Til hovedsiden

Versione Italiana

Udenfor Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

Capri

Anacapri - Detalje fra keramikgulvet i San Michele

Faraglioni-øerne

Scala Fenicia fra Villa San Michele ned til Marina Grande

Udsigt fra Capri by

Udsigt fra Monte Solaro

Udsigt ned mod Marina Grande

Villa Jovis

Villa San Michele

Her er en perle af en ø med en så spektakulær beliggen-hed og naturmæssig skønhed, at den har tiltrukket ferie-gæster og mere eller mindre fastboende fra antiken til vore dage. En perlerække af berømtheder fra kejser Augustus og ikke mindst kejser Tiberius til vor egen H.C. Andersen og vore dages filmcelebriteter har alle fundet vej til og ophold på denne skønne ø.

Øen er på godt 10 km2, ca. 13 km. i omkreds og rejser sig de fleste steder klippestejlt fra det himmelblå hav. Øen har godt 13 000 faste beboere der hvert år forøges med flere hundrede tusinder af turistbesøgende, de fleste blot for en enkelt dag. Hovedparten ankommer med båd fra Sorrento, men der er også sejlmulighed fra bl.a. Napoli, Ischia og Positano.

Uanset hvor man kommer fra anløber man øens havn, Marina Grande, som er noget af en cirkusforestilling med voldsom trængsel og larmende anprisning af alverdens tilbud inden for sejlture til Den blå Grotte, øen rundt, biludlejning eller diverse former for privatkørsel i fantasifuldt udstyrede capriolet-biler med sejldugssoltag. Den hurtigste og enkleste måde at komme videre herfra og til øens mere interessante steder er at købe en billet til tovbanen, Funicularen, der kører hurtigt op til hovedbyen Capri. Det er muligt at købe en billet, gældende for een dag, Unico Capri, der dækker både Funicularen og videre med bus til Anacapri, Faro, Marina Piccola, Grotta Azzurra og Marina Grande.

Capri by: Centralt ligger Piazza Umberto 1, endestation for tovbanen, og hvorfra alle busser går videre ud over øen. Pladsen er én stor fortovscafe, men meget hyggelig og prydet af den stilmæssigt interessante Santo Stefano kirke fra 1600-tallet og Palazzo Cerio med det store tårnur.

Man bør unde sig selv at slentre en tur gennem de bagvedliggende og kuperede smalle gader med et hav af såvel mindre gode som bedre restauranter, og har et af de sidste steder haft besøg af en berømthed, kan man være forvisset om at der bliver gjort iøjnefaldende opmærksomt på det. Her finder man også en del hundedyre luksushoteller, beboet først og fremmest af stenrige amerikanere, og ud fra det 5-stjernede Grand Hotel Quisisana løber den smalle Via Emanuele, hvor alverdens mærkevarebutikker ligger side om side på begge sider af vejen – et indkøbsmekka, hvis pengekatten er tilstrækkeligt velpolstret med euro.

Derudover er det værd at aflægge den såkaldte Augustuspark eller have et besøg. Den har intet med Augustus at gøre, men er anlagt af den tyske industrifyrste Krupp oven på og udenom ruinerne af en antik villa. Fortsætter man derfra til fods ad Via Krupp kommer man hårrejsende stejlt ned og forbi den bjergtagende udsigt til de små Faraglioni øer til Marina Piccolo med badestrand og en lille havn. Herfra kan man tage bussen tilbage til Capri by eller sejle tilbage til Marina Grande.

I stedet for at gå ned kan man gå op ad Via Bottheghe og Via Tiberio til Villa Jovis der er beliggende højt på øens østkyst. Her finder man det store ruinanlæg af kejser Tiberius sommervilla, hvorfra han styrede romerriget i de sidste 10 år (27 - 37 e. Kr.) af sin regeringstid. Efter overleveringen var det hans ”speciale” at styrte sine fjender i døden og ned i havet fra den 296 m. høje klippe, Salto di Tiberio. 

Anacapri: Øens eneste anden lidt større by med små krogede atmosfærefyldte gader, der byder på et godt udvalg af cafeer og restauranter og en del mindre trængsel af turister. San Michele kirken har et imponerende keramikgulv i majolica-fliser fra 1700-tallet og fra Piazza Vittoria går en stolelift op til øens højeste punkt, Monte Solaro, i 589 m. højde. Liftturen er meget smuk og fra toppen er der en fantastisk udsigt over øen og hele Napolibugten.

I modsat retning fra Piazza Vittoria ad Via Capodimonte kommer man ned til den svenske læge, Axel Munthes berømte villa, San Michele. Der er kun adgang mod entré til den meget smukke have med romerske skulpturer. I højsæsonen er det dog muligt at komme indenfor ved de koncertarrangementer der afholdes på stedet. Villaen tjener i dag som legatbolig for svenske videnskabsfolk, billedkunstnere og forfattere og drives gennem en svensk statslig fond. Villaen er anlagt oven på resterne af en antik villa.

Fra villaen kan man stige ned til Marina Grande ad den berømte Scala Fenicia, en trappe med 827 trin.

Skal man have det fulde udbytte af Capri kan det ikke gøres på een dag, men kræver at man indlogerer sig for et antal dage på øen.

Vi har ikke ofret mange ord på den berømte ”Blå Grotte”. Den er efter vor bedste mening på Rom-guide.dk en overprist turistfælde, men da så absolut smuk.

Her kan du booke et hotel på Capri.

PK

Find rundt på Rom-guide.dk

Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Efter disse link er der henvisning til nogle af de overordnede emner på Rom-guide.dk og sidst på listen kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og til vort omfattende index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt.

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk