Antonio il Piemontese.

Når man går ned ad Via della Scrofa, "Svinets gade" i nordlig retning vest for Pantheon, kommer man, på venstre hånd, til en lille gyde, Vicolo della Campana.

Hér kan man om aftenen nyde et godt måltid mad til halvdyr pris i Taberna Enoteca Provinciale og er man jazz-interesseret, kan man over et godt glas vin også lytte til fin musik flere aftener om ugen.

Men hvorfor nu netop slå ned på denne adresse? 

Jo, det har sin forklaring i, at stedet, der ligger i nr. 5, nærmest er en "hellig" adresse for ældre roma-farere.

Hér ”herskede” Antonio il Piemontese i mere end 40 år (frem til slutningen af 70’erne) i sit trattoria af samme navn. Og han fortjener en ”minderune” her på Rom-guiden. 

Antonio kom fra Piemonte – paradis på jord – og han opholdt sig kun under protest i Rom, som han kaldte en røverkule befolket af svindlere, bedragere og skinhellige prælater, hvor kun hans kobberarmbånd ”beskyttede” ham mod den allergroveste udnyttelse fra disse hæmningsløse bureaukrater, født og næret af et Rom, der som hovedstad efter Italiens samling, var én stor kolossal misforståelse. 

Var man én gang født som piemonteser – sempre piemontese! 

Hvorfor han så havde tilbragt så mange år i Rom, fortæller historien ikke noget om, ligesom han da også bød enhver romer velkommen i etablissementet, og dem kom der mange af for at nyde den dejligste romermad, suverænt kokkereret af husets frue, Rina, der var italiensk tyroler-østriger af fødsel.

Stedet var yderst beskedent, i princippet blot et hul i muren, dækket af  multifarvede, nedhængende plastikbånd, havde 12 små borde og et diminutivt køkken, hvor Rina lavede madmirakler med 4 gasblus og en ovn. 

På den ene væg en tappehane til den hvide Castelli-bordvin, de øvrige vægge dækket af hylder med den bedste vin og andre specialiteter fra Piemonte. 

Det store serveringsnummer var Pollo alla Diavolo, djævlekylling, den dejligste og mest sprødstegte kylling, der lige før servering blev grappa-flamberet og i ild, bål og brand triumferende båret ind af Antonio, gerne ledsaget af noget, der engang havde været melodien til en piemontesisk folkevise. Antonios sangtalent var flere oktaver fra Pavarotti-klassen. Faktisk mindede hans stemme mest om en hæs Anders And, kørt i falset på 78 omdrejninger!

Af andre bravurnumre fra køkkenet skal nævnes en himmelsk Fegato Arrosto, grillet kalvelever med en djævelbændt god tomatsalat, lamme-abbacchio med rosmarin-patate + alle de klassiske pastaretter i præcis og al dente enkel servering. 

Rinas slagnummer i dessertafdelingen var en underskøn Zuppa Inglese, som direkte oversat betyder ”engelsk suppe”, og det hentyder til den rom, som denne pragtfulde frugtlagkage havde trukket i. Denne klassiske sicilianske dessert ser man desværre næste ikke mere på romerske spisekort. 

Antonio lå lige ved siden af den ene af de dengang 3 berømte Alfredo’er i Rom, nemlig Alfredo alle Scrofa, der bl.a. var én af Kong Frederik og Dronning Ingrids yndlingsspisesteder i Rom. 

Et foto af dem hænger stadig i restauranten, som nu ikke længere har det ry, den engang havde. 

Det hændte dengang undertiden, at den ”Store Alfredo” indfandt sig hos sin mere beskedne nabo for at købe lidt grøntsager, og så startede ”Cirkus Antonio”: 

Én ting var, at det var typisk for en romer ikke at kunne disponere sine vareindkøb, men købe? – det kunne der overhovedet ikke være tale om, han ku’ få foræret, ku’ han – så han én gang for alle, uden omkostninger kunne overbevise sig om, hvad det ville sige at arbejde med 1. klasses råvarer! 

Og så startede et ægte romersk skænderi, hvor sprogets værste gloser fulgte hinanden tæt i kongelig rækkefølge, uden at det betød andet end at man havde et godt naboskab! Og kosteligt var det at overvære. 

Stedet var også præget af mange danske gæster, da Antonio oprindeligt var ”opdaget” af den legendariske danske rejsefører Wilhelm Zoëga Bang, der først for Jørgensens Rejser, siden for andre bureauer, havde ansvar for at mange danskere fik en uforglemmelig god introduktion til Rom. 

En del af de danske gæster gjorde sig til af at tilhøre en speciel udvalgt kaste af ”ægte romere”, der havde kendt et tidligere og ubesmittet Rom, som nu ikke længere eksisterede andre steder end i deres selvbevidste og let uudholdelige foredrag om alt og alle, der var værd at vide noget om i den evige stad.

Dem behandlede Antonio oppefra og nedefter med en henkastet uforskammethed og et blink i øjet til de øvrige gæster. Mange danskere af mere udholdelig kaliber har dog sluttet livslange venskaber over det gode måltid hos Antonio. 

Der kom også en del gæster, især englændere og amerikanere, fra de udenlandske institutter i Rom. Specielt husker jeg en gæsteprofessor fra Det amerikanske Akademi, hvis ansigt var markeret rynket på den, hugget i granit, pæne Spencer Tracy-agtige måde, som straks får kvinder til at udbryde: Han er flot!

Hos Antonio afsluttede alle måltider med en digestivo til maven, som oftest en Sambuca eller Amaro, men den aften røg der grappa i glasset, som ”Spencer Tracy” intetanende kylede ned.

Det gav et sæt i ham, og med sine mange smukke sammensnørede rynker lignede han en stranguleret chow-chow hund, hvilket ikke hindrede Antonio i at genfylde hans glas og den gode professor i at gentage ”kunststykket”. 

I 1972, efter en meget romantisk ferie med min senere hustru, spiste vi den sidste aften hos Antonio. 

Udover, med en storladen bevægelse, at fiske en supervin ned til os fra den øverste piemontesiske delikatessehylde med en selvkonstrueret bambusstang, forærede han os en lille kærlighedspakke til afsked. 

Den indeholdt 2 fed hvidløg og en lille rød chilipeber!

Antonios antiklerikale lynne bød ham samtidig at hviske til os, at en sådan lille rød peperonchino også blev kaldt en pavep..! 

Antonio holdt lukket hele august måned, hvor Rina fluks drog til de østrigske tyrolerbjerge for at tilbringe hele ferien på langs i en velfortjent flugtstol.

Antonio derimod købte et månedskort til det europæiske jernbanenet, og så besøgte han alle ”vennerne” fra sit trattoria, der mere end gerne og beredvilligt stillede gratis logi og mad til rådighed for ham som en ringe tak for mange mere end gode og fornøjelige stunder i Rom. 

Den fornøjelse har jeg også haft og delt med den gode Antonio. 

Sidste gang jeg hørte hans karakteristiske stemme var i et radioprogram omkring 1980, hvor Zoëga Bang fortalte, at nu var han og den gode Rina gået på en velfortjent pension og havde solgt deres restaurant. 

Både Antonio og Rina døde efter sigende for nogle år siden. Må de nyde et ekstra velfortjent otium i den bedste af alle piemontesiske himle.

PK