Til hovedsiden

Versione Italiana

Seværdigheder i Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

Det er ikke ganske vist!

Hvorfra denne hårdnakkede historien stammer vides ikke, men den fortæller at H. C. Andersen under sit første ophold i Rom mødte Thorvaldsen, der netop på dette tidspunkt var i gang med at opføre pave Pius VII´s gravmæle. Thorvaldsen sagde da til Andersen: ”Nu har jeg udødeliggjort dig i Rom”.

Hermed hentydede han til den på monumentet anbragte paves profil.  Og ligheden er ikke ubetydelig. Næsen, panden og skikkelsens holdning  kunne tyde på at Thorvaldsen, i mangel af en brugbar model, havde brugt Andersen, paven var jo forhindret af undskyldelige grunde. Med lidt god vilje kunne han godt forveksles med en romersk  prælat.

Denne historie har verseret i mange år, man hører den ofte og den er afgjort en af de bedre. Min eneste indvending er at den af flere grunde ikke kan være sand, hvilket bestemt ikke må tages til indtægt for at jeg ikke bryder os om den.

Tværtimod.

Vi bliver nødt til at entre Peters-kirken for at få syn for sagen.

I kirkens sydlige skib, på venstre side, du er ikke i tvivl, når du står overfor det, finder du pave Pius VII’s gravmæle fra 1831.

Iført pavehat sidder H.C. Andersen og lyser velsignelsen over os. Kig på ham forfra, fra den ene side og den anden, jamen, det er Andersen! Se det er et mærkeligt eventyr: midt i det katolske verdensriges højborg sidder den kætterske verdensberømte eventyrdigter og lyser velsignelsen over alverdens besøgende.

At der siden monumentets indvielse har været store og divergerende meningsytringer om monumentet siger sig selv. Ikke på grund af Andersen, det har romerne aldrig påtalt, måske er han ikke kendt nok til at folk føler sig stødt over det, men paven ser ikke rigtigt ud til at føle sig hjemme i den store kirke.

Stendahl, forfatteren til ”Vandringer i Rom”, så kunstværket i Thorvaldsens atelier i 1828 og vurderer det som ”et værk, der hæver sig over alle Peters-kirkens banale gravmæler”, en opfattelse der næppe deles af mange i dag. Men det er et bevidst opgør med barok- og rokokokunstens bevægelse og teatralske dynamik, hvor Stendahl bærer ved til afbrændingen af fortidens udtryk: ”Alle statuerne i denne del af kirken er latterlige. De ligner næsten alle sammen dansere der spiller helgener i en ballet”.

De negative synspunkter går på at monumentets dimensionerne er fejlagtige, det fylder ikke rummet rigtigt, det er for stift, kedeligt, fantasiløst o.s.v. og det ville være bedst at glemme vor forgudede landsmands rolle i denne sag.

Lad os nærme os monumentet fordomsfrit og bruge vores øjne og vores viden.

Kardinal Consalvi overdrog 1824 en beæret Thorvaldsen opgaven at opføre gravmælet til den fattige pave med det Andersenske ansigt. 

På dette tidspunkt gik Andersen i skole hos rektor Meisling i Slagelse, eller ”Plagelse”, som digteren in spe betegnede købstaden. Det kan hermed fastslås at Thorvaldsens ikke kendte Andersen på dette tidspunkt og sidstnævnte derfor ikke har kunnet sidde model. For at redde historiens rigtighed kan man håbe på at Thorvaldsen måske i spøg har sagt at ”nu har jeg udødeliggjort dig i Rom”.

Andersen var i Rom 1833-34, 1840-41, 1846 og 1861.  Bemærkningen kunne i hvert tilfælde ikke være faldet i 1846 eller 1861, fordi Thorvaldsen døde i 1844. Men hvad med det første eller andet besøg? At det skete under det andet besøg er udelukket fordi Thorvaldsen på dette tidspunkt i København så hvis bemærkningen er faldet må være sket under det første besøg.

Altså må vi undersøge Andersens dagbøger fra dette ophold. Man kan være sikker på at både ris og ros er noteret. Enhver fornærmelse blev dokumenteret omhyggeligt, rygeklap samt smiger fik samme behandling, selv sladderhistorier kom med og er der kød på historien vil det fremgå af digterens egne notater.

Fredag d. 18 oktober 1833 ankom Andersen til Rom, sulten og træt opsøgte han Johan Bravo, kunstnernes hjælpende engel, der sørgede for  logi.  Om aftenen overværede digteren Raphaels genbegravelse i Panteon og ”jeg save Thorvaldsen med et Vokslys i Hånden ligesom de andre første Mænd”. Dagen efter mødtes vore hovedpersoner for første gang, det skete ved at Andersen opsøgte billedhuggeren i hans atelier. Thorvaldsen viste rundt, pegede og fortalte om de tilstedeværende værker.

Det var det. Også det næste møde ender uden reference til omtalte bemærkning.

Den 27 oktober fik Andersen lejlighed til at møde sig selv. ”Var i Peterskirke, hvor Canovas Pavemonument imponerede mig langt mere end Thorvaldsens”. Ikke mere om det, ikke noget med: ”Ih, hvor jeg dog ligner mig!”.  Dokumentation for bemærkningens sandhedsværdi hænger nu i en tynd tråd.*Dagbogen fortæller om udflugter, osteribesøg, juleaften, besøg i Thorvaldsens værksted osv., men intet kan bekræfte historiens rigtighed; jeg må nok skuffe læserne med at historien er et falsum.

Når jeg alligevel forgæves har ulejliget læserne i Peterskirken for at se et bedrag, vil vi dulme skuffelsen ved at fortælle hvad gravmindet meddeler eftertiden. Først lidt om størrelsesforholdene. En almindelig indvending var gravmindets mangel på proportioner.  Det tager sig dårligt ud i den store kirke, rummet udnyttes ikke rigtigt. Rygtet sagde at billedhuggeren havde fået opgivet forkerte mål. Sikkert en såkaldt vandrehistorie, fordi det samme siges om Thorvaldsens apostle i Domkirken i København.

Vi er ikke enige i synspunktet om dimensionernes fejlagtighed. Man kan sige meget om paver og det gør vi også ved passende lejligheder, men de er bare en slags mennesker og skal de mindes af eftertiden skal det gøres på en tilsvarende måde. Thorvaldsen ræsonnerede sikkert på samme måde. Pius VII var almindelig, skrøbelig, en forarmet men stålsat olding iklædt prægtige klæder og han blev skildret som han var. Ved den lejlighed forlod billedhuggeren sin klassiske skoling.

De to kvindelige skikkelser der flankerer gravmindet er ikke, som man kunne foranlediges til at tro, pynt og staffage. Nej, de er med til at fortælle eftertiden om den afdødes gode egenskaber. Figurerne kaldes allegoriske personifikationer, oftest er det kvinder der ved hjælp af såkaldte attributter, symboler, for ikke at give anledning til misforståelse, udtrykker noget andet end det man umiddelbart ser. Det er et sprog, der er glemt i dag, men i monumentets opstillingstid forstod alle dannede og kulturelle mennesker sproget.

Kvinden til venstre for paven, for beskueren den højre figur, kaldes Sapientia coelesta, det betyder den himmelske visdom. Sapientia coelesta er taget ud af den græske mytologi, halvt en Minerva med uglen ved sin fod, halvt en muse, en laurbærkranset Kalliope, der blot har ombyttet sin skrivetavle med en bog (biblen. Hun er naturlig, i fuldkommen ro, nærmest i isolation og afskærmet fra omverdenen, tidløs, hun udtrykker den borgerlige dyd: visdom.  Jamen det er kætterisk. Nja, det tog man ikke så tungt. Masser af de i sepulkralkunsten anvendte symboler stammer fra Ægypten, Grækenland samt det klassiske Rom og bruges uden skrupler sammen med de kristne.  Tænk blot på Fugl Føniks (Genopstandelsen = den fornyer sig ustandselig, selv fra død kan liv opstå), fakler (attribut til guden Mithras) og Sfinksen (et fabeldyr af ægyptisk oprindelse).

En ligeså stor kontrast til barokkens dynamik er kvinden til højre for paven, for beskueren til venstre, Fortitudo divina, den guddommelige eller den himmelske styrke, som den almindeligvis kaldes. Hun bærer en løvehud over sit hoved og skuldre, symbolet på styrke. Allegorien Tapperheden af Nicolai Dajon på Frihedsstøtten i København bærer på samme måde en løvehud og den har Thorvaldsen uden tvivl haft i tankerne. Fortitudo divina sætter sin fod på et af Herkules’ styrkesymboler, køllen, der betyder den materielle magt. Et udtryk for at hun besejrer våbenmagten. Hendes himmelvendte blik og de korslagte udtrykker den borgerlige dyd: den himmelske styrke.

De to engle øverst er tilføjet meget sent i udførelsen for at skabe harmoni i monumentet. Umiddelbart inden opstillingen fik Thorvaldsen besked på at monumentet ikke blot var et gravminde men også et gravkammer. Monumentet måtte rykkes frem for at skabe den nødvendige dybde og hermed forkludredes den oprindelige plan. Derfor de to engle, som Thorvaldsen måtte modellere i en fart.

I kontrast til de dynamiske barokke gravmæler er Thorvaldsens monument en naturlig videreudvikling af Wiedewelts rolige monumenter i Roskilde Domkirke, tilsat en anelse realisme.

Nyd det eftertænksomt som en kølig brise på en hed scirocco-ramt sommerdag.

SN

Find rundt på Rom-guide.dk

Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Efter disse link er der henvisning til nogle af de overordnede emner på Rom-guide.dk og sidst på listen kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og til vort omfattende index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt.

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk