Til hovedsiden

Versione Italiana

Spisesteder i Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

Ristorante Da Francesco

Klik for større billede

Klik for større billede

Er man til det lidt mere uformelle, fest og farver og ekstra-ordinært romersk lokalkolorit, så finder man en perle af et romersk spisested på Piazza del Fico, der ligger på hjørnet af Vicolo del Fico i området vest for Piazza Navona bag Palazzo del Governo Vecchio. 

I dette område, hvor spisestederne ligger side om side, finder man også mange turistfælder.

Men Ristorante Pizzeria da Francesco er den rene og ægte romerske vare. 

Man kan spise både til frokost og aften. 

Vælger man aften, skal man komme tidlig for at undgå absolut kødannelse, hvis man vil gøre sig håb om et bord, enten ved den store udendørs servering rundt on hele hjørnet eller indendørs i de 2 lokaler. 

Egentlig er det morsomst at sidde indendørs, hvor man kan følge med i køkkenaktiviteterne og beundre de 2 pizza-drenge, der i et forrygende tempo foran den åbne ovn knokler med både at bage de skønneste pizzaer og det gode flade brød der i øvrigt serveres til maden.

Tjenerne er et kapitel for sig, herunder en tro kopi af Victor Borge i meget morsom romersk miniudgave. Ingen af dem har problemer med at håndtere 4 serveringer på hver hånd og arm samtidig med at de modtager stadige nye bestillinger. 

Og når man bestiller, skal man være hurtig i vendingen, ja det bedste er blot at lytte til dagens anbefalinger – for de er bestemt værd at lytte til. 

Hele det romerske køkkenrepertoire er til disposition inkl. en glimrende antipasti-buffet, en fremragende krydret landskinke med den bedste bøffel-mozzarella, lækre pastaretter og godt kød – herunder – som andre steder i Rom, manzo danese, dansk oksekød, der tilbydes til 50 euro/ kg, så en anstændig bøf kan erhverves for en god 100 krone-seddel. 

Prøv deres ”Filetto Francesco” med ansjossauce, rosemarin og cognac, aldeles fremragende. 

På da Francesco hersker husets frue Antoinetta uindskrænket i køkkenet, og ind imellem kan man få den ekstra fornøjelse at se og høre hende tiltage sig den uindskrænkede ret til at komme til syne i restauranten for på højtråbende og farverig vis at give én af tjenerne en gedigen skideballe. 

Hér er kulør og humør med lokale romere og turister i skønsom blanding, men sidst men ikke mindst, god mad til en meget fornuftig pris. Pengekatten bliver højst lettet for 30 - 35 euro for 3 retter med husets vin og vand.

Ristorante Pizzeria da Francesco, Piazza del Fico 29. Åbent alle dage, undtagen tirsdag.  Ingen kreditkort, kun kontant betaling.

PK

Rom-guide.dk

Rom-guide.dk

Find rundt på Rom-guide.dk

Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Efter disse link er der henvisning til nogle af de overordnede emner på Rom-guide.dk og sidst på listen kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og til vort omfattende index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt.

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk