaverne til sikker fordeling blandt kollegerne på stationen.

Skikken findes stadig, men nu i et langt mere beskedent omfang, efterhånden som den klassiske gadebetjent også i Rom forsvinder ud af gadebilledet.

Disse gavefestligheder omkring L’epifania har efterhånden antaget karakter af det gaveorgie, vi andre kender fra juleaften, der jo i Rom og Italien er en langt mere beskeden og frugal aften. 

Man spiser også langt mere rigt og overdådigt end i julen, og dagen er i højeste grad en familiedag, hvor man besøger hinanden og ønsker alt vel i det nye år.  

Vievand, der er velsignet på denne dag, tillægges også større helliggørende kraft, i sær ved sygdom og anden dårligdom i familien.

Set i folkemindeperspektiv er det interessant at vi hér har en skik og en figur, som vi genkender fra den danske Skt. Hans og den angelsaksiske juletradition med gavestrømper på kaminen. 

Antropologer kan fortælle en lang historie, der går tusinder af år tilbage i mange forskellige kulturer, der alle bindes sammen af en forestilling om mytisk figur i mange lokale forklædninger der år for år vender tilbage til hjemmets arne med gaver til bekræftelse af familiebånd, slægt og venner – og det er jo en smuk tradition og et fint samlende billede.

PK