På denne side vil vi efter det nummererede kort gennem-gå de mest interessante bygningsværker og monumenter på Piazza Navona:

Vestsidens markante midterbygning er (1) S. Agnese in Agone der blev bestilt af pave Innocens X i 1652 som kirke og kapel for hans familie og sambygget med familiens palads. 

Kirken er opført på det sted, hvor overleveringen og et mindekapel fortæller at S. Agnes led martyrdøden.

Arkitekter på kirken var far og søn, Girolamo og Carlo Rainaldi, der også byggede det ved siden af beliggende palads.

Facaden skyldes dog Francesco Borromini, hvis kærlighed for alternerende konkave og konvekse buer ej heller her fornægter sig, men skaber en meget smuk harmoni mellem de 2 sidetårne og den fine slanke kuppel. 

Kirken er bygget over et græsk korsplan med 2 krydsstillede skibe og indeholder meget smukke loftsdekorationer, ligesom pave Innocens X, naturligt nok, er gravlagt i kirken.

Ved siden af S. Agnes og sambygget med denne ligger (2) Palazzo Pamphilij. 

Bestilt i 1644 af Giovanni Battista Pamphilj, da han blev valgt som pave under navnet Innocens X. 

Hovedarkitekter var Girolamo og Carlo Rainaldi, men også i denne bygning har Borromini haft en kreativ finger med i spillet. Han har skabt paladsets 2 meget berømte og meget smukke riddersale, Sala Palestrina og Sala Galleria med fantastisk smukke loftsfreskoer af Pietro da Cortona med forlæg i Ovids Aeneas-fortællinger.

Pave Innocens overdrog paladset til sin meget entreprenante svigerinde, Olimpia Maidalchini, der med uhyre behændighed udnyttede sine pavelige forbindelser og tidens tolerance over for korruption, nepotisme og kirkens mere end kreative omgåelse af cølibatet. Romerviddet fornægtede sig dog ikke, da den nærliggende talende statue, Pasquino, gav hende øgenavnet Olim Pia (den "engang dydige" på latin)

Palazzo Pamphilj er i dag sæde for den brasilianske ambassade, og der er desværre ikke offentlig adgang til denne smukke bygning.

Sydenden af pladsen domineres af (3) Palazzo Braschi, nu Roms glimrende bymuseum. 

Det blev bygget til pave Pius VI i 1792 og erstattede det daværende Palazzo Corsini fra det 15. århundrede. På siden ud mod Via del Governo Vecchio står Pasquino, den berømteste af de ”talende” statuer.

Ved siden af Palazzo Braschi finder man (4) Palazzo Lancelotti-Torres fra 1500-tallet, bygget af den spanske ærkebiskop af Salerno, Ludovico Torres. 

Dette palads føjede sig smukt til 5: Renæssancekirken Nostra Signora del Sacro Cuore på østsiden af pladsen, opført i jubelåret 1450 af den castilianske kongefamilie. 

Sammen med et til kirken knyttet pilgrimsherberg dannede hele dette kompleks i flere hundrede år det såkaldte ”spanske hjørne” af Piazza Navona.

Den sydligste af pladsens tre fontæner er (6) Fontana del Moro, Mohrens Fontæne. 

Den er opført i 1576 af Giacomo della Porta og med sideskulpturer af Taddeo Landini.

Disse blev dog i 1874 erstattet af kopier, udført af Luici Amici. Den centrale figur i fontænen, en mohr i kamp med en delfin, er tegnet af Bernini og udført på hans værksted af Antonio Mari i 1653.

Midterfontænen er (7) Fontana dei Quattro Fiumi, Flodernes fontæne. 

Dette mesterværk af Bernini og et højdepunkt i barokkens skulptur, blev bestilt af pave Innocens X.

Oprindelig havde Borromini fået opgaven, men en sølvmodel af Berninis projekt overbeviste paven om, at denne skulle have opgaven, som han sammen med sit værksted realiserede fra 1648-52.

På en klippeformet fod af travertinerblokke er 4 kolossale og allegoriske marmorstatuer placeret, hver repræsenterende en af de daværende 4 kendte verdensfloder: Donau, Nilen, Ganges og Rio de La Plata.

Klippen danner på toppen basis for en obelisk, der på siden er beklædt med pavens våbenskjold og på toppen af en due, symbolet for Pamphilij-familien.

Flodfigurerne er omgivet af dyre- og plantefigurer, dels let genkendelige, dels i mere ukendt eksotisk form, som datiden nu forestillede sig dem i fjerne og ukendte egne.

Obelisken er trods hieroglyfferne ikke original egyptisk, men en romersk kopi fra Domitians tid, senere flyttet til Maxentius Circus ved Via Appia, hvorfra Bernini hentede den i 5 enkeltdele som blev restaureret og føjet sammen, inden den blev placeret som kronen på hans arbejde.