Tilgivelse i og udenfor skriftestolen!  

Det gav genlyd i hele Italien da journalisten og forfatteren Giordano Bruno Guerri for nogle år siden udgav bogen "Jeg giver dig syndsforladelse".

Forfatteren havde nemlig sammen med 2 assistenter talt med præster og politikere over hele Italien og optaget deres svar med skjult mikrofon.

Her blev det, som alle italienere ved, men som man ikke taler om, klart og utvetydigt lagt for dagen:

Syndsforladelse kan fås af både kirke og stat, når blot der ydes en "beskeden indsats".  

I bogen er refereret et skriftemål, hvor en mand uretmæssigt havde tilegnet sig en arv, og hvor præstens råd var, at han skulle bruge pengene på sine børns uddannelse.

Dog tilføjede præsten, at det ikke ville skade synderens fremtidige "paradis- muligheder", hvis han af og til donerede nogle penge fra arven til den katolske kirke.

Et andet skriftemål handlede om en "flugtbilist", der fik det råd, at han anonymt skulle sende nogle penge til ofrets familie og ikke melde sig til politiet. "Sket er sket" var skriftefaderens konklusion.

Men kirken har ikke monopol på barmhjertigheden. Den trives også ganske glimrende i landets parlament, der jævnligt vedtager såkaldte "tilgivelseslove", hvor for eksempel skattesnyd og ulovligt byggeri bliver sendt i glemmebogen.

Eksempelvis vedtager parlamentet jævnligt "eftergivelsespakker", der giver svage sjæle, som falder for fristelsen til ikke at overholde landets utroligt mange love, en mulighed for at starte forfra.

Da man i 1995 fandt ud af, at mange havde "glemt" at betale bilafgift - den såkaldte "bollo", vedtog man, at synderne kunne købe manglende stempelmærker for perioden 1983 - 1994 på én gang og herefter ikke ville høre mere til den sag.

Så var man klar til at "glemme" afgiften igen de kommende år, i den faste overbevisning, at der igen en dag kommer en ny "tilgivelses-lov" for glemsomme bilejere.

Når parlamentet tilgiver synderne er det dog ikke kun af ren og skær barmhjertighed. Formålet med tilgivelsen er altid begrundet med, at staten på den måde får nogle af de penge ind, som de havde regnet med i budgetterne, hvis borgerne altså betalte, som de skulle.

Men selv om der lokkes med "rabatter" har staten svært ved at overtale italienerne til at modtage syndsforladelse og få tavlen vasket ren.

I midten af 90'erne vedtog parlamentet, at hvis man havde en uoverensstemmelse med skattevæsenet på mindre en 2.000.000 lire (ca. 8.000 kr.) kunne sagen klares her og nu med en indbetaling på 140.000 lire (ca. 500 kr.)

Regeringen havde regnet med at "tjene" milliarder på denne lov, men fik kun ca. 20% af hvad man havde forventet i kassen.

For os nordboere kan de lyde helt unaturligt, når man hører om almindelige lønmodtagere, der beklager sig over at deres skat bliver trukket automatisk inden lønudbetaling.

Men forklaringen er såre enkel, for denne "kildeskat" udelukker dem nemlig fra at deltage i nationalsporten "skattesnyd".
De fik ikke som otte millioner selvstædige et billigt tilbud om én gang for alle at ordne skatten fra 1987 til 1993.

Partiet National Alliancen foreslog i parlamentet at løse denne "uretfærdighed" ved at afskaffe "kildeskatten", så lønmodtagerne selv skulle indbetale skat.

Underforstået at lønmodtagerne skulle have de samme muligheder som selvstændige for ikke at indbetale skatten.

Selvom det af og til kommer til demonstrationer - for eksempel ved vedtagelse af nogle "tilgivelseslove" beregnet for Berlusconi, virker det som om et stort flertal af italienerne er tilfredse med muligheden for en gang imellem at blive tilgivet.

Og skulle staten en dag svigte deres tillid til, at der er en ny "tilgivelseslov" på vej, står den katolske kirke altid parat med åbne arme.

For som det fremgår af Giordano Guerri's båndoptagelser, der er citeret i bogen, får kvinden, der myrder sin mands elskerinde, den korrupte forretningsmand, der bestikker myndighederne og revisoren, der hjælper sine klienter med skattesnyd, alle syndsforladelse i den lokale kirke.

En ting oplevede Giordano Guerri dog, at man ikke kan få syndsforladelse for:

Når det gælder sex uden for ægteskabet, står kirken fast. Dette er og bliver en utilgivelig synd. Basta!

Morderen, skattesnyderen og voldsmanden bliver velsignet, og kan med god samvittighed gå til alters med familien.

Men nok så mange Ave Maria'er kan ikke redde dem, der hengiver sig til kødets lyster uden en familiemæssig forplantning for øje.

Ligesom de der har sex udenfor ægteskabet, kan fraskilte heller ikke tilgives. En fraskilt kan i følge den katolske kirkes doktriner aldrig tilgives og må derfor heller ikke gå til alters og modtage sakramenterne.

Der er ofte episoder, hvor en præst bortviser fraskilte fra altergangen.

Så enten med skriftemålet eller med statens hjælp har langt de fleste angrende syndere en mulighed for at slå en streg over fortidens fejltagelser, og begynde på en frisk.

Og husk så, at nogle knitrende euro-sedler hjælper begge steder.

Har du lyst til at læse mere om bogen, har vi et link til Giordano Bruno Guerri's hjemmeside øverst til højre.

HK