17. S. Basilius alter og monument for Benedikt XIV. |
|
På venstre hånd ses S. Basilius alteret med et mosaikbillede oven over, der viser, at Den hellige Basilius er så optaget af at forrette messe Hellig Trekongers Aften i år 372, at han ikke ænser kejser Valentius med sit følge gøre sin entré. Alt skal vige for troens styrke. Forlægget for mosaikbilledet er et maleri af franskmanden Pierre Subleyras fra 1745 og mosaikken regnes for én af, om ikke den fineste transformation fra maleri til mosaik i kirken. I det hele taget er mange af mosaikbillederne lavet med et sådant teknisk og kunstnerisk mesterskab, at det ofte er vanskeligt at se, at det ikke drejer sig om et maleri. På højre side ses monumentet for Benedikt XIV af Bracci fra 1769. Meget usædvanligt i forhold til andre pavemonumenter i kirken lyser han stående, og med en nærmest deklamatorisk og teatralsk gestus, velsignelsen i anledning af jubelåret 1750. Han er omgivet af Den hellige Visdom på venstre side, der har en forgyldt sol på brystet og holder bibelen i sin højre hånd, og Uselviskheden på højre side, der fast afviser tilbuddet om et overflødighedshorn med juveler og penge fra en lille putti-engel. Benedikt blev først valgt til pave efter 6 måneders konklave og 254 afstemninger, hvor han indtil da ikke havde fået en eneste stemmer. Efter sigende skulle han da have udtalt: Hvis I ønsker en ”helgen”, så vælg kardinal Gatti. Hvis I ønsker en ”slyngel”, så vælg kardinal Aldovrandi. Hvis I ønsker en ”god og anstændig” mand, så vælg mig. Og så valgte de ham! Monumentet blev kommissioneret af de kardinaler Benedikt havde udnævnt i sin embedsperiode. |
|