Leone Battista Alberti.

Maler, forfatter, sprogforsker, filosof, musiker, arkitekt og matematiker.

Født i Genova 1404, død i Rom 1472. Først og fremmest som arkitekt og kunstteoretiker repræsenterede han om nogen indbegrebet af ”uomo universale”, renæssancemennesket, der beherskede og udmærkede sig inden for et bredt spekter af færdigheder, der ud over de allerede nævnte, også omfattede en virksomhed som ingeniør, kartograf og kryptograf.

Fra 1432-34 boede han i Rom, og i årene derefter opholdt han sig i længere perioder i Firenze, Bologna, Mantua og Ferrara. Fra 1443 til sin død levede og arbejdede han i Rom.

Under især paverne Nicholaus V og Pius II forestod han større bygningsarbejder i Rom, bl.a. nyrestaureringen af San Stefano Rotondo, Santa Maria Maggiore og Aqua Vergine vandledningen, samt gennemførte større forandringssarbejder på Det apostolske Palads-kompleks i Vatikanet. 

Men mest kendt fra hans tid i Rom er de store teoretiske traktater, som han skrev og udgav på perfekt latin: Descriptio urbis Roma, om Roms klassiske arkitekturarv, og De re aedificatoria libri decem, om arkitekturkunsten i 10 bøger.

Heri beskriver han, men inspiration fra og udgangspunkt i det nyligt genfundne antikke manuskript til Vitruvius bøger om arkitektur, den rekonstruktion af Rom til fordums storhed, som optog hans samtid og eftertiden så meget. Derudover udgav han også en traktat, De statua, om billedhuggerkunsten.

Men mest kendt er hans værk om malerkunsten, De pictura, en kunsttraktat, der bryder med middelalderens syn på kunsten og kunstnerens rolle i samfundet. Heri rummes også den første gennemgang af komposition, lys og farvebehandling i mere moderne kunsthistorisk kontekst, men ikke mindst fremsætter Alberti i dette værk for første gang lovene for det matematiske centralperspektiv, som fik skelsættende betydning for den samtidige og senere malerkunst. Bogen blev hurtigt oversat til italiensk under titlen Della Pittura og dedikeret til arkitekten Brunelleschi, som Alberti beundrede meget.

Hans kendteste originale bygningsværker er Palazzo Rucellai og Palazzo Strozzi samt facaden til kirken Santa Maria Novella i Firenze og Maletestiano-templet i Rimini og kirkerne San Sebastiano og San Andrea i Mantua.

Ifølge samtidige kilder var Alberti et undtagelsesmenneske i sin helt egen uovertrufne klasse, og samtiden hyldede ham som en storslået syntese af sin tid. Han var smuk og bomstærk og udmærkede sig i alle fysiske aktiviteter. Han kunne efter sigende med samlede fødder springe over hovedet på en stående mand og med et møntkast kunne han ramme det indre af toppen af kuplen i domkirken i Firenze, ligesom han afrettede vilde heste og klatrede som en bjergged i de italienske bjerge. Han havde også en udmærket sangstemme, var en fremragende organist, en charmerende samtalepartner, en virtuos taler og især over for smukke kvinder en raffineret og beleven kavaler.

Albertis bog ”Billedkunsten” er oversat med fine kommentarer til dansk fra den latinske og italienske udgave af professor, dr. Phil. Lise Bek i 2000 og udgivet på Nyt nordisk Forlag Arnold Busck. Derudover indeholder bogen en meget fin introduktion til Albertis samtid og forudsætningerne for hans skelsættende arbejder.

PK