Romerske termer  

Noget sidestykke til termerne i det gamle Rom er svært at finde i vor moderne tid, med mindre man kan forestille sig en  badeanstalt, sport- og fitnessklub, botanisk have og et museum, bibliotek og medborgerhus i ét og samme kompleks.

Vi skal helt frem til kejsertiden før romerne i større tal for alvor lærer at værdsætte det daglige bad. Før denne tid var det en luksus for den rige del af befolkningen, og selv blandt disse var det ikke altid, at man nåede meget længere end til det ugentlige bad. 

Men med udvidelsen af det romerske imperium kom man i de sidste århundreder f. Kr. under indflydelse af den udbredte og intensive græske badekultur, og fra kejsertiden og med anlæggelsen af de store akvædukter ind til Rom, blomstrede terme- og badelivet op. 

Under kejser Konstantin havde Rom således 11 termeanlæg og 856 offentlige badeanstalter.

Et besøg på badeanstalten kunne få romerne til at se igennem meget. Den romerske digter Martial udtrykker det således: 

Hvad er værre end Nero, men hvad er bedre end kejserens bade?

Det daglige bad med alle udenomsværkerne blev i den grad en livsfornødenhed for romerne, og de brugte lige så meget tid på dette, som en familie i dag bruger på at se fjernsyn. 

Termerne blev stedet for romernes kæreste tidsfordriv og det ideale sted for virkeliggørelsen af ”mens sana in corpore sana” – en sund sjæl i et sundt legeme, selvom romerne slet ikke som i vore dage betragtede fysisk aktivitet og et sundt liv som to sammenhænge størrelser, underlagt vore

dages nærmest moralske, nogen vil sige asketiske kodeks for god fysisk handel og vandel.

Skønt rige romere kunne indrette bade i deres private huse, og måske specielt i deres huse på landet, hvor de ligefrem kunne tage form af en separat mini-terme, så frekventerede også de rige i høj grad de offentlige bade. 

Termerne var altså mødestedet for såvel høj som lav. Mindre badehuse, kaldet ”balneae”, kunne være privatejede, medens de store badeanlæg, ”thermae”, alle var statsejede. For begge typer gælder at entréprisen var yderst rimelige, ja nærmest symbolsk. I visse perioder under kejsertiden var det endog gratis.

Den romerske arbejdsdag startede ved solopgang og var normalt slut ved frokosttid. 

Over halvdelen af årets dage var ”fasti”, helligdage, hvor man ikke arbejdede, og der var i antikken overhovedet ikke den nutidige kobling mellem identitet og arbejde, eller vores skarpe skel mellem arbejde og fritid. Arbejdstiden var langt kortere end i dag, og romerne var ikke ”bundet” af finansieringen af dyre forbrugsgoder og fælles skat, som vi kender det. 

At gå i termerne var ikke et driverliv på bekostning af arbejde, men blev betragtet som en naturlig del af dagligdagen. Termerne var snarere end de dovne og de sluddervornes tumleplads et sted, hvor man mødtes for den gode venne- eller forretningssnak, fik et forfriskende bad, og hvor man lod sig inspirere af kunst og litteratur.

Badets forløb:

Nogle termer havde adskilte afdelinger for mænd og kvinder, men det normale var at termerne var åbne for kvinder om formiddagen og for mænd om eftermiddagen, eller åben for kvinder på visse dage, for mænd på andre. 

I visse tilfælde havde man helt separate og kønsadskilte termer og der foreligger adskillige kejser-dekreter, der indskærper denne adskillelse mellem kønnene, så det må undertiden have været et problem. Også slaver havde adgang til besøg i termerne på specielle tidspunkter.

Badet havde et nærmest rituel indhold og rækkefølge og termerne var indrettet derefter. 

Det første rum man kom ind i var det såkaldte ”apodyterium”, af- og påklædningsrummet med små nicher til opbevaring af tøj og sandaler under badet. 

Mange havde en slave med til at passe på tøjet, men termerne havde også garderobevagter der for en beskeden betaling passede på éns ejendele.

Det er lidt usikkert om romerne badede nøgne som grækerne, men det menes, og det kan ses på adskillige vægbilleder, at i hvert fald kvinderne bar en form for badebeklædning, og alle var udstyrede med badetøfler som beskyttelse mod de mest varme gulve.

Efter omklædningen indsmurte man sin krop i olie inden man gik i gang med forskellige fysisk prægede øvelser som vægtløftning, boldspil, brydning, løb eller måske blot en svømmetur i ét af de udendørs bassiner. 

Efter disse øvelser gik man over til det egentlige bad, og ledsaget af en slave med håndklæder, olieflasker og olieknive startede man med at gå gennem en serie af rum. 

Man fik først skrabet olien af med en såkaldt ”strigilius”, en ragekniv, inden man startede i det allervarmeste bad, ”caldarium”, der også kunne indeholde saunarum, ”laconicum” og dampbad, ”sudatorium”. Caldariet kunne også være udstyret med et mindre bassin med meget varmt vand samt en ”labrum”, en koldtvandsfontæne til vekselvis varmt og koldt bad. 

Efterfølgende kunne man gå til det tempererede bad, ”Tepidarium”, eller man kunne gå direkte til det kolde gys, ”frigidarium”, der afsluttende badet. 

Under badningen var der også separate rum for forskellige former for oliering og massage, ”oleoteria og onosteria”. 

I de første termeanlæg kunne rækkefølgen og beliggenheden af de forskellige typer bade dog variere fra terme til terme. Senere fik termerne et fast symmetrisk, højre-venstresidig anlæg med de 3 typer bade lagt i eller på hver sin side af midteraksen.   

Efter badet:

Når badet var afsluttet kunne man spadsere i haveanlæggene, ”palaestra”, gå på biblioteket, se akrobater eller jonglører optræde, høre på foredrag og oplæsninger eller gå på bar, måske købe en bid mad fra én af de mange sælgere af alskens produkter. 

Den romerske forfatter og filosof Seneca har i år 56 i et brev til vennen Fronto givet en malende beskrivelse af hele dette myldrende termeliv (i oversættelse ved Åse Bay og citeret efter Peter Ørsted: Romerne, p. 113:

”Jeg bor lige over en badeanstalt. Forestil dig nu alle de lyde, der kan irritere ens ører: Når kraftkarlene træner og svinger de tunge blyvægte i hænderne, når de anstrenger sig eller lader som om de gør det, hører jeg deres stønnen, og hver gang de slipper det tilbageholdte åndedræt, hvislen og højlydt vejrtrækning. Men når jeg udsættes for en lad person, der nøjes med en gang billig massage, hører jeg lyden af hånden, der hamrer mod hans skylder, og tonen skifter alt efter om massøren rammer med den flade hånd eller knytter den. Og hvis der i tilgift kommer en boldspiller, der giver sig til at tælle sine points, er målet fuldt. Føj dertil spektakelmageren, tyven, der gribes på fersk gerning, og ham, der elsker lyden af sin egen stemme i badehallen. 

Dertil kommer så dem, der hopper i svømmebassinet med et mægtigt plask, foruden dem, der om ikke andet så dog har normale stemmer, må du huske på armhulebarberen, der hele tiden udstøder en falsettone for at gøre opmærksom på sin person, og kun tier stille, når han plukker armhulerne på en kunde og får ham til at klage sig i stedet. Desuden de forskellige råb fra ham, der sælger læskedrikke, pølsemanden, konditoren, og alle agenterne fra spisehusene, der forsøger at afsætte deres varer hver med deres iøjnefaldende tonefald”.

Man regner med at de største termeanlæg hver kunne betjene 1500 personer ad gangen, altså sikkert ca. 5000 besøgende om dagen. 

Dertil krævedes mindst 10. 000 slaver i forskellige servicefunktioner, så - uden tvivl - var badene et støjende menneskemylder, og Seneca anbefaler da også, at man kun besøger de mindre og mere veldrevne termer. 

Men termerne har givetvis været værd at besøge, vi har mange andre skriftlige vidnesbyrd der beskriver termernes skønhed og luksus, de store, høje og lyse rum, de smukke mosaikker og malerier, farvede marmorpaneler, statuer og fontæner og haner i ædle metaller.

Varmesystemet:

Romerne opfandt en form for nærvarme-system, ”hypocaustus”, hvor man under termerne havde en række af rum og sammenbindende kanalsystemer, igennem hvilke man recirkulerede den varme luft fra de centrale brændeovne. 

Denne brændeovn lå nærmest de varme bade og hele systemet blev betjent af en hærskare af slaver, der fodrede ovnene med frisk træ og som gennem et sindrigt system af ”låse” kunne fordele varmen både som gulv- og vægvarme efter behov.

Når den korrekte varmegrad blev nået, ringede man med en klokke som tegn på at nu var badet åbent for besøgende. Gennem et sindrigt system af faldlemme og trapper fra de ovenliggende termer, bortskaffede man vådt tøj og andre brugte materialer gennem de underjordiske gange.

Latriner:

Termerne havde store latrinanlæg, og man skal langt op i vor moderne tid for at finde anlæg af tilsvarende hygiejnisk standard. faktisk opfandt romerne verdens første vandskyllende toilet:

Under en række af marmorsæder løb en konstant vandstrøm der skyllede latrinen væk og foran sæderne var en tilsvarende strøm, hvor man kunne dyppe stykker af natursvamp, når man skulle tørre sig. 

Spande var opstillet med eddike, hvor man kunne skylle svampene. I Ostia Antica kan men se en hel række af udskårne toiletsæder, så også på toilettet har romerne haft et fælles socialt liv, og hér er sikkert en del afførings- såvel som forretningsmæssige problemer blevet løst.

De mest kendte termeanlæg i Rom:

Op imod kejsertiden rummede Rom ca. 170 mindre badeanlæg og vi skal frem til den bekendte Agrippa, Pantheons bygherre, før vi ser det første større termeanlæg i Rom. I år 33 f. Kr. hvor Agrippa beklædte embedet som ædil og dermed havde opsynet med og ansvaret for byens bade, startede han opførelsen af de termer der bærer hans navn og som lå på Marsmarken. 

Dette var begyndelsen til en revolution, sammenknyttet med den ”beskytterrolle” som kejserdømmet påtog sig over for den store brede bybefolkning. 

Og samtidig med at befolkningen voksede, ser man i de næste århundreder det ene badeanlæg større end det forrige skyde op overalt i Rom.

Efter Agrippas termer, byggede Nero også et stort badeanlæg på Marsmarken. 

Så fulgte Titus med et termebyggeri omkring Neros gyldne Hus ned mod Colosseum. 

Trajan byggede først termer på Aventin og siden de termer der bærer hans navn oven på resterne af Neros gyldne Hus, der var brændt i år 104. Caracallas termer blev startet af hans far Septimius Severerus  i 206 og det uhyre store anlæg blev først færdigbygget i 235 e. Kr. af hans efterfølger Antoninus Pius. 

Så fulgte Diocletians termer, inden de store termeanlæg afsluttes af Konstantins termer der lå på Quirinalhøjen. 

Mange steder i Rom kan man se større eller mindre rester af termerne, som oftest som en partiel del af et senere palazzo, kirke eller anden bygning. To termeanlæg skiller sig dog ud fra de øvrige, Caracalla og Diocletians termer, der begge har overlevet i en sådan stand, at de kan give et ganske godt billede af disse bygningsværkers enorme omfang.

Caracallas Termer:

Dette gigantiske anlæg bestod af en omkransende mur med 2 store exedra halvcirkler i øst og vest med hver sin store søjlebårne hal. Mod syd lå et større stadium med siddepladser på de 3 af siderne, der var bygget op oven på de enorme vandcisterner. På hver side lå biblioteker, henholdsvis et græsk og latinsk. Badenes hovedbygninger er symmetrisk placeret omkring den centrale hal. På de 2 af siderne lå anlæg for forskellige fysiske og idrætslige aktiviteter og for enden af de forskellige omklædnings-, bade- og massagerum lå varmvandsbadet som en central cirkulær konstruktion med en diameter på næsten 40 m.. Omkring hele den centrale bygning lå store kvadratisk opdelte haveanlæg.

Under badeanlægget er afdækket et enormt net af underjordiske gange og lagerrum, hvor enorme mængder af træ blev transporteret og lagret for at holde en konstant ild i de store ovne der brændte dag og nat for at holde en passende temperatur i de forskellige bade, hvor vandet strømmede uafbrudt frembragt gennem de store akvæduktindføringer.

Da Mussolini i 30’erne startede de senere så berømte operaforestillinger i Caracallas termer, lod han sig transportere ind gennem disse underjordiske gange for på magisk ”Il duce” vis at komme til syne i sin loge ved forestillingens start.  Disse gigantiske operaforestillinger er nu stoppet af hensyn til bevaringen af termerne, men der arrangeres fortsat mindre koncerter om sommeren.

Caracallas termer var i funktion indtil det 6. årh., hvor invaderende goter smadrede de akvædukter der forsynede badene med vand. Frem til midten af 1500 tallet stod termerne nogenlunde uskadte, indtil pave Leo III fjernede stort set alt af værdi, inkl. marmorbeklædningen, ved opførelsen af Palazzo Farnese.

De bedste af de statuer og mosaikker der er blevet fundet under udgravninger kan i dag ses på vatikanmuséerne.

Caracallas Termer ligger lige syd for Palatin og Circus Maximus. De kan besøges fra kl. 9 til en time før solnedgang. Lukket på helligdage. Entré 5€, halv pris for unge mellem 18 – 25 og lærere. Fri entré for unge under 18 og ældre over 65 år fra EU-lande.

Diocletians Termer:

Næsten et århundrede efter Caracallas gigantiske anlæg så dagens lys, overgik kejser Diocletian ham med anlæggelsen af sine termer, de største som verdenen til dato havde set.

Hér kunne der bade 3000 gæster på én gang i et center med bade, idrætsanlæg, biblioteker, haver, teatre, koncertsale og alt i en overdådig udsmykket ramme af farvet marmor, skulpturer og anden udsmykning. I omfang dækkede termerne et område på 380 x 370 m.. Vore dages ”Lalandiaer” og helsesanatorier er som en mindre havepool i sammenligning med Diocletians termer.

Det meste af dette gigantiske anlæg er i dag forsvundet, dog blev kirken Santa Miria degli Angeli i renæssancen af Michelangelo indbygget i det oprindelige tepidarie og den centrale basilica-hal.

Det nuværende Museo Nazionale Romano har udnyttet andre dele af anlægget til sin nationale samling af antik kunst. Et yderligere levn fra de oprindelige bade er den halvcirkulære plads, Piazza della Republica med den store najadefontæne, der ligger oven på den oprindelige exedra i termerne, og som tidligere hed og af mange romere stadig kaldes ved sit tidligere navn, Piazza Essedra.