Til hovedsiden

Versione Italiana

Seværdigheder i Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

Palazzo Senatorio

Den Capitolinske Høj eller Campidoglio har, skønt den er den mindste af Roms høje, været det politiske centrum i Rom siden byens grundlæggelse for mere end 2500 år siden. I dag er Palazzo Senatorio i bunden af Campidoglio-pladsen sæde for Roms borgmester. 

Palazzoet stammer fra det 12. årh. og er bygget på resterne af det antikke statsarkiv, Tabularium, og de middelalderlige borganlæg, som den magtfulde Corsi adelsfamilie havde anlagt på den strategisk vigtigt beliggende høj. 

Navnet henviser til, at det romerske senat indtil Italiens samling holdt sine møder i denne bygning. Roms byråd holder i dag sine møder hér, ligesom det også var hér, at repræsentanter for de italienske republikker mødtes i 1849 og som startede bevægelsen frem mod Italiens forening som ét land i 1870.

Helt frem til renæssancen havde bygningen borgkarakter med flere tårne. Med Michaelangelos nyanlæg af hele Campidoglio-pladsen ændrede Palazzo Senatorio også karakter. Foran hovedindgangen blev anlagt en dobbelttrappe og efter renæssancens idealer blev facaden opdelt med pilaster ornamentering, store vinduer med overliggere og øverst en balustrade med en række skulpturer. Ombygningen af paladset blev afsluttet af Giacomo della Porta og tårnet blev tilføjet som en fornyelse i forhold til Michelangelos oprindelige plan.

Foran den smukke dobbeltrappe er anlagt to flodfontæner, Nilen til venstre, og Tiberen til højre. I midten står en antik Minerva porfyrstatue, restaureret i ny skikkelse som Dea Roma, Roms gudinde. Tårnet er anlagt med ur, et kors og en Minerva-statue. Indtil starten af 1800-tallet ringede de berømte Patarina-klokker fra det 12. årh. til samling i senatet.

Palazzo Senatorio kan kun besøges efter særlig aftale med borgmesterkontoret med indgang fra Via San Pietro in Carcere. Er man kommet indenfor, kan man bl.a. se en stor antik marmorstatue af Julius Caesar, samt værker af Pietro da Cortona og Canova.

Palazzo Senatorio er igennem de seneste år blevet det yderst populære sted for det ”superromantiske” bryllup i Rom, og er man heldig, er det selve borgmesteren i passende italiensk udstyr, der forestår formælingen.

Der er hver måned en guidet rundtur i Palazzo Senatorio på Piazza del Campidoglio:

Porte aperte in Campidoglio - Åbent hus på Campidoglio afholdes med guidede ture hver kvarter i tidsrummet fra kl. 9,00 til kl. 13,00 den første søndag i måneden (undt august).

Da det er gratis at deltage, skal man forvente en større kø.

PK

Find rundt på Rom-guide.dk

Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Efter disse link er der henvisning til nogle af de overordnede emner på Rom-guide.dk og sidst på listen kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og til vort omfattende index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt.

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk