22. S. Peters Trone. |
|
|
|
Dette Gloria-pragtstykke af Bernini fra 1657-66 består af en stjernesol der forgyldes af lyset gennem et farvet alabastervindue. Midt i solen, hvis stråler er inddelt i 12 felter, én for hver af apostlene, og omgivet af en hærskare af flyvende engle og drivende skyer, flyver med dramatisk lyseffekt Helligånden i den kendte skikkelse af en due, der velsigner den marmor indkapslede Peters stol, Cathedra Petri, der traditionelt omtales som apostlen Peters originale bispestol. Stolen er dog langt yngre, sandsynligvis fra middelalderen, og temmelig kraftig restaureret. Stolen støttes til næsten svævende tilstand af 2 vestlige og to østlige kirkefædre, SS Augustinus og Ambrosius og bagved SS Johannes Chrystomos og Athanasius, der skal repræsentere den delte kirkes fælles baggrund i de kristne evangelier. Over solen ses 2 engle med pavens krone, tiaraen, og de 2 nøgler, symbol på pavemagtens autoritet og gudgivne magt. Til højre for Peters-stolen ses Berninis pragtgravmæle for hans store velgører, Barberini-paven Urban VIII. Barberini-våbnets bier er spredt ud over monumentet og det er flankeret af statuer af Velgørenheden til venstre og Retfærdigheden til højre. I midten optræder Døden som skelet, der med knokkelhånd noterer de døde op i den sorte bog. Med dette monument brugte Bernini for første gang forskellige farver i sine materialer til at understrege, fremhæve og pointere betydningen af de forskellige dele i monumentet. Og med iøjnefaldende og dramatisk effekt, et storslået monument for den pave, der havde betydet alt for hans kunstneriske karriere. Det var under Urban VIII, at kirken blev indviet, og det var også ham, der valgte Gastel Gandolfo som pavernes sommerresidens. Mindre hæderværdigt for paven var det, at det også var ham der, under trussel om tortur, tvang Galilei til at afsværge det kopernikanske verdensbillede. Til venstre er placeret det tilsvarende monument for Paul III af della Porta, muligvis efter originalskitse af Michelangelo. Det var denne pave der gav Michelangelo i opdrag at bygge en ny Peterskirke i 1547. Figurerne foran repræsenterer Klogskab og Retfærdighed, og modellerne skulle efter sigende være pavens søster og hans moder. Gravmælet stod oprindelig i Det clementinske Kapel, men Bernini flyttede det til sin nuværende placering for at få et modstykke af høj kvalitet til sit eget fremragende værk på den modsatte side. |
|