Badeferie i Rom? Undertegnede har en tendens til at få grønne knopper ved længere tids ophold i storbyer. Med udsigten til en uge i Rom blev løsningen derfor at bo udenfor byen, for at få mulighed for lidt sol & strand. Det viste sig faktisk muligt at kombinere storby- og badeferie ved at bo ved stranden i Ostia, og benytte toget ind til centrum af Rom. Langs stranden ved Ostia findes en række svømme- og badeanlæg i funkis-stil, som sætter vor hjemlige Bellevue skakmat, samt en overflod af prangende betalingsstrande, som i sig selv udgør en attraktion. Desuden når man nemt til det nærliggende Ostia Antica, som er et must. En ulempe er den forholdsvis lange togtur ind til centrum, i ubekvemme, overmalede togvogne. Man orker kun turen én gang om dagen, og derfor bør man leje en lejlighed, så man selv kan tilberede mad ind i mellem. Gastronomisk synes Ostia at være ret uinteressant i forhold til selve Rom, så det betaler sig næppe at satse stort på de lokale restauranter. En fordel er at man kan leje en bil, når man bor uden for byen, hvor parkering er mulig. Man kan således nemt stikke af til f.eks. Frascati, Nemi og Hadrians Villa etc. I øvrigt er vandkvaliteten ved stranden i Ostia bedre end sit rygte, og man kan sagtens tage en dukkert i bølgerne. Vandtemperaturen er efter dansk standard i orden fra slutningen af maj. På den måde kan selv individer med storby-skræk få en god tur til Rom - og måske opdage at byen reelt ikke virker som en storby. Med
venlig hilsen. |