Napoli.

Napoli, der er Italiens 3-største by med ca. 1,5 millioner indbyggere, blev grundlagt af græske kolonister og har været hovedstad i kongeriget Neapel.

Byen byder bl.a. på det tidligere kongeslot Castel Nuovo fra det 13. århundrede og den berømte opera Teatro San Carlo opført i 1737.

Der er mere end 500 kirker i Napoli, hvor den berømteste er katedralen San Gennaro fra det 13. århundrede og i byens nordlige udkant ligger San Gennaro-katakomberne, hvoraf de ældste kan føres tilbage til de første århundreder e.Kr.

Napoli har flere berømte videnskabelige institutioner, bl.a. universitetet, grundlagt i 1224, marinebiologiskinstitut, kunsthøjskole og musikkonservatorium; endvidere flere museer, hvoraf nationalmuseet, der viser fund fra bl.a. de nærliggende oldtidsbyer Pompeji og Herculaneum, er det mest interessante.

 

Napoli er Italiens næstvigtigste havneby, men det er også en stor turistmagnet.

På siden om Napoli har vi en kort omtale af byens vigtigste seværdigheder, men snyd ikke dig selv for en slentretur gennem Spacca-kvarteret, som er byens gamle, historiske centrum.

Jeg har flere gange hørt guider på rejser til Sorrento mane til skræk og advarsel og at man skal passe på, hvis man trodser deres råd og besøger Napoli.

Det er noget sludder, for med almindelig, fornuftig agtpågivenhed, er det ikke farligere at besøge Napoli end at gå i Tivoli i København.

Derimod skal der lyde følgende råd: Stå tidligt op.

Det er nemlig sådan - som tommelfingerregel, at de fleste af byens seværdigheder kun har åbent om formiddagen.

Rigtig god tur til Napoli.

Luk vindue