Når man er i Rom, må man endelig ikke snyde sig selv for et besøg i den antikke havneby – Ostia Antica – 25 km. sydvest for Rom. Hér har man gennem de seneste 150 år systematisk udgravet store dele af den oprindelige by, der lå ved den daværende udmunding af Tiberen i Middelhavet. 

I dag ligger byen næsten 3 km. fra den nuværende kystlinie og i kort afstand syd for Fiumicino-lufthavnen (se kort over Ostia Antica og havneanlæggenes placering i forhold til den nuværende kystlinie).

Byen er i sig selv mere end et besøg værd, men i endnu højere grad, hvis man ønsker en dag væk fra storbyens trafik og støj. I Ostia hviler der en balsamisk ro over landskabet, og hér kommer man på interessanteste vis tættere på det offentlige og det private liv den antikke verden.

Det udgravede område dækker et areal på godt en kvadrat-kilometer, hvilket er 2/3 af den oprindelige by.

Og de arkæologiske undersøgelser fortsætter med uformindsket kraft og med en meget fin publicering af fundene.

Byens grundlæggelse:

Ifølge antikke skribenter blev byen grundlagt af kong Ancus Martius i det 7. årh. f. Kr., men de ældste afdækkede rester af byen, Castrum, den oprindelige befæstede borg på stedet, dateres til ca. 350 - 275, hvor Rom havde store problemer med overfald fra pirater. 

Den ældste keramik fra byen daterer også grundlæggelsen til denne periode. Byen blev altså oprindelig grundlagt som en ren befæstning til beskyttelse af Rom længere oppe ad Tiberløbet.

Byen i republikkens tid:

I perioden frem til godt 150 f.Kr. var byen primært en befæstet flådebase, især under den fortsatte række af puniske krige mod Kartago (det nuværendeTunis).

Men i takt med at Rom voksede i størrelse og befolkningstal, kom også behovet for at få en handelshavn, der kunne imødekomme storbyens forøgede forsyningsbehov. 

De oprindelige flåde-embedsmænd, questores classici, blev nu også ansvarlig for den vigtige kornforsyning til Rom; questores annonae. Og Ostia blev i sammenhæng med Roms nu synlige og klare magtposition i middelhavnsområdet forvandlet fra befæstet flådehavn til en ren handelsby med forsyningshavn.

Korn blev importeret fra Sardinien og Sicilien og især fra Afrika, efter at dette område blev gjort til romersk provins i 146 ved afslutningen af den 3. og sidste puniske krig. Og i takt med denne udvikling blev Ostia udbygget med nybyggeri i form af kornlagre, butikker og beboelseshuse.

Under borgerkrigen i 87 f. Kr. blev byen plyndret af Marius hær og i det nærmeste årti havde byen også vanskeligheder med piratangreb, indtil den berømte Cicero i 63 fik bygget en ny og større og mere befæstet mur omkring byen, der samtidig fik sit eget selvstyre og dermed lidt større uafhængighed af Rom. 

Kun ganske få bygninger i det nuværende udgravede Ostia stammer tilbage fra denne tidsperiode.

Byen i kejsertiden:

I starten af kejsertiden anlægges flere af de bygninger, der stadig kan ses i mere eller mindre hel stand. 

Det smukke teater foran den rektangulære centrale markedsplads blev anlagt af Marcus Agrippa, Augustus svigersøn, der ellers er mest kendt som den oprindelige bygherre af Pantheon i Rom. 

Byens Forum med Capitolium og Jupiter-tempel blev anlagt under Augustus sammen med byens første akvædukt. 

Senere kom der templer for Augustus og gudinden Roma, en brandstation så også dagens lys, og på siden af Forum blev den første Basilika anlagt til brug for de bankmæssige og juridiske forretninger, og allerede i slutningen af det 1. årh. byggede en jødisk menighed en synagoge i Ostia. 

Samtidig omdannes bymuren til også at fungere som akvædukt, så hele byens vandforsyning forbedredes. 

Byens stigende betydning som forsyningshavn for Roms millionbefolkning blev afspejlet i udnævnelsen af en række nye vigtige embedsmænd. 

Øverst ansvarlige for byens drift og den vigtige kornforsyning får titel af Praefectus Annonae, som under sig havde en Procurator Annonae der, for at få logistikken til at gå op i en højere enhed, havde en hær af Tabularii og Dispensatores, kontor og handelsfolk, under sig. Disse embedsmænd kom alle fra ridderstanden, Ordo Equester, der traditionelt besatte embedsposter inden for handelsvæsen og skatteopkrævning.

Indtil midten af det 1. årh. havde større forsyningsskibe været nødsaget til at ligge ubeskyttet for anker ud for kysten af Ostia, medens varerne blev omlastet til mindre skibe, der kunne sejle videre op ad Tiberen mod Rom. 

Denne udsatte position var underlagt vejr og vind og hyppige piratangreb. Dette var baggrunden for, at kejser Claudius anlagde en ny, større og kunstig havn nord for Ostia med to beskyttende moler og et fyrtårn uden for havneindløbet. Via kanaler blev denne havn nu forbundet med Tiberen og Ostia, hvorved der skabtes en kunstig ø imellem, kendt i den sene antik under navnet Isola Sacra, den hellige ø.

Men selv denne mere beskyttede havn kunne være udsat, for vi har overleveret en beretning om en naturkatastrofe i år 62, hvor 200 skibe i havnen totalskades efter en storm. 

Dette må bl.a. være baggrunden for at kejser Trajan anlægger en yderligere, flot sekskantet og mere beskyttet havn bag kysthavnen. 

Denne havneudvidelse finder sted i årene 106 – 113 og denne samlede havneudvidelse resulterede i, at Ostia blev helt enerådende som indskibningshavn for varer fra hele det romerske imperium. 

Samtidig opretter Rom en ny embedsmandstilling med det totale ansvar for Ostia og de to havneanlæg, Procurator Portus Utriusque, der under sig havde specialiserede embedsmænd, der hver især havde ansvar for importen af korn, olie, vin, metaller, marmor m.m..

Ostias kosmopolitiske outlook medførte en stærk indvandring fra Roms provinser og man har dokumenteret embedsmænd, handelsfolk, og håndværkere fra områder i det nuværende Nordafrika, Egypten, Tyrkiet, Grækenland, Spanien og Frankrig. 

Dertil kom, at et romersk samfund som i Ostia overhovedet ikke kunne fungere uden en meget stort antal slaver fra oversøiske egne, så fra det 2. århundrede voksede befolkningen i Ostia til omkring 100.000 og størstedelen af de beboelseskvarterer, der er bevaret i Ostia stammer fra denne periode.

I denne glansperiode var Ostia en tæt befolket storstad med et myldrende handelsliv og med forrådslagre, kornmagasiner, torve, handelspladser, teatre, templer, badeanstalter, smukke mosaikker, rigmandsvillaer såvel som store boligblokke, og kunne i det hele imødekomme det meste af datidens behov for et nyttigt og afvekslende liv. Men byen var i modsætning til andre lignende havnebyer et sammensurium af tilfældig og forhåndenværende byplan. 

Bredden på byens gader varierer meget og har visse steder karakter af tilfældig plan, ligesom andre havnebyer som Puteoli i Napoli-bugten og Alexandria og Kartago på den afrikanske kyst var langt rigere udsmykket med teatre, idrætsanlæg og offentlige bygninger. Men Ostias betydning som det sidste led i fødekæden til Rom er uomtvistelig.

Fra begyndelsen af 300-taller falder Ostia betydning i samme takt som den nye by – Portus – skyder op i og omkring de store havneanlæg. 

Byens bygninger forfalder, lagerbygningerne stod tomme og ubrugte og stort set alle handelsaktiviteter foregik nu i Portus.

En mere generel, men også fin introduktion til byen kan ses, både på italiensk og engelsk, på det moderne Ostia Anticas hjemmeside 

Portus og havneanlæggene:

Meget få udgravninger i området har fundet sted. Dels fordi området i mange år tilhørte adelsfamilien Torlonia, dels fordi hele området i dag stort set er dækket af Fiumicino lufthavnen (se kort). 

Trajans sekskantede havnebassin blev dog frilagt i 1923 og igen fyldt med vand og ligger i dag lige syd for lufthavnen og tæt ved det fine ”Museo delle Navi” (se Rom-guidens museumsoversigt). 

Begge steder er et besøg værd. Har man god tid i lufthavnen inden hjemrejse er der en lejlighed til det.

PK