Berlusconi deler vandene |
Vi ved, at italienerne godt kan gennemskue og håndtere deres ministerpræsident, så måske skulle vi lade dem selv klare de interne problemer med deres regeringsleder. Det er nok den bedste måde, at få løst den sag på. Af Helge Kamp, redaktør Rom. Kunne man forestille sig, at hoteller og restauranter i København af hensyn til turisterne – og ikke mindst af hensyn til deres omsætning – opsatte skilte, der gjorde gæsterne opmærksomme på, at de var uenige med landets statsminister?
Nej, det ville nok ligge os og de fleste lidt fjernt. Selv om også vi tit oplever, at tyskere kan fylde meget – det være sig på romerske pizzeriaer som på danske strande – ligger det os ganske fjernt at give så kraftigt udtryk for vor holdning. Vi nøjes med at irettesætte den italienske tjener, når han tror, vi er tyskere – og fortælle ham, at vi så sandelig er danske – danese – uagtet vi er lige så blege og også gerne nyder en øl eller to. Når man ser en tysk – eller for den sags skyld en dansk turist i Rom iført mavetaske, Eccosandaler og shorts – kan man godt se, at det ikke er en af de lokale. En romer i shorts med en øl i hånden er et utænkeligt syn! Denne påklædning er romeren så fjern – næsten lige så fjern som det at drikke uden for måltiderne, eller for den sags skyld at drikke sig fuld. Fuldskab er direkte uacceptabelt blandt italienere. Om det så er nytårsaften eller til en fodboldkamp mellem Lazio og Roma, ville det være umuligt at opdrive en øl – medmindre der da er en tysker – eller en dansker – blandt tilskuerne. Selv om italienerne deler deres ministers holdning til den frembrusende nordiske levevis, som de står uforstående over for – og tager afstand fra, tager de også afstand fra den grove måde, som deres regeringsleder giver udtryk for sin holdning på. Det ligger de fleste italienere ganske fjernt at agere på den måde. Men da de først og fremmest er italienere, støtter de naturligvis op omkring Berlusconi, når vi blege nordiske – lidt tysk-udseende – spørger til, hvad de mener om hele situationen omkring hans medieimperium, salg af statsvirksomheder og vedtagelse af den ene særlov efter den anden! Situationen i Europaparlamentet, hvor Berlusconi som bekendt tilbød det tyske parlamentsmedlem et filmjob som leder af en kz-lejr, blev bl.a. vist på den Berlusconikontrollerede tv-kanal Rai8Uno – uden lyd – med en ledsagende kommentar, der nærmest undskyldende fortalte, hvordan regeringslederen forsvarede Italien mod de voldsomme angreb fra de »pølseædende og øldrikkende larmehoveder«. Det ved vi, at italienerne godt kan gennemskue og håndtere, så måske skulle vi lade dem selv klare deres interne problemer med deres regeringsleder. Det er nok den bedste måde, at få løst den sag på. Og så i stedet tænke på, hvordan vi selv skal opføre os, næste gang vi besøger ferielandet Italien – ikke mindst så vi ikke fremover bliver forvekslet med broderfolket lige syd for grænsen. |