Til hovedsiden

Versione Italiana

Seværdigheder i Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

Forma Urbis Romae

Verdens største puslespil.

Tager man ud til Museo della Civiltà Romana i EUR-byen syd for Rom, kan man fra 1. sals højde se en stor og imponerende plastisk model af Rom i kejsertiden.

Modellen måler 18 x 14 meter i størrelsesforholdet 1:240. Hvad er det for et størrelsesforhold og hvorfor netop dette? Forklaring følger.

Museumsmodellen er meget detaljeret, og det naturlige spørgsmål må melde sig: Hvorfra ved man, hvordan Rom så ud i kejsertiden?

For det første har vi alle de mange endnu eksisterende bygninger eller bygningsrester, som er synlige overalt i Rom. For det andet har vi en del skriftlige kilder overleveret, der omtaler bygningsværker og deres placering, men kildernes værdi er meget varieret, og nogle plantegninger indeholder de ikke. Og langt det meste af det antikke Rom ligger i dag begravet under den nuværende by.

Den enkelt, i dobbelt forstand, største kilde til vor viden er dog den såkaldte byplan over Rom, Forma Urbis Romae, der mellem år 203-11 e.v.t. blev ophængt på væggen til Fredstemplet, der var beliggende mellem Forum Romanum og kejserforaene. Byplanen var opdelt i store firkantede marmorplader, der var fastgjort til væggen med store bronzenagler. Denne store væg og naglhullerne kan stadig ses, da den oprindelige væg blev inkorporeret i den senere og nuværende kirke SS Cosma e Damiano. Hele byplanen rummede en komplet plan i grundhøjde af samtlige huse, templer, off. Bygninger, gader og pladser i en samlet størrelse på 18 x 14 meter og i et størrelsesforhold til den eksisterende by på 1:240. Hér har vi svaret på, hvorfor modellen i EUR har netop den størrelse den har.

Men evigt ejes kun det tabte. I løbet af senantikken og middelalderen forfaldt byen og det romerske imperium under de talrige angreb ude- og indefra, og hermed også meget af det der havde gjort Rom til den absolutte antikke storby, herunder den storslåede byplan over Rom. Gennem århundreder blev mange dele af byplanen hugget til andre byggeformål og mange dele blev smeltet i store kalkovne til det samme formål. På et tidspunkt er resterne af byplanen styrtet ned og dækket af andet byggemateriale. Med renæssancens fornyede interesse for antikken, begyndt man at samle stumperne sammen, og op til vore dage er der i alt blevet fundet 1186 stumper af meget varierende størrelse. De befinder sig i dag nedpakket i kælderen under Museo Civiltà. I alt udgør fundene kun 15 % af den oprindelige byplan.

Det har været uhyre svært at ”matche” de enkelte dele, da meget af overfladekanterne er slidt eller stødt af, så hidtil er der gået år imellem at den ene eller den anden forsker har ment, at han kunne samle eller give forslag til at samle 1, 2 eller 3 stumper af planen. I 1960 konkluderede de førende italienske forskere i bogen ”La Pianta Marmorea di Roma Antica”, at man nok ikke kunne komme så meget videre. Den ”rekonstruktion” man kan se på væggen i gården til Museo del Palazzo Conservatori på Campidoglio bevidner det samme, og denne vurdering har stort set holdt til i dag. Nu er der til gengæld endelig sket nogle fremskridt.

Et forskerhold fra Stanford University, under ledelse af dr. Marc Levoy og dr. David Koller, fik i 1999 tilladelse til og gennemførte en systematisk opmåling og affotografering af de bevarede rester af byplanen. Dette er sket med superavanceret computerudstyr i kombination med lige så avanceret 3-dimensional fototeknik. Derudover har forskerholdet udviklet et system af uhyre komplicerede algebraiske logaritmetabeller der ned til en måleenhed på 0,25 mm har kunnet måle på ”match” på siderne af de enkelte dele.

Status dags dato er, at godt 200 kortdele er sikkert identificeret, godt 500 dele er uidentificeret, men har ”match” med andre dele, og for godt 400 dele er man stadig helt på ”Herrens mark”.

Så selvom der altså er gjort store fremskridt de seneste år, så er store dele af kortet altså stadig ”incognito”, og dr. Levoy mener da også, at man aldrig kommer helt til bunds, eftersom kun 15 % af det oprindelige kort er til rådighed. Enhver der har lagt et puslespil med eks.vis 1000 brikker, vil forstå hvor svært det ville være, hvis kun 150 delvis tilfældige og flossede brikker ville være til rådighed.

Hele projektet og status d.d. kan ses ved at klikke her.

PK

Find rundt på Rom-guide.dk

Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Efter disse link er der henvisning til nogle af de overordnede emner på Rom-guide.dk og sidst på listen kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og til vort omfattende index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt.

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk