Andersen var i Rom 1833-34, 1840-41, 1846 og 1861.  Bemærkningen kunne i hvert tilfælde ikke være faldet i 1846 eller 1861, fordi Thorvaldsen døde i 1844. Men hvad med det første eller andet besøg? At det skete under det andet besøg er udelukket fordi Thorvaldsen på dette tidspunkt i København så hvis bemærkningen er faldet må være sket under det første besøg.

Altså må vi undersøge Andersens dagbøger fra dette ophold. Man kan være sikker på at både ris og ros er noteret. Enhver fornærmelse blev dokumenteret omhyggeligt, rygeklap samt smiger fik samme behandling, selv sladderhistorier kom med og er der kød på historien vil det fremgå af digterens egne notater.

Fredag d. 18 oktober 1833 ankom Andersen til Rom, sulten og træt opsøgte han Johan Bravo, kunstnernes hjælpende engel, der sørgede for  logi.  Om aftenen overværede digteren Raphaels genbegravelse i Panteon og ”jeg save Thorvaldsen med et Vokslys i Hånden ligesom de andre første Mænd”. Dagen efter mødtes vore hovedpersoner for første gang, det skete ved at Andersen opsøgte billedhuggeren i hans atelier. Thorvaldsen viste rundt, pegede og fortalte om de tilstedeværende værker.

Det var det. Også det næste møde ender uden reference til omtalte bemærkning.

Den 27 oktober fik Andersen lejlighed til at møde sig selv. ”Var i Peterskirke, hvor Canovas Pavemonument imponerede mig langt mere end Thorvaldsens”. Ikke mere om det, ikke noget med: ”Ih, hvor jeg dog ligner mig!”.  Dokumentation for bemærkningens sandhedsværdi hænger nu i en tynd tråd.*Dagbogen fortæller om udflugter, osteribesøg, juleaften, besøg i Thorvaldsens værksted osv., men intet kan bekræfte historiens rigtighed; jeg må nok skuffe læserne med at historien er et falsum.

Når jeg alligevel forgæves har ulejliget læserne i Peterskirken for at se et bedrag, vil vi dulme skuffelsen ved at fortælle hvad gravmindet meddeler eftertiden. Først lidt om størrelsesforholdene. En almindelig indvending var gravmindets mangel på proportioner.  Det tager sig dårligt ud i den store kirke, rummet udnyttes ikke rigtigt. Rygtet sagde at billedhuggeren havde fået opgivet forkerte mål. Sikkert en såkaldt vandrehistorie, fordi det samme siges om Thorvaldsens apostle i Domkirken i København.

Vi er ikke enige i synspunktet om dimensionernes fejlagtighed. Man kan sige meget om paver og det gør vi også ved passende lejligheder, men de er bare en slags mennesker og skal de mindes af eftertiden skal det gøres på en tilsvarende måde. Thorvaldsen ræsonnerede sikkert på samme måde. Pius VII var almindelig, skrøbelig, en forarmet men stålsat olding iklædt prægtige klæder og han blev skildret som han var. Ved den lejlighed forlod billedhuggeren sin klassiske skoling.

De to kvindelige skikkelser der flankerer gravmindet er ikke, som man kunne foranlediges til at tro, pynt og staffage. Nej, de er med til at fortælle eftertiden om den afdødes gode egenskaber. Figurerne kaldes allegoriske personifikationer, oftest er det kvinder der ved hjælp af såkaldte attributter, symboler, for ikke at give anledning til misforståelse, udtrykker noget andet end det man umiddelbart ser. Det er et sprog, der er glemt i dag, men i monumentets opstillingstid forstod alle dannede og kulturelle mennesker sproget.

Kvinden til venstre for paven, for beskueren den højre figur, kaldes Sapientia coelesta, det betyder den himmelske visdom. Sapientia coelesta er taget ud af den græske mytologi, halvt en Minerva med uglen ved sin fod, halvt en muse, en laurbærkranset Kalliope, der blot har ombyttet sin skrivetavle med en bog (biblen. Hun er naturlig, i fuldkommen ro, nærmest i isolation og afskærmet fra omverdenen, tidløs, hun udtrykker den borgerlige dyd: visdom.  Jamen det er kætterisk. Nja, det tog man ikke så tungt. Masser af de i sepulkralkunsten anvendte symboler stammer fra Ægypten, Grækenland samt det klassiske Rom og bruges uden skrupler sammen med de kristne.  Tænk blot på Fugl Føniks (Genopstandelsen = den fornyer sig ustandselig, selv fra død kan liv opstå), fakler (attribut til guden Mithras) og Sfinksen (et fabeldyr af ægyptisk oprindelse).

En ligeså stor kontrast til barokkens dynamik er kvinden til højre for paven, for beskueren til venstre, Fortitudo divina, den guddommelige eller den himmelske styrke, som den almindeligvis kaldes. Hun bærer en løvehud over sit hoved og skuldre, symbolet på styrke. Allegorien Tapperheden af Nicolai Dajon på Frihedsstøtten i København bærer på samme måde en løvehud og den har Thorvaldsen uden tvivl haft i tankerne. Fortitudo divina sætter sin fod på et af Herkules’ styrkesymboler, køllen, der betyder den materielle magt. Et udtryk for at hun besejrer våbenmagten. Hendes himmelvendte blik og de korslagte udtrykker den borgerlige dyd: den himmelske styrke.

De to engle øverst er tilføjet meget sent i udførelsen for at skabe harmoni i monumentet. Umiddelbart inden opstillingen fik Thorvaldsen besked på at monumentet ikke blot var et gravminde men også et gravkammer. Monumentet måtte rykkes frem for at skabe den nødvendige dybde og hermed forkludredes den oprindelige plan. Derfor de to engle, som Thorvaldsen måtte modellere i en fart.

I kontrast til de dynamiske barokke gravmæler er Thorvaldsens monument en naturlig videreudvikling af Wiedewelts rolige monumenter i Roskilde Domkirke, tilsat en anelse realisme.

Nyd det eftertænksomt som en kølig brise på en hed scirocco-ramt sommerdag.

SN