Garbatella

Et ægte romersk kvarter

Da det italienske parlament den 3. februar 1871 ved lov proklamerede Rom som det samlede Italiens nye hovedstad satte det gang i et sandt byggeboom for at skaffe plads til de mange statslige og kommunale institutioner og de talrige embedsmænd som denne udvikling trak med sig. 

Dette byggeboom tiltrak også titusindvis af håndværkere af ethvert fag til byen. På godt 30 år fordobledes Roms indbyggertal til godt 460.000 i 1901.

De første områder der undergik en total forvandling i disse tidlige år var områderne omkring den nyanlagte Termini-banegård samt området nord og øst for Castel Angelo og Peterskirken, det såkaldte Prati-kvarter.

Disse områder blev opbygget efter moderne byplans-principper med brede på hinanden vinkelrette gader og nye pladser med store lejligheds-komplekser, hoteller og administrative bygninger.

Disse stringente og meget ensartet opbyggede kvarterer, det såkaldte Roma Umbertino, opkaldt efter Kong Umberto I (1878-1900) er stadig let genkendelige uden om Roms historiske centrum, hvor snævre og snoede gadeforløb, pladser og bygninger er et resultat af Roms lange og komplekse byudvikling fra antiken til nyere tid.

Denne udvikling kan sammenlignes med hvad der samtidigt skete i andre europæiske storbyer, også i København, hvor de store brokvarterer uden for voldene blev anlagt.

I Rom medførte denne hektiske byggeaktivitet desværre også, at mange af de tilrejsende håndværkere og deres familier slet ikke havde råd til at bo i disse nye kvarterer, men klumpede sig sammen i gamle og uhumske lejekaserner under kummerlige vilkår.

Disse elendige forhold medførte i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet stærk social uro og mange arbejderdemonstrationer, under hvilke den meget upopulære og stærkt konservative Kong Umberto blev myrdet.

Men det gav også anledning til, at der kom fokus på arbejdernes elendige boligforhold, og i 1903 oprettede man ICP, Instituto Case Popolari, et statsligt byggeinstitut, der skulle sørge for opførelsen af gode og sunde arbejderboliger. 

Det første resultat blev anlæggelsen af kvartererne omkring S. Saba og Testaccio i den sydlige del af Rom, øst og sydvest for Aventinerhøjen.

Og samtidig med opførelsen af disse kvarterer, sikrede ICP sig et større landområde uden for den aurelianske bymur, mellem Porta S. Paolo og Porta S. Sebastiano på begge sider af vejen Via delle Sette Chiese, et vejnavn med reference til Roms berømte 7 valfartskirker, og som forbinder 2 af dem: S. Paulo fuori le mure og S. Sebastiano.

På dette område havde man planer om at bygge en ”grøn by” efter forbillede fra de engelske ”havebyer” og området fik navnet Borgata Giardino, og den 18. februar 1920 lagde kong Emanuele III grundstenen til den første bebyggelse nær Via Ostiense, syd for Porta S. Paulo.

I løbet af få år blev området dog hurtigt kendt under navnet Garbatella, der er en afledning af det italienske ord for venlig og imødekommende, garbato. 

Garbatella var navnet på et traktørsted, der serverede forfriskninger for de talrige pilgrimme i området og brød og vin til de mange håndværkere der var beskæftiget i områdets hurtigt voksende byggeri.

Under Mussolini og fascismen (1922 – 43) forsøgte man at ændre navnet til Remuria efter Remus, den ene af Roms 2 traditionelle grundlæggere, men dette navn fandt aldrig hævd blandt bydelens eller Roms øvrige indbyggere.

Da man opbyggede Garbatella-kvarteret, havde man en klar forestilling om, hvordan byplanen skulle realiseres, og der blev stillet stringente krav til de mange forskellige arkitekter der blev knyttet til projektet.

Hver arkitekt havde ansvar for en boligblok, kaldet Lotto på italiensk, og der skulle, i et moderne formsprog, inkorporeres stilelementer med baggrund i de eksisterende stilformer i Rom: Middelalderens snævre og tætte bymiljø, renæssancens rene linier og barokkens svingende og opulente stil.

Derudover ønskede man også indbyggede port- og trappekonstruktioner, samlende pladser med fontæner, og mange af de mindre betydningsfulde fund fra antikken, som blev gjort under byggearbejdet, blev straks indføjet som et delelement i mange bygninger og anlæg.

Med udgangspunkt i bydelens oprindelige navn, Borgata Giardino, ønskede man også en ”grøn by” – og Garbatella er i dag, i modsætning til det øvrige Rom, præget af mange små fine både private og offentlige haveanlæg.

Dette medførte, at kvarteret fra starten fik et meget genkendeligt ”udtryk” fra de gamle romerkvarterer eller de italienske provinsbyer, som mange af de nye beboere kom fra, og nytilflytterne fandt sig hurtigt til rette og følte sig hjemme i deres kvarter: Garbatella.

Bydelen kom også til at rumme en del institutionelt byggeri, der var ret så avanceret for den italienske samtid. En børnehave, Casa dei Bambini, blev bygget i forbindelse med en ældre villa, hvor man brugte villaens tidligere casinobygning i facaden.

Og til de unge mænd der ikke var gift, og som derfor ikke havde boligret til en lejlighed, opførte man Albergo Rossa, en spektakulær bygning, bestående af enkeltværelser, og i byggestilen med en klar inspiration fra barokarkitekten Borromini. 

Efter krigen blev de mange værelser dog slået sammen og ombygget til selvstændige, og i dag meget attraktive lejligheder.

Folkeskolen, La Scuola communale di Garbatella, er også et yderst interessant bygningsværk, ligesom Garbatella-teatret, begge tegnet af den mest kendte af de mange arkitekter, Innocenzo Sabbatini (1891-1984). Begge disse bygninger har også en klar stilhenvisning til barokken.

Garbatella var i sin oprindelse et arbejderkvarter og indbyggerne har altid med stor majoritet stemt på venstrepartierne ved de italienske valg, ligesom man skal være AS Roma-tilhænger, hvis man har sit liv kært. Tilhængere af den anden store fodboldklub, Lazio, har ingen sikker gang på jorden i Garbatella!

Men ligesom man i andre storbyer, også København, har set en udvikling, hvor tidligere beskedne arbejderkvarterer har fået ny status som hotte og hippe kvarterer for den moderne og hurtige mobilgeneration, således også med Garbatella og det nærliggende Testaccio. 

Ejendomspriserne er eksploderet gennem det seneste 10-år i området, hvor det også vrimler med populære caféer, spisesteder og musikbarer.

Der findes en del hoteller i Garbatella, hvor priserne er en del lavere end i det centrale Rom. Et udvalg kan ses her.

Flere af hotellerne ligger nær Metrolinie B, Stazione Garbatella, hvorfra man kommer ind til centrum af Rom på kun 10 minutter – eller modsat den anden vej, hvis man skulle få lyst til at gå på opdagelse i dette meget charmerende og ægte romerske kvarter.