Vandet
i Rom |
|
Vandet i Rom er med rette berømt
og berømmet uanset om det kommer ud af den private eller
offentlige hane eller risler og strømmer ud af en af de over
450 romerske fontæner. Og det vandsystem der føder denne
unikke vandverden er ikke mindre spektakulært.Allerede i antikken havde Rom et helt enestående
vandsystem, der gennem 11 akvædukter dagligt var i stand til at
levere over 1 million kubikmeter vand ind til byen.Der var også brug for vandet, for byen rummede i sin
storhedstid over 11 store termeanlæg samt mere end 900
badeanstalter og over 1200 fontæner, og Rom havde i samtiden
tilnavnet Regina Aquarum, Vandenes Dronning. Hele dette
avancerede vandsystem kender vi nøje fra den overleverede tekst
”De aquis urbis Romae”, Om byen Roms vand, skrevet af Sextus
Julius Frontius, lederen af Roms vandforsyning i år 97.I takt med byens forfald i senantikken og under middelalderen forfaldt
dette fine forsyningssystem totalt og i 1300-tallet, hvor byen næppe
rummede mere en 15 000 indbyggere, var vand- systemet lige så
miserabelt som resterne af den tidligere storby.I Pavernes Rom, den store genopbygningsperiode frem til 1870, hvor byen
igen kom til ære og værdighed, forbedredes vandfor- syningen
betragteligt, men vi skal frem til 1900-tallet før Rom igen får
etableret et vandsystem, der kan måle sig med den antikke
storhed.ACEA – Agenzia Communale Elettricità e Acque – der i dag er et
privat selskab under kontrakt med Roms kommune, har ansvaret for
vandforsyningen i Rom. Det leverer dagligt 400 liter vand pr.
indbygger til de 3 millioner der lever i området.
Ledningsnettet er 5600 km. langt og forbundet med 35
vandcisterner der alle ligger godt skjult og indbygget i det
respektive områdes arkitektoniske særpræg. Og hele anlægget
styres fra en central datastyret Telecontrollo-station.Vandet føres ind til byen gennem 6 hovedakvædukter, der får vand fra
hovedsageligt kilder i albanerbjergene øst for Rom samt fra
Braccianosøen nord for byen og flere grundvandsreservoirer.
Flere af kilderne er de samme som i antiken, ligesom flere af de
antikke akvædukter stadig er i brug efter en gennemgribende
restaurering og modernisering.Mange besøgende i Rom kender eller lægger mærke til de næsten 2400
Fontanelle, som man møder overalt i Rom: Godt 1 meter høje støbejerns-søjler
med en krum vandnæse, deraf tilnavnet Nasoni, hvor vandet
flyder friskt, køligt og drikkeligt 24 timer i døgnet.
Mange har undret sig over dette ”vandspild”, men de spiller en vigtig
rolle i det romerske vandsystem. De virker både som regulerende
ventiler for vandtrykket og holder konstant spilde- vandsystemet
velfungerende og rent.Men ellers er det de mange spektakulære fontæner, der
påkalder sig mest opmærksomhed i relation til vandet i Rom. Og
her har man en skarp arbejds- og ansvarsfordeling: ACEA har
ansvaret for vandet til kanten af fontænerne, Sovraintendenza
ai Beni Culturali del Commune di Roma, Roms Kulturforvaltning,
har ansvaret for og ejerskabet til fontænerne derfra.Gennem de seneste 50 år har man oparbejdet en uhyre stor ekspertise hos
Sovraintendenzaen inden for den rette eller bedste
vedligeholdelse af fontænerne. Alle fontæner har i dag
indskudt individuelle specialfiltre før fontænen, hvor vandets
kemiske sammensætning reguleres i forhold til det materiale
fontænen er bygget af. I visse tilfælde tilføjer man
kemikalier af hensyn til fontænens specielle materialekarakter.Således kræver bronze ét slags vand, marmor og andre materialer et
andet, nogle fontæner har lukkede kredssystemer, hvor vandet
uafbrudt recirkuleres, andre får tilført vand der er blandet
fra flere forskellige kilder. |
For meget kalk i vandet kan være
skadeligt, for lidt kan også have uheldige virkninger. Et tyndt
kalklag har således en fin beskyttende og bevarende virkning
for eksempelvis bronzefontænerne. Det siger sig selv, at man
ofte må indgå et mere eller mindre vellykket kompromis.
Et eksempel: Trevifontænen skades faktisk af de mange mønter, der
kastes i fontænen med ønsket om et gensyn med Rom. Nogle mønter
bliver kastet så hårdt, at de laver skader på
marmorfigurerne, og de mønter der ligger i bassinet afgiver
meget uheldige kemiske forbindelser til vandet, ja visse
japanske mønter afgiver oven i købet en stærkt skadelig syre.
Derfor tømmes bassinet ofte for mønterne, inden de når at gøre
alt for meget skade. De italienske mønter afleveres i øvrigt
til Roms kommune, de udenlandske mønter til Røde Kors.
Det er en kendt sag, at de klassiske kilders løb ind til Rom afsluttes
af en såkaldt Mostra-fontæne: En spektakulær afslutning.
Trevifontænen er således mostra for Acqua Vergine, den
uheldigt skabte Moses-fontæne nær Termini er mostra for Acqua
Felice, den store fontæne på Gianicolo-højen er mostra for
Acqua Paolo, og endelig er Najadefontænen på Piazza della
Republica mostra for Acqua Pia Antica Marcia. Derudover råder
hver af de romerske rioni over en såkaldt signaturfontæne, en
kvarters-fontæne der på særlig vis karakteriserer det enkelte
bykvarter.
I århundreder har romerne diskuteret eller ligefrem skændtes
om, hvilke områder i byen, der havde det bedste vand. Og der er
skrevet mange gode bøger om Rom, hvor disse ”stridigheder”
er beskrevet på bedste vis. Men ak – denne diskurs er nu også
løbet ud med vandet i det moderne, elektronisk styrede romerske
vandsystem. I dag blandes vandet fra de forskellige kilder ud
fra forbrug og trykudligning og anden prosaisk nytteværdi.
Uanset dette kan alle alligevel nok blive enige om at vandet,
som så meget andet i Rom, fortsat er af absolut bedste
kvalitet.
PK
|
|
|
|
|