Som man kan blive fanget i edderkoppens spind, således
kan man også føle sig ”lost” i et nettet af små og krogede
gader i Trastevere eller Marsmarken. Og med mindre man har
retningsmagnet som en brevdue, så opstår tvivlen: Skal jeg nu
til højre, til venstre, eller skal jeg fortsætte ligeud?
Kortet eller guiden kommer frem, måske har man allerede, halvt
opgivende slået sig ned ved en bar, der jo i Rom næsten er en
undskyldning i sig selv for at fare vild, men i hvert fald så
sidder man gerne dér, ligner rigtig meget en vildfaren turist og
folder et uhandy kort ud eller nærlæser fortvivlet guidebogens
gaderegister der er sat i så små typer, at man skal have
nattesyn som en panter for at kunne tyde dem.
Rom er antikkens by, pavernes by, renæssancens- og barokkens by,
moderne hovedstad- og storstadsby med en trafik, der visse steder
får hjemlig bil og by-diskussion til at ligne en snak om
forkørselsret på børnebanen i Legoland. Rom er piazzaernes og
palazzoernes by, kirkernes og fontænernes by og med et
sammenbindende netværk af de mest bemærkelsesværdige gader og
pladser.
Intet sted i verden færdes man som i Rom med en tidsfornemmelse
så nærværende, som det spænd byen rummer over flere tusinde
år. Men hvad er det der udover dette, giver Rom sit helt
specielle særpræg?
Den store gamle Rom-kender, Per Krarup, udtalte at ”Rom er en
genbrugsby”. Man har nok ladet ting forfalde, men har også
revet ned, men man har i endnu højere grad snarere genbrugt og
lånt (indimellem stjålet) fra eksisterende anlæg, eller brugt
eksisterende anlæg som afsæt for nye måder at gøre Rom til det
Rom, vi kender i dag. I Diocletians termer fra antikken finder man
således i dag både Michelangelos genialt indbyggede
renæssancekirke S. Maria degli Angeli, et kloster, og de i
sjældent grad passende rammer for Museo nazionale Romanos
storartede antiksamling.
Og overalt kommer man til en kirke, hvor den klassiske 3-fløjede
basilika bæres af søjler fra antikke templer, hvor barok-facaden
er bygget af marmor fra Colosseum eller et antikt termeanlæg.
Eller til pladser, bygget oven på et antikt stadion, som
eksempelvis Piazza Navona, for ikke at tale om både Piazza
Borghese og Piazza S. Maria in Trastevere, hvor fontæneskålene
alle stammer fra antikke anlæg. Og tænk på obeliskerne der i
dag står som fikspunkter for storartede lige gadeforløb der
forbinder og fikserer blikket for mageløse udsigtspunkter.
Det kan ses mange steder i Rom, at den antikke storby lå 10-15 m
under det nuværende niveau. Det der ligger og fylder op er uanede
mængder af bygningsrester der er ødelagt ved sammenstyrtninger,
fremmede hæres plyndringer, ildebrande og jordskælv, ran og
tyveri, men overalt har man bygget ovenpå, som man ved selvsyn
kan konstatere det, eksempelvis bedst i kirken S. Clemente, hvor
den nuværende kirke ligger oven på den tidlige kristne kirke,
der igen ligger oven på kejsertidshuse, der igen ligger oven på
huse fra før vor tidsregning. Rom har kun 2 metrolinier som det
tog en herrens masse år at få bygget. Hvorfor? Jo fordi man
overalt måtte stoppe op for at arkæologerne kunne undersøge nye
sammenstød med interessante rester af byens lange historie.
Oven i hele denne byudvikling har man så gennem tiderne bevaret
eller nyanlagt et net af gader og pladser der på forbløffende
vis binder byen organisk og plastisk sammen.
Derfor
finder vi i Rom de snørklede middelaldergader der rundt om
hjørnet pludselig bliver til en lille renæssanceplads, der igen
forbindes med en lige paradegade til et slutpunkt med fontæne,
obelisk eller en prangende barokkirke. Eller vi haster over en
bred osende trafikåre for kort efter at stå foran rester af et
antikt tempel, der nu indgår i en moderne bankbygning på en
plads, hvor et trattoria har fundet plads i hjørnet til fristende
udendørs servering. Kort sagt, vi er i byen der har levet og
lever i et flertusindårigt pulsslag - den evige stad - Rom.
