Meget af det vi i dag forbinder med Roms bymæssige charme, spektakulære gadeforløb, udsigts- og kendemærker, symmetri og parallelitet i gadeforløb, blandet med de mest snoede og kringlede gader, pladser og paladser - det er et produkt af renæssancens tanker om og ønsker for ”Den ideale By”. Man må sige, at det for Roms vedkommende er lykkedes over al forventning.

Rom undergik i tiden fra middelalderens forfald til renæssancens og barokkens storhedstid en bymæssig udvikling, der kan betegnes som den moderne byplanlægnings fødsel. Renæssancen ”genfødte” i 1400-tallet i første omgang antikkens litteratur. I århundreder havde den været gemt og glemt uden for klostre og arkiver. 

For bygningskunsten og udbygningen af de italienske byer i renæssancen var det den gamle romerske arkitekt Vitruvius’ genfundne værk fra Augustus’ tid der blev normgivende. Og uden Vitruvius ingen Alberti. Leon Battista Alberti blev med sit værk om byggekunsten (De re aedificatoria, 1450-52) grundlæggeren af hele renæssancens byplanlægning. 

Rom havde ved begyndelsen af 1400-tallet næppe stort mere end 15.000 indbyggere. I slutningen af samme århundrede var den vokset til ca. 100.000 indbyggere. Og byen havde forandret sig lige så meget. Alberti mente, at man ved anlæggelsen af en by primært skulle tage praktiske hensyn som sundhed, handel og forsvar. Gadernes retning og udseende blev ofte bestemt af forsvarshensyn. Derfor har så mange middelalderlige gadeanlæg,  krumninger og snoninger. Den middelalderlige gadetype anbefales dog også af Alberti af æstetiske grunde: Den lader en by syne større end den er, og for hver skridt åbnes nye vuer og bygninger. I Rom tænker man uvilkårligt på de mange bugtede gader i den jødiske ghetto, i området omkring Campo dei Fiori og bag Piazza Navona. 

Alberti fastsatte også en række idealmål for torve og pladser. De skal helst være dobbelt så lange som brede. Bygningernes højde skal rette sig efter pladsens størrelsesforhold. Er de for lave virker pladsen for lang, er de for høje, virker torvet trangt. Almindelig udbredt er kravet om en torvelængde der forholder sig til bredden som 3 til 2. Det er i overensstemmelse med Vitruvius’ klassiske mål. Og mange af Roms skønneste pladser og deres omgivende bygninger lever på smukkeste vis op til disse klassiske idealer. Man tænker uvilkårligt på Piazza Farnese og pladsen over alle pladser, Piazza Campidoglio i denne sammenhæng. 

Den første store renæssance-gadefornyelse sker ca. år 1500 med pave Julius II, der gav navn til den nye, fuldstændig lige gade der skulle forbinde Ponte Sisto med Vatikan-området, og som eksisterer endnu: Via Giulia. På den anden side af Tiberen anlagdes en tilsvarende gade, Via della Lungara, så de  mange pilgrimme, især i jubelårene, kunne nå til Peterskirken. Han fik også rettet Via Flaminia, i antikken Via Lata, i dag Corsoen, ret ud som vi kender den i dag fra Piazza del Populo til Piazza Venezia, efter at den tidligere var blevet opdelt i mange småbidder af uregelmæssig bebyggelse. 

De følgende 1500-tals paver, Leo X, Clemens VII og Paul III, skabte det store stråleformede gadenet der udgår fra Piazza del Populo. Udgangspunktet er en bevidst tanke om en klar plan med overblik straks ved indfarten gennem hovedporten til Rom fra nord. Med meget spidse vinkler anlagdes først til højre for Corsoen gaden ned til Tiberhavnen, Via di Ripetta, og senere til venstre lige ned til Piazza di Spagna, Via del Babuino, opkaldt efter den antikke figur, der i sin slidte tilstand forekom at ligne en abekat (babuino betyder bavian). Endnu den dag i dag er denne del af byen en af de nemmeste at finde rundt i, takket være det klare gadesystem. 

Ved hovedbroen, Ponte Sant’Angelo, gentages motivet ved anlæg på begge sider af Via del Banco di Santo Spirito, af de to stjerneformet gader, Via di Panico og Via Paola, den sidste opkaldt efter pave Paul III. Denne Pave har andre fortjenester af Roms gadeanlæg. De lige gader skulle for at leve op til renæssancens æstetiske idealer have et sigtemål som slutpunkt. Dette gælder i eminent grad om Paul III’s gadeanlæg. Det er ham der har anlagt den lange lige gade fra Piazza Borghese (Lige øst for Via della Scrofa) og op imod Piazza di Spagna, hvor i dag Den spanske Trappe og obelisken ved Trinità dei Monti udgør et glimrende point de vue. Efter ganske samme synspunkt byggede han fra Piazza del Gesù til Piazza d’Aracoeli en snorlige gade, der er rettet lige mod Capitolpladsen. Og endelig blev der lagt en lige gade, Via dei Baullari, midt henover Campo dei Fiori med sigte direkte mod midteraksen i Paul III’s eget palads, Palazzo Farnese. 

Den sidste periode i 1500-tallets epokegørende gadeanlæg i Rom kommer endelig med Pius IV og Sixtus V. Centrale bygningsværker og piazzaer forbindes nu med lange ubrudte gader, der med pavelig magtfuldkommenhed føres over dal og bakke uden hensyn til terrænet. Det drejer sig om Pius IV’s Strada Pia (nu Via del Quirinale og Via XX Settembre), der går fra Quirinalpladsen helt ud til Porta Pia, og om Via Merulana, der forbinder de to gamle basilikaer S. Maria Maggiore og S. Giovanni in Laterano. Sixtus V nåede i sit korte pontifikat (1585-90) at anlægge to de store forbindelsesårer fra S. Maria Maggiore, dels mod Piazza Venezia  med Via de S. Maria Maggiore, fortsat i Via Panisperna, og dels i Via Sistina til Trinita dei Monti over bakkedraget ved Quattro Fontane. 

Disse paveanlæg er ganske let genkendelige og præger byen den dag i dag, og indtrykket af dem forstærkes yderligere af de opstillede monumenter i gadernes sigtelinier, først og fremmest obeliskerne. Står man i Quattro Fontane-krydset, har man sigtepunkterne i obeliskerne på Piazza del Quirinale, Piazza Trinita dei Monto og Piazza S. Maria Maggiore. Ligesom den store obelisk ved Laterankirken står lige i sigtepunktet for både Via Merulana og Via di S. Giovanni, og obelisken på Piazza del Populo står i sigtepunktet for for de 3 udstrålende gader, Via di Ripetta, Corsoen og Via del Babuino. 

Rom har undergået store bymæssige forandringer siden renæssancen. Barokken har sat sit umiskendelige og prægtige præg på byen, ofte ved at ombygge eller udbygge allerede under renæssancen eksisterende pladser, paladser og kirker. Men det er sket i forlængelse af bygge- og placeringsprincipperne fra renæssancen. 

For den moderne besøgende i Rom er det en hjælp, at der er så mange markante og let huskelige gadeforløb, steder og udsigtspunkter, der i høj grad er med til at holde byen sammen, og gøre den lettere at finde rundt i.