Og man har nu fra de relevante
bygningsmyndigheder den konsekvente holdning, at man successivt
vil bringe alle historiske bygningsværker tilbage til deres
oprindelige farvemæssige udseende ud fra devisen: Det tilkommer
ikke nye generationer ud fra tidens tilfældige eller aktuelle
modeluner at opfinde nye farver, der er radikalt forskellige fra
dem, den oprindelige arkitekt eller kunstner ønskede bygningen
skulle fremstå i.
Og
for alle ejere af historiske bygninger i Rom, er det nu et krav,
at man ved restaurering skal indsende planerne til
Supraintendenza delle Musei di Roma, der så ud fra sit
registreringskatalog fastsætter hvilke farver der må anvendes.
Ansvaret
for denne nyorientering må især tilskrives den italienske
arkitekt og kunstner, Marcella Morlacchi, der efter mange års
videnskabelige undersøgelser og studier, især publiceret i
tidsskriftet ”Roma – Ieri, oggi e domani”, har kunnet
fremlægge helt overbevisende resultater af sit arbejde. Sammen
med sine medarbejdere har hun udarbejdet et omfattende katalog
over de historisk værdifulde og bevaringsværdige bygninger i
Rom med udfærdigelse af uhyre nøjagtige tegninger i skala
1:200. De færdige tegninger er derefter af Marcella Morlacchi,
ud fra de kromatisk nøjagtige målinger, blevet koloreret i
akvarel med bygningernes originale farver.
På
dansk har arkitekten Bente Lange i sin bog fra 1993, Roms
farver, taget tråden op fra Marcella Morlacchi og i en række
meget smukke akvareller gengivet bygningsværkerne i deres
oprindelige farver. *Hele denne nyorientering mod den
farvemæssige genskabelse af det originale bygnings- eller
kunstværk, dannede også basis for den mangeårige restaurering
af Michelangelos billeder i Det sixtinske Kapel, der efter
restaureringen kom til at fremstå i langt lettere og lysere
farver. Kritikerne af restaureringen mente, at den var
resulteret i en falsk ”Benetton Michelangelo”, men
konservatorerne kunne fremlægge helt overbevisende data for
korrektheden i deres arbejde, som da også i dag nyder almen
anerkendelse.
Men
det har ikke skortet på kritik af de mange
bygningsrenoveringer: Rom har mistet sin ”hud”, sin sjæl,
sin varme, sin originalitet og hvad en by nu ellers kan miste,
når debatten raser – og især efter de mange renoveringer i
forbindelse med jubelåret i 2000, hvor mange af de kendteste
bygningsværker og monumenter i Rom blev iklædt de nye og i
manges øjne totalt kønsløse og sarte pastelfarver.
Skal
man prøve at dele sol og vind lige, så er det foreløbige
resultat, at bygninger som Palazzo Quirinale og Palazzo Chigi i
dag fremtræder i et upersonligt og jævnt kedeligt gråhvidt
udtryk, medens andre som eksempelvis Palazzo Farnese og Piazza
del Campidoglio med de omgivende paladser fremtræder langt
smukkere end før – og inden beklagelserne over de nye farver
bliver for massiv, må man endelig konstatere, at størstedelen
af de romerske kvarterer farvemæssigt fortsat fremtræder i sin
klassisk kendte klædedragt.
