Tur
gennem Ostia Antica
Her
kan du komme på en lille slentertur gennem Ostia Antica.
Beliggenheden på de enkelte seværdigheder kan du se på den
nummererede byplan. |
|
1.
Necropolis (gravplads).
Som
traditionen bød, lå gravpladserne i antikken uden for bymuren. Man
kan se nogle enkelte sarkofager, lukkede grave og rester af et
kolumbarium, en urnegravplads med indfældede nicher. Flere fine
fund fra stedet er nu placeret i Ostia-museets beskyttende rammer. |
|
|
2.
Porta Romana.
Kun
rester af byens oprindelige hovedport er tilbage, dels fra
republikkens tid, dels fra kejsertiden. Lige inden for porten, på
venstre hånd, ligger Piazzale della Vittoria, domineret af en
kolossalstatue fra kejser Domitians tid af Minerva Victoria, Den
sejrende Minerva. Muligvis har hun prydet byporten. På højre side
ligger flere lagerhuse, hvor man kan se en del mosaikker fra sen
kejsertid, hvor flere af dem blev ombygget til badehuse. Den lange
lige vej, der løber ned gennem byen, Decumanus Maximus, var Ostias
hovedstrøg med en længde på 1200 m. |
|
|
3.
Neptuns termer.
Hér
leder en trappe op til en platform, hvorfra man kan beundre den
dejligste cirkulære mosaik fra det oprindelige tempererede bad,
Tepidarium, i Neptuns Termer. Mosaikken fremstiller havguden Neptun
med et 4-spand af havheste, omgivet af andet havvæsen som tritoner,
nereider og delfiner. I lokaler ved siden af det store åbne bad ses
andre seværdige mosaikker bl.a. en fin Afrodite-figur. Bag termerne ligger en skole,
Palaestra, inden man kommer til |
|
|
4. Brandvæsenets kaserne.
Antikke
byer var ofte ramt af ildebrande, og for en by af Ostias størrelse
og betydning var det essentielt at have et brandvæsen i påkommende
tilfælde. Anlægget, der stammer fra det 2. årh., og som kan være
vanskeligt at få hold på midt i de nuværende sparsomme rester,
har bestået af en arkade-overdækket gård med sidebygninger og i
midten et Augusteum, en helligdom for dyrkelsen af kejseren som Gud.
På tilbagevejen mod hovedgaden, finder man på hjørnet af denne
Fortunatus Kro, hvor man i gulvet kan se en lille mosaik
”reklame” for stedet: Digit Fotunatus, vinum cratera quod sitis
bibe – Fortunatus anbefaler, at du drikker et bæger vin for at
slukke din tørst. |
|
|
5. Teatret.
Dette
smukt bevarede teater er oprindelig bygget af Agrippa, Augustus
svigersøn, der ellers er mest kendt som Pantheons bygherre. Teatret
blev udvidet af kejser Septimius Severus i det 2. årh.. Anlægget
har butikker ud mod hovedgaden og trapper op til de halvcirkulære
sidepladser, der er delt i 2 afsnit, oprindelig 3. Bag scenen, der i
antikken lukkede anlægget helt af, er placeret nogle fine
teatermasker samt søjler fra det oprindelige proscenium. |
|
|
6. Ceres tempel.
Høstens
og agerbrugets gudinde har sin naturlige placering her i midten af
det store rektangulære område på Korporationernes Plads. Omkring
templet ses en række baser for statuer af prominente indbyggere i
Ostia. Alle har fine inskriptioner på latin, der hædrer den pågældende
person. De bedste af statuerne kan ses i museet. |
|
|
7. Korporationernes plads.
Også
kendt som Laugenes Plads, er ét af de mest interessante steder i
Ostia. Hér havde byens mange forskellige håndværkslaug deres
kontorer sammen med handelsfolk, købmænd og skibsredere, såvel
lokale som repræsentanter for Roms oversøiske provinser. I alt 70
forskellige kontorer og forretninger ligger snorlige på række
rundt om den rektangulære plads. Ud for de enkelte kontorer kan ses
de dejligste mosaikker, hvor hvert enkelt firma har nedfældet sit
”logo” i fortovet. Overalt boltrer delfiner og andre havdyr sig
med elefanter for købmænd i Libyen, Egypten og Karthago, korn-både
fra Narbonne i Sydfrankrig, trælast-både fra Spanien o.m.a. En række
af inskriptioner fortæller om de varierede tilbud af
serviceydelser: Her er told- og klareringskontorer, skibsmæglere,
skibsbyggere, tømrere, snedkere, samt kontorer for lager- og
havnearbejdere m.m. Kort sagt, ethvert kommercielt behov kunne
tilfredsstilles på dette travle handelscentrum i byen. |
|
|
8. Apuleius hus.
Hér
finder vi et af de i Ostia sjældne pompejanske huse, et såkaldt
Domus, eller villa med atriumgård og sidebygninger med fine
mosaikker. Foran villaen, ud mod hovedgaden, ligger en meget
velbevaret Mithra-helligdom med fine vægmosaikker og kopier af de
oprindelige vægrelieffer med inskriptioner, der fremstillinger
scener fra Mitras-dyrkelsen. Dele af fronten af helligdommen har også
rummet senere små templer for bl.a. Venus, Fortuna og Jupiter. |
|
|
9. Fortuna Annonarias hus.
På
den modsatte side af hovedgaden kommer man ned til Edificio
Augustales, de romerske præsters hovedkvarter, derefter en fin
gammel bygning med 4 doriske søjler, kaldet det republikanske hus,
inden man kommer til Fortuna Annonarias hus med de dejligste
mosaikker og en pompejansk atriumgård og en omkransende indre have
med et fint nymfe-badehus. |
|
|
10. Mølleværksteder.
Hér
ses et større mølleanlæg med en række store mølle- og kværnesten,
hvor kornet er blevet malet på klassisk vis med trækkraft fra dyr.
Derudover er der tilknyttet butikker med bageovne. Der findes flere
af denne type mølleanlæg i byen, oftest i forbindelse med
lagerbygninger, Horrea. |
|
|
11. Forum termer.
Disse
kejsertidsbade stammer fra det 2. årh.. Flere søjler o en række
mosaikker har overlevet i koldvandsbadet samt i en række rum, der
har været opvarmet ved cirkulerende varm luft. På nordsiden finder
man et interessant off. toilet, Forica, hvor alle 20 sæder er smukt
bevaret og placeret fint på række, som det var skik i antikken. |
|
|
12. Triclinius-huset.
På
hjørnet af Forumpladsen og Decumanus hovedgaden ligger det såkaldte
Casa dei Triclini, der har navn efter de spisebænke som er placeret
i 3 af rummene, og hvor man liggende indtog måltiderne. Derudover
er der bevaret flere fine vægbeklædninger i flerfarvet marmor. |
|
|
13. Værtshusholderens hus.
Hér
finder vi det fineste spisehus med bar, Thermopolium, som man,
bortset fra materialerne, lige så godt kunne finde inde i det
moderne Rom. Her finder man både bar og bænke, en opsats til at
placere maden på, som det kendes fra en moderne antipasta-buffet,
knagerække til overtøj, de fineste mosaikker og vægmalerier med
billeder af frugt og grøntsager samt den dejligste gårdhave med
fontæne for udendørs servering. Et af de mest interessante og
velbevarede fund i Ostia. |
|
|
14. Dianas hus.
Denne
bygning er i flere etager med butikker ud mod gaden og værelser med
vinduer og balkon på 1. sal. Huset har navn efter et fint Diana
relief i atriumgården, hvor der også er rester af en fontæne.
Bagerst i huset er der indrettet en helligdom for dyrkelsen af den
persiske gud Mithra. I flere af værelserne ses også fine
fragmenter af freskomalerier. Over for Dianas Hus ses et rundt
marmor-alter, viet til kvarterets Lares, de for romerne så vigtige
husguder. |
|
|
15. Museum.
De
fineste fund fra Ostia Antica er her samlet i 12 afdelinger. Entréen
til udgravningerne dækker også indgangen til museet, som man
endelig ikke må snyde sig selv for. Museet er tidsopdelt, så det
er let at følge udviklingen i Ostia Anticas historie. Hér er
eksempler på den fineste pottemagerkunst, brugsting og smykker, de
dejligste vægmalerier og især fin fine kejsertids statuer og
buster. En del af udstillingen rummer også en fin fremstilling af
alle de forskellige religioner der dyrkedes samtidigt i Ostia. |
|
|
16. Capitolium.
I
nordenden af byens Forum ses et klassisk romersk kejsertidstempel
med 6 søjler der har båret porticoen foran tempelbygningen. En
flot trappe leder op til templet. Som i Rom var dette, byens
vigtigste helligdom, viet til Juno, Minerva og Jupiter. I området
for tempelbygningen ses de baser, der har båret statuerne af de 3
guder. |
|
|
17. Forum.
Den
centrale offentlige plads i byen, omkring hvilken man har de væsentligste
bygninger: senatsbygning, handelsbygning, indkøbstorv, termer og
templer for de vigtigste guder. |
|
|
18. Tempel for Roma og Augustus.
Dette
tempel har dannet modvægt mod Jupiter-templet i den modsatte ende
af Forum, og er bygget i næsten identisk stil, dog med 2
sidetrapper op til templets hovedbygning, der også haft en 6-søjlers
båren forbygning. I tempelområdet er placeret en statue af
gudinden Roma som den sejrende Victoria i skøn forening med
dyrkelsen af kejser August som sejrende gud. |
|
|
19. Tempio-basilika.
Hér
ses en basilikabygning med et rundtempel for enden. Basilikaen blev
brugt til juridiske forretninger og retssager, og havde ud mod Forum
en kolonnade med smukt udførte billedrelieffer, hvoraf flere er
bevaret. Rundtemplet Augusteum, var viet til dyrkelsen af kejseren
som gud og rummer hele vejen rundt nicher, hvor man må forestille
sig at de udvalgte kejser-guder har haft plads. I hjørnet af
bygningen ses rester af en vindeltrappe, der har ført op til
templets kuppel. Nord for basilikaen ses senatsbygningen, Curia.
Navneinskriptionerne på væggen er lister over augustales, præster,
der havde ansvar for dyrkelsen af kejseren som gud. |
|
|
20. Handels- og lagerhus.
Man
ved ikke hvilke varer der har været handlet og lagret her.
Komplekset består af 2 store kollonadegange, skilt af en passage,
omkring 2 rektangulære atriumgårde med butikker ud mod gården og
28 lagerlokaler liggende bagved. Over dørene ses åbninger for lys
og ventilation. |
|
|
21. Amor og Psykes hus.
Dette
smukke hus stammer fra sen kejsertid og har taget sit navn efter den
lille charmerende statue af Amor og Psyke, der blev fundet på
stedet, og som nu befinder sit på museet. En kopi er opstillet i
huset, der i øvrigt rummer flere rum med meget smukke mosaikgulve
med geometriske figurer, et toilet (huset havde indlagt vand) og en
atrium-gårdhave med en smuk nymfebygning. |
|
|
22. Kristen basilika.
Dette
bygningskompleks og dets anvendelse har forskerne været stærkt
uenige om. Bygningerne stammer fra sen kejsertid, og inskriptioner
vidner om, at bygningerne har tjent et kristent formål. Hvor man
tidligere mente, at det var en tidlig kristen basilika, hælder de
fleste nu til, at det har været et stort beboelseshus, der var
indrettet som herberg for pilgrimme til Ostia – og Rom.
Umiddelbart ved siden af basilikabygningen ligger et termeanlæg med
en noget ødelagt men stadig fin gulvmosaik med havmonstre og andet
maritimt dyreliv. |
|
|
23. Trajans skole.
Dette
er et misvisende navn for stedet, eftersom det har været hovedsædet
for én af de store laugsforsamlinger i byen. Efter inskriptioner at
dømme enten Fabri Navales, skibstømrerne, der havde et tempel i nærheden,
eller Navicularii Ostienses, fragtskibs-rederne. Stedet har fået
navn efter den Trajan-statue der blev fundet i ét af rummene og som
nu befinder sig på museet sammen med flere andre statuer sammesteds
fra. Det er et overordentlig stort kompleks med en atriumgård på
20x36 m. og et langt smalt fontænebassin i midten. Interessant er
et lille 4-sæders fælles toilet, hvor der sikkert har kunnet slås
en god handel af. |
|
|
24. Porta Marina.
Dette
var Byens port mod syd og ud mod havet. Spor og huller efter de
oprindelige trædøre kan ses på siderne, men den oprindelige port
fra republikansk tid blev nedrevet i tidlig kejsertid og erstattet
af en portåbning i marmor, der senere blev udvidet med et værtshus
på den ene side. |
|
|
25. Fulminatas hus.
Lynnedslagets
hus, således kaldet, da lynet på et tidspunkt er slået ned i
huset. Landlig villa i pompejansk stil, beliggende midt i det grønneste
Ostia lige syd for Porta Marina ud mod kysten. Stedet har bl.a. et
fint bevaret 3-personers toilet. |
|
|
26. Maritime termer.
Nogle
af de fineste gulvmosaikker er her bevaret i en mangfoldig
allegorisk blanding af havvæsener, badenymfer, vandguder og smukke
geometriske eller blomsteragtige mønstre, fordelt på de klassiske
rum, som en romerske terme bestod af: Forskellige tempererede bade,
massagerum, dampbade m.m.. Dele af det underjordiske opvarmningsanlæg,
en tidlig form for centralvarme kan beses. |
|
|
27. De 7 vise mænds termer.
Termerne
har fået navn efter de 7 mandsfigurer der er malet på væggen, og
på græsk hver udstyret med et navn og en satirisk tekst om et
sundt liv. I den centrale runde badehal ses en meget smuk mosaik
samt et vægmaleri af Venus. |
|
|
28. Hvedeafvejernes tempel.
Dette
tempel ligger lige ved siden af kornafvejernes laugshus. Der er ikke
meget at se af templet, som har været i standard romersk
Ostia-udgave, men sådanne templer lå ved hvert af de mange
laugshuse der fandtes i Ostia. |
|
|
29. Mithras termer.
Termerne
stammer fra Trajans tid med senere tilbygninger. Termerne skiller
sig ud ved et meget avanceret opvarmningssystem og vandpumpeanlæg,
der stadig kan ses med godt udbytte. Ved hjælp af 2 store vandhjul,
der tilsammen kunne hæve 2000 l vand i timen op i 1. sals højde,
hvorfra det kunne fordeles via varmekanaler til de forskellige
tempererede bade. Ved siden af termerne var et off. urinal, hvor
urinen gennem blyrør blev ført til et underjordisk vaskeri og
garveri. Termerne rummede også en stor Mithras helligdom med en fin
statue af Mithra i kamp med tyren. Denne står i dag i kopi i
termerne, originalen kan ses i museet. Helligdommen blev i sen
kejsertid ødelagt og en kristen menighed byggede en lille kirke på
stedet, hvad flere inskriptioner vidner om. I denne periode var
badene ude af drift og man mener af varmvandsbadet blev brugt som en
lidt større døbefond end vi kender det i dag. |
|
|
30. Bacchus og Serapis hus.
2
bygninger der hører sammen. Bacchus hus har fået navnet efter en
fin mosaik der fremstiller Bacchus og Ariadne og Pan og Eros i kamp
som symbol på kærligheden og kødets lyst.
En Silen-figur optræder som kampleder og præmierne til
vinderen er placeret på et bord. Ellers er man lidt i tvivl om
stedets anvendelse, da bygningerne har ligget meget tæt og omfatter
både butikker, værtshuse, barer og lejligheder. Lige i forlængelse
af denne bebyggelse ligger Serapius hus, der omfatter et tempel
indviet til den egyptiske gud Serapis og den romerske gud Jupiter.
Foran templet har ligget en atriumgård og bagved sandsynligvis en
banketsal for de præster der var knyttet til stedet. Flere gode
mosaikker af både, delfiner, blomster, teatermasker og fugle er
bevaret i komplekset. |
PK |
|
|
|
|
|