Til hovedsiden

Versione Italiana

Seværdigheder i Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

Pave Benedikt XVI våbenskjold

Dette våbenskjold kan nu efterhånden ses på de fleste større kirker i Rom, herunder alle titulær-kirkerne.

I sin heraldiske opbygning indeholder det dels faste symboler, der altid indgår i en paves våbenskjold, dels personlige elementer, hvormed den residerende pave har ønsket at markere sit pontifikat.

Traditionen med pavelige våbenskjolde går helt tilbage til 1200-tallet, og overalt i Rom på palazzoer, statuer, fontæner, obelisker o.a. bygningsværker kan man se tidligere pavers våbenskjolde. 

De kan tit være noget af en mindre ”da Vinci-mysterium” at tyde, men for Benedikts våbenskjold er referencerne tydelige.

De faste elementer:

De korslagte nøgler symboliserer nøglemagten, den magt som Kristus ifølge Ny Testamente gav apostlen Peter og hans efterfølgere (Du er den klippe hvorpå jeg skal bygge min kirke etc.)

Guldnøglen repræsenterer magten i himlen, sølvnøglen den åndelige autoritet på Jorden.

Bispehuen (Mitraen) øverst erstatter den tidligere tredobbelt pavekrone (Tiaraen), der tidligere symboliserede pavens magt, også som verdslig fyrste. Den sidste pave der bar Tiara-kronen ved sin indsættelse var pave Paul VI, men umiddelbart derefter blev den solgt på auktion og pengene givet til velgørende formål.

De personlige elementer:

Det røde felt i midten viser en muslingeskal, en såkaldt Jakobs-skal, tegnet på at man har valfartet til apostelen Jakobs grav i Santiago de Compostela i Spanien, men den henviser samtidig kirkefaderen Augustin, for hvem paven altid har haft den største beundring. Augustin fortæller i et af sine skrifter om en lille dreng, der ved stranden forsøgte at tømme havet med en muslingeskal, og Augustin så det som et billede på menneskets umulige opgave og evne til at forstå Guds uendelighed med sit begrænsede intellekt.

Det gule felt til venstre viser en mørkhudet morian, der stammer fra det gamle bispedømme München-Freising, hvor pave Benedikt var ærkebiskop i slutningen af 1970erne. Her bærer morianen ikke det hvide slavebånd, men en krone som tegn på kirkens universalitet uden klasse- eller raceskel.

Det gule felt til højre viser en bjørn med oppakning; Den symboliserer den bayerske legende om biskop Corbinianus, der på en rejse til Rom i det 8. århundrede blev overfaldet af en bjørn. Bjørnen dræbte Corbinianus hest, men på mirakuløs vis lykkedes det ham at tæmme bjørnen, så den bar bispens bagage hele vejen til Rom. Om dette symbol har Joseph Ratzinger selv sagt: "Jeg har båret min oppakning til Rom..."

Palliebåndet nederst med sorte kors (røde kors for paven) er det uldbånd som ærkebiskopper bærer under messen, og som repræsenterer bærerens rolle som hyrde for menigheden.

Pave Benedikt har således med sit våbenskjold villet understrege den romerske kirkes og sin egen autoritet, den betingelsesløse universelle pilgrimsfærd til mødet med Gud uanset stand, race og klasse, og sin hyrderolle til sammen med metropolernes ærkebiskopper uden svinkeærinder at holde sammen på de troendes flok i den rette tro.

PK

Find rundt på Rom-guide.dk

Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Efter disse link er der henvisning til nogle af de overordnede emner på Rom-guide.dk og sidst på listen kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og til vort omfattende index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt.

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk