Museumsmodellen
er meget detaljeret, og det naturlige spørgsmål må melde sig:
Hvorfra ved man, hvordan Rom så ud i kejsertiden?
For
det første har vi alle de mange endnu eksisterende bygninger
eller bygningsrester, som er synlige overalt i Rom. For det
andet har vi en del skriftlige kilder overleveret, der omtaler
bygningsværker og deres placering, men kildernes værdi er
meget varieret, og nogle plantegninger indeholder de ikke. Og
langt det meste af det antikke Rom ligger i dag begravet under
den nuværende by.
Den
enkelt, i dobbelt forstand, største kilde til vor viden er dog
den såkaldte byplan over Rom, Forma Urbis Romae, der mellem år
203-11 e.v.t. blev ophængt på væggen til Fredstemplet, der
var beliggende mellem Forum Romanum og kejserforaene. Byplanen
var opdelt i store firkantede marmorplader, der var fastgjort
til væggen med store bronzenagler. Denne store væg og
naglhullerne kan stadig ses, da den oprindelige væg blev
inkorporeret i den senere og nuværende kirke SS Cosma e Damiano.
Hele byplanen rummede en komplet plan i grundhøjde af samtlige
huse, templer, off. Bygninger, gader og pladser i en samlet
størrelse på 18 x 14 meter og i et størrelsesforhold til den
eksisterende by på 1:240. Hér har vi svaret på, hvorfor
modellen i EUR har netop den størrelse den har.
Men
evigt ejes kun det tabte. I løbet af senantikken og
middelalderen forfaldt byen og det romerske imperium under de
talrige angreb ude- og indefra, og hermed også meget af det der
havde gjort Rom til den absolutte antikke storby, herunder den
storslåede byplan over Rom. Gennem århundreder blev mange dele
af byplanen hugget til andre byggeformål og mange dele blev
smeltet i store kalkovne til det samme formål. På et tidspunkt
er resterne af byplanen styrtet ned og dækket af andet
byggemateriale. Med renæssancens fornyede interesse for
antikken, begyndt man at samle stumperne sammen, og op til vore
dage er der i alt blevet fundet 1186 stumper af meget varierende
størrelse. De befinder sig i dag nedpakket i kælderen under
Museo Civiltà. I alt udgør fundene kun 15 % af den oprindelige
byplan.
Det
har været uhyre svært at ”matche” de enkelte dele, da
meget af overfladekanterne er slidt eller stødt af, så hidtil
er der gået år imellem at den ene eller den anden forsker har
ment, at han kunne samle eller give forslag til at samle 1, 2
eller 3 stumper af planen. I 1960 konkluderede de førende
italienske forskere i bogen ”La Pianta Marmorea di Roma Antica”,
at man nok ikke kunne komme så meget videre. Den
”rekonstruktion” man kan se på væggen i gården til Museo
del Palazzo Conservatori på Campidoglio bevidner det samme, og
denne vurdering har stort set holdt til i dag. Nu er der til
gengæld endelig sket nogle fremskridt.
Et
forskerhold fra Stanford University, under ledelse af dr. Marc
Levoy og dr. David Koller, fik i 1999 tilladelse til og
gennemførte en systematisk opmåling og affotografering af de
bevarede rester af byplanen. Dette er sket med superavanceret
computerudstyr i kombination med lige så avanceret
3-dimensional fototeknik. Derudover har forskerholdet udviklet
et system af uhyre komplicerede algebraiske logaritmetabeller
der ned til en måleenhed på 0,25 mm har kunnet måle på
”match” på siderne af de enkelte dele.
Status
dags dato er, at godt 200 kortdele er sikkert identificeret,
godt 500 dele er uidentificeret, men har ”match” med andre
dele, og for godt 400 dele er man stadig helt på ”Herrens
mark”.
Så
selvom der altså er gjort store fremskridt de seneste år, så
er store dele af kortet altså stadig ”incognito”, og dr.
Levoy mener da også, at man aldrig kommer helt til bunds,
eftersom kun 15 % af det oprindelige kort er til rådighed.
Enhver der har lagt et puslespil med eks.vis 1000 brikker, vil
forstå hvor svært det ville være, hvis kun 150 delvis
tilfældige og flossede brikker ville være til rådighed.
Hele
projektet og status d.d. kan ses ved at klikke her.
PK
