Til hovedsiden

Versione Italiana

Seværdigheder i Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

Circus Maximus

Dette i dag grønne område i Rom, placeret i det lave Murcia- område mellem højene Palatin og Aventin, rummede i antiken den kolossale væddeløbsbane, Circus Maximus. 

I dag anes intet andet end konturerne af dette vældige anlæg, som mest bliver brugt af ældre romere til at lufte hunden og af yngre romere til lidt ugeneret kissemisseri. 

De senere år har anlægget også været anvendt til større udendørs koncerter, senest i juli 2005 for den ene af de 8 verdensomspændende Live Aid koncerter, hvor over 200.000 nød musikken i den lune romerske aften.

Det antikke væddeløbsanlæg kunne rumme et tilsvarende antal personer. I den gyldne periode under kejsertiden havde anlægget en længde på 650 m. og en bredde på 125 m.. Hele baneanlægget var på ydersiden beklædt med marmor i 3 stokværk og hele vejen rundt var anlagt en række af butikker, der kunne imødekomme ethvert behov, lige fra mad- og drikkevarer til spilleboder, sandsigersker og bordeller. Et utal af ind- og udgange sørgede for at alle kunne komme hurtigt til og fra tilskuerpladserne. Det var en ildløs i én af disse butikker der under kejser Nero i år 64 lagde både væddeløbsbanen og store dele af Rom øde.

Circus blev genopbygget under Domitian og især Trajan, hvor størrelsen på udenomsanlægget blev voldsomt forøget, ligesom circus også blev udbedret under kejser Konstantin. Ud over hestevæddeløb, blev der desuden afholdt gladiatorkampe, atletikkonkurrencer og sågar mindre søslag, når man ved særlige lejligheder lod arenaen oversvømme.

Ifølge de antikke kilder blev der løbet væddeløb i området helt tilbage fra etruskertiden i Rom, men først i den sene republikanske og begyndende kejsertid fik anlægget en mere fast karakter af regulær væddeløbsbane med murstensopbyggede og marmorbeklædte tilskuerpladser i 3 etager og særskilt tribune ud for målstregen for kejseren, senatorerne og ridderstanden.

Under kejser Augustus blev den store midterakse anlagt, Spina, hvor han placerede en stor obelisk fra Heliopolis i Egypten som vartegn for provinsens indlemmelse i det romerske imperium.

Under kejser Konstantin blev der rejst en søsterobelisk på spinaen. Augustus obelisk er i dag placeret på Piazza del Popolo og Konstantins på pladsen foran S. Giovanni in Laterano. For enderne af spinaen var placeret 3 gigantiske kogler som meta- punkter og ud for mållinien var oprindeligt placeret 7

æg i træ, senere suppleret af 7 metaldelfiner, der for hver omgang enkeltvis blev vippet ned, så kuske og tilskuere kunne se, hvor mange omgange der resterede af løbet. Romerne anså delfinen for verdens hurtigste dyr og dedikeret til havguden Neptun, der både var beskytter af heste og ridderordenen, der i de fleste tilfælde ejede de stalde, corporationes, der deltog i væddeløbene.

Der var 4 corporationes med hver sin farve, hvid, rød, grøn og blå, og i et løb kunne der deltage op til 3 ekvipager fra hver corporatione. De havde hver især deres eget stutteri og træningsskole for vognkørerne.

Romerne var voldsomt engagerede som tilhængere af de forskellige stalde, som de i dag er splittede som tilhængere af AC Roma eller Lazio i fodbold. 

Man har fundet tusindvis af små hade-plaketter i bly, som de enkelte staldes tilhængere kunne købe i håb om at uheldet skulle følge alle andre end deres egen favoritstald. På en sådan plaket kunne der typisk stå: Kære ukendte væddeløbsgud, jeg forlanger ubetinget af dig, at du vil kvæste og lemlæste hestene fra de Grønne og de Hvide, og at du vil ramme deres kuske med en voldsom og pludselig død.

Løbene blev startet fra 12 båse, carceres, på den lige endeside af banen, der vendte ned mod Tiberen. Når starteren lod et hvidt startklæde, mappa, falde, åbnedes båsene ved et faldsystem og løbet startede. For at sikre at alle fik en fair start skulle kuskene frem til passagen af målstregen første gang følge forskelligt kurvede baner, og først derefter kunne man søge den bedste position på samme møde, som man ser det i moderne atletik.

Væddeløbsvognene blev trukket af 2, men oftest 4 heste, henholdsvis en biga eller quadriga, og man løb mod uret 7 omgange rundt, svarende til en distance på ca. 5 km., så det krævede udholdende heste at gennemføre et så langt væddeløb.

Gennem et intensivt avlsarbejde frembragte man de hestetyper der var brug for, hurtige forspændt på ydersiden og stærke på indersiden, så ekvipagen kunne gennemføre de krappe sving i høj fart. Disse heste kom især fra Spanien og Nordafrika og begyndte først at løbe, når de var 5 år gamle, men kunne derefter have en undertiden tiljublet karriere à la Tarok. Således klager den romerske forfatter Martial over, at han ikke er nær så berømt som en af væddeløbshestene i Circus Maximus.

Vognkørerne kom oftest fra de laveste sociale lag, enten slaver eller frigivne, men de sidste kunne dog opnå en enorm berømmelse og rigdom. En kusk ved navn Diocles trak sig på Hadrians tid tilbage i en alder af 42 efter at have vundet godt 1500 sejre og 36 millioner sestertier i prispenge. En anden kusk, Scorpus, blev dræbt under et løb i en alder af kun 26 år og efter hele 2000 sejre. Hans død blev begrædt af Martial, og idolets forgyldte statue blev som minde om en stor væddeløbskarriere opstillet overalt i byen.

Selvom vognstyrerne efter deres status kun fik en variabel andel af præmiepengene, så havde de bedste store biindtægter, som de modtog som ”dusører” af tilskuerne og andre velyndere som personlige præmier, og for de knap så kendte vognstyrere som regulær bestikkelse for at ”fikse” udfaldet af et bestemt løb.

At det ikke var ufarligt, hverken for heste eller kuske, at deltage i løbene, har man overleveret utallige skriftlige vidnesbyrd om. Mange ufine tricks blev taget i anvendelse af kuskene, og undertiden blev der af tilskuerne dømt så ”urent trav”, at man forlangte omstart, hvad der skete i så mange tilfælde, at kejser Claudius fik gennemført skærpede bestemmelser for fair kørsel i løbene.

I takt med opløsningen af det romerske imperium, og da hverken kejseren eller andre højtstående romere efterhånden havde råd til at finansiere løbene, forfaldt anlægget mere og mere. Den tidlige kristne kirke propaganderede også voldsomt mod dette gigantiske væddeløbscirkus og mente, at folk skulle bruge deres tid på at dyrke Gud i stedet for spilledjævelen på væddeløbsbanen. Og efter den østgotiske kong Totilas invasion af Rom, blev det sidste løb efter de overleverede kilder gennemført i år 549.

I århundrederne derefter forfaldt anlægget voldsomt gennem nye invasioner af Rom og voldsomme jordskælv. Meget af byggematerialerne forsvandt i middelalderens kalkovne og resten ”lånte” renæssancens og barokkens paver til genopbygningen af Rom som en ny gylden verdensmetropol, så utallige kirkefacader, piazzaer, palazzoer og andet smukt bygningsværk er det der i dag i Rom er tilbage af Circus Maximus.

PK

Find rundt på Rom-guide.dk

Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Efter disse link er der henvisning til nogle af de overordnede emner på Rom-guide.dk og sidst på listen kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og til vort omfattende index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt.

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk