Denne på alle leder og kanter og i dobbelt forstand store kirke kan ingen komme uden om ved et ophold i Rom.

Står man på én af de 2 runde markeringsten på pladsen foran kirken, hvor de 4-dobbelte søjler i Berninis kolonnader flugter sammen til én række søjler, fornemmer man umiddelbart det Bernini ønskede at udtrykke med sin storslåede introduktion til kirken, hvor pladsen og moderkirken med udstrakte arme og med hans egne ord skulle: Favne og tilskynde katolikker til at bekræfte deres tro, kættere til at forene sig med kirken igen og ikke-troende til at blive oplyst om den sande tro.

Denne religiøse dagsorden var født af modreformationens indædte kamp mod protestantismen, men uanset tro eller ej, så må alle, der står på pladsen, føle dette arkitektonisk markante greb, der holder enhver besøgende fast og leder direkte op mod den vestlige verdens største kristne helligdom: Peters-kirken. 

Kirken stod for længst færdig, da pave Alexander VII i 1657 gav Bernini opgaven at skabe en for kirken passende foranliggende piazza. Indtil da bestod området foran kirken af et uregelmæssigt område, omkranset af tæt bebyggelse, der nu blev fjernet. Bernini gjorde sig mange overvejelser over udformningen af den nye plads og havde mange skitser på tegnebordet, inden han besluttede sig for den spektakulære og geniale udformning, vi kender i dag. 

Fra kirkens facade lod han to smalle og identiske bygninger gå ud, og sammen med facaden danner de en let indsnævret trapez-form, inden selve pladsen udvider rummet til et samlende hele med de to store halvcirkulære kolonnadebuer. Disse består af 4 rækker doriske søjler, der bærer en jonisk overligger for den øverste balustrade med 140 af kirkens kendteste helgener i en samlet smuk symmetri. Bernini ønskede med sin plads at skabe et atrium, en kæmpemæssig forgård til kirken, der skulle give den besøgende en fornemmelse af allerede hér at være på helligt område. 

Allerede før Bernini skabte den nuværende plads havde man rejst obelisken på midten af pladsen i 1586, og Carlo Maderno havde skabt den højre fontæne i 1612. For at fuldende pladsens fornemme symmetri blev en kopifontæne rejst i 1675 på venstre side af obelisken. De 2 fontæner bærer våbnet for de respektive paver, hvorunder de blev rejst: Paul V til højre og Clemens X til venstre. Obelisken blev flyttet fra siden af den nuværende kirke, hvor den havde stået i resterne af Caligula og Neros cirkus, hvor apostlen Peter efter overleveringen blev korsfæstet. Da den er knap 40 meter høj krævede det mere end 900 mand og 150 heste at flytte den. 

Kirkens bygningshistorie:

Inden vi går ind i kirken, som nu af sikkerhedsmæssige grunde foregår gennem en elektronisk kontrolleret indgang i den højre kolonnadeside, så lad os dvæle et øjeblik ved kirkens lange og ofte komplicerede bygningshistorie. 

Den første kirke på stedet blev bygget på kejser Konstantins ordre omkring år 325-50 oven på apostlen Peters grav. Selv om forskerne er stærkt uenige om autenciteten af denne grav, så lader vi den diskussion ligge her, og noterer os blot, at højalteret, både i den gamle og nye kirke var og er placeret oven på kirkens overleverede Peters-grav. I hvert fald har dette forhold fra starten været årsag til kirkens opførelse og hele fundamentet for kirkens placering og pavemagtens autoritet og legitimitet. 

Konstantins kirke var en klassisk 5-skibet basilika med en længde på godt 90 meter. Op gennem århundrederne fik kirken tilføjet en beskyttende, omkransende mur, en række sidekapeller, en foranliggende atriumgård, og den blev rigt udstyret med byzantinske mosaikarbejder og fresko-malerier samt talrige grave og monumenter over tidens paver. Tidens største og mest imponerende kirkebygning og et hovedmål for alverdens pilgrimme. 

Da paven efter landflygtigheden i Avignon i 1420 gjorde vatikanpaladset til sin officielle residensbolig, var kirken i meget dårlig forfatning. Pave Nicolaus V tog det første initiativ til en ny kirke, men efter hans død i 1455 lå arbejdet stille i næsten 50 år, udover at den oprindelige konstantinske basilika stort set blev revet ned. Først med pave Julius II kommer der i starten af 1500-tallet igen gang i byggeriet. Bramante fik overdraget kommissionen, og hans oprindelige plan var at bygge en kirke over et ligesidet græsk kors, hvor hver af korsarmene dannede et mindre græsk kors, som igen var inddelt i 4 korsarms-kapeller idet strikte forhold 1:4:16 (se den oprindelige plan). Og det hele skulle krones med en central kuppel. Ren symmetrisk arkitektur efter renæssancens idealer. Efter Bramantes død i 1511 fortsatte bl.a. Rafael og Sangallo arbejdet, hvorunder de første planer skitseres til at forlænge den ene korsarm, så kirken ville danne en latinsk korsform. Efter Sangallos død i 1547 blev det overdraget Michelangelo at fuldføre kirken. Han ønskede at fastholde den oprindelige korsform, men nåede kun at ændre på kirken i apsissiden og lave det oprindelige udkast til kuplen. Denne fuldførte Vignola og della Porta, dog med flere ændringer i forhold til Michelangelos oprindelige tegninger. 

Kuplen har en indvendig højde på 133 meter. Det var oprindelig planen at indersiden af kuplen skulle udsmykkes med mosaikker i anledning af jubelåret i 1600, og tegningerne til disse blev også udført men aldrig virkeliggjort. Kuplen er inddelt i 16 ensartede felter, der korresponderer med vinduerne i den bærende ring for kuplen. I et bånd rundt om denne base for kuplen er på latin med 2 meter høje bogstaver skrevet den såkaldte ”nøglepagt”, hvor Jesus overgiver himmerigets nøgler til Peter, den første pave, og som hele pavemagtens religiøse og verdslige legitimitet hviler på. Derfor ses de korslagte nøgler altid i et hvilket som helst paveskjold. Under kuppelbasen ses 4 store cirkulære nicher med mosaikbilleder af de fire evangelister. Det giver et sigende udsagn om kirkens størrelse, at pennen i S. Marcus hånd er næsten 2 meter lang. Disse 4 nicher danner toppunktet for de fire 5-kantede og enorme støttepiller, der bærer kuplen.  

Maderno forlænger endeligt kirkens hovedskib til dets nuværende udseende. Det skete primært af pladsmæssige og liturgiske hensyn, men ødelagde samtidig den oprindelige fornemme symmetri i den flerdobbelte græske korsform. Kirken blev officielt indviet i 1593, men står først helt færdig i 1614, da Maderno afslutter byggeriet af facaden ud mod pladsen og tilføjer nogle sidekapeller til hovedskibet. 

Det samlede arkitektoniske billede af kirkens ydre form er efter manges mening ikke heldigt gennemført. For mange egenrådige arkitekter har på grund af kirkens mere end 100-årige bygningshistorie haft en blyant med i spillet på tegnebordet. På grund af kirkeskibets langstrakte form og Madernos dominerende facade, forsvinder kirkens monumentalitet og imposante kuppel hastigt, jo nærmere man kommer kirken, og man skal indenfor, før dens vældige og overvældende dimensioner igen åbner sig for én. 

Men Peters-kirken og Berninis geniale foranliggende plads er det utvetydige og vældige startskud til den periode, vi kender som ”pavernes Rom”, hvor man søgte at genskabe den henfaldne senmiddelalderlige by til fordums pragt: Det vi dag kender som renæssancens og barokkens eventyrlige Rom.