Til hovedsiden

Versione Italiana

Seværdigheder i Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

Bernini versus Borromini

Gian Lorenzo Bernini (1598-1680) og Francesco Borromini (1599-1667) er barokkens to store arkitekter i Rom. To genier, hver i deres egen ret, men også to vidt forskellige personligheder. Fra en ungdom, hvor de samarbejdede på flere projekter, udviklede de i moden alder et had til hinanden i en sådan grad, at de ikke lod en lejlighed gå tabt til at skændes og chikanere hinanden.

Bernini, og med rette betragtet som den største billedhugger i sit århundrede, og dertil også en fremragende arkitekt og maler, var en flamboyant syditaliensk type, neapolitaner af fødsel. Hans tidligt udviklede talent og brændende religiøsitet bragte ham hurtig berømmelse som den betydeligste kunstner i Rom, specielt under pave Urban VIII (1623-44). En Aladdin-type i romersk barokforklædning, midt i modreformationens brændende religiøse og kunstneriske smeltedigel. Når man tænker på, hvor mange pladser, paladser, kirker, skulpturer og fontæner der bærer hans signatur, så kan ingen fratage Bernini hans helt enestående placering og position. Skulle man være i tvivl, så er et enkelt blik på hans dobbelt-kolonnade omkring Peters-pladsen et tilstrækkeligt bevis for hans storhed og skelsættende betydning.

Borromini kom fra Lombardiet i Norditalien. Han tilfører barokken, på sin egen og dybt originale vis, er en helt ny brug af geometriske figurer og størrelser i arkitekturen. Hans facader og rum er en blanding af kvadrater, rektangler, trekanter, romber og ovaler, ofte i dristige blandingskompositioner der arbejdede med en bevidst udnyttelse af perspektiv, dybde og plastisk sammenhæng. Skulle man være i tvivl om Borrominis betydning, så er et enkelt blik på den indre plan og konstruktion af kirken St Ivo et tilstrækkeligt bevis for Borrominis radikalt fornyende indflydelse, originalitet og storhed som arkitekt. Hér stod han i lodret modsætning til Berninis mere lovbundne og klassisk inspirerede krav om ideelle og universelle proportioner.

Borromini var en enspændertype, melankolsk af natur, nærtagende i sygelig grad og med et hidsigt og opfarende temperament. En mand der var i næsten konstant konflikt med såvel venner som fjender. En mand det var let at latterliggøre, hvad Bernini ikke undlod ved enhver anledning. Hans grublende og melankolske natur, næret konstant af Berninis store medgang, førte ham ud i dyb fortvivlelse og depression de sidste år af hans liv. Han mistede flere byggekommissioner og måtte tåle uønskede ændringer på en del af sine bygninger. Hans tid gik efterhånden alene med mere og mere fortærende og altopslugende nye beregninger over komplicerede matematiske konstruktioner. Matret af paranoia, på grænsen til sindssygen, knapt nok kendt uden for en snæver kreds, kastede han sig ud den sidste og ultimative handling – selvmordet i 1667.

På trods af den velkendte rivalisering, véd vi, at Bernini og Borromini, i starten af deres kunstneriske liv, samarbejdede på flere bygningsværker, bl.a. Palazzo Barberini og den store bronzebaldakin over hovedalteret i Peterskirken, skønt denne næsten altid alene omtales som Berninis baldakin.
Men rivaliteten var det kendte drejningspunkt omkring dem allerede i samtidens bevidsthed, og utallige anekdoter om denne bitre rivalitet, en del usande, har overlevet til dag. Den mest sejlivede drejer sig om forholdet mellem Berninis store flodfontæne på Piazza Navona ud for Borrominis kirke St. Agnes.

Berninis fontæne (1651) består af en base, der støtter en stor obelisk og i hver af hjørnerne ses allegoriske figurer der repræsenterer de 4 da kendte verdensfloder: Donau (Europa), Nilen (Afrika), Ganges (Asien) og Rio de la Plata (Amerika). Direkte ud mod fontænen ligger kirken St. Agnes der blev påbegyndt af brødrene Rainaldi, men som fik sin afsluttende og iøjnefaldende karakter af Borromini. Ved en voldsom indad-kurvning af facaden opnåede han den perspektiviske effekt, at kirkens kuppel, set fra pladsen, fremtræder langt mere iøjnefaldende og langt mere fremskudt end den faktisk er.

Anekdoten fortæller at Bernini for at håne sin rival lod Rio de la Plata-figuren løfte hånden op mod kirken i en protesterende og afværgende bevægelse, som om kirken udgjorde en trussel. Og han skulle yderligere have ladet Nil-figuren dække sit ansigt mod kirken som en beskyttelse mod det rædsomme syn. 

Historien er mere end god, men desværre ikke sand. Nil-figurens ansigt er dækket, fordi man på daværende tidspunkt ikke kendte Nilens kilder. Og vi behøver blot at se på et par årstal for desværre at udrydde denne udgave af ”den evige rivalitet”. Flodfontænen stod færdig i 1650, kirken blev først påbegyndt i 1651. 

Så er der mere hold i historien om Borrominis St. Agnes statue foran kirken. På det tidspunkt statuen blev opstillet, gik der vedholdende rygter om, at Berninis obelisk på flodfontænen var i fare for at styrte sammen. Borrominis statue rækker hånden ud mod fontænen med en velsignende bevægelse, som om hun ville beskytte obelisken mod at falde. Romerviddet mente dog straks at kunne afgøre, at helgeninden blot peger foragtelig, som om hun ville sige: ”Hvilken hæslig fontæne”.

Hvem var bedst?

En af de ufarlige ”sportsgrene” man kan dyrke i Rom er diskussionen omkring det snart evige – og altså også hér - standende spørgsmål. Hvem var bedst – Bernini eller Borromini? * De to arkitekter blev født næsten inden for det samme år, de startede deres professionelle karrierer som venner, inden de kastede sig ud i den bitre kamp mod hinanden om magtfulde velynderes gunst og deres attraktive kommissioner. Bernini har i lang tid haft naturlig forrang, også som arkitekt. Hans produktivitet var enorm, hans geni som billedhugger er indiskutabel. Til gengæld er Borromini som arkitekt, især inden for de seneste årtier, blevet fremhævet for sin større originalitet og mere kunstnerisk nybrydende betydning. Omvendt har det aldrig skadet Bernini, at han var så farvestrålende en type, medens Borromini, efter alt hvad vi véd om ham, uden problemer ville kunne spille efter gehør i ”Svend Erik Kedeligs Kvartet”.

Men lad os se på nogle af deres mest kendte  bygningsværker, og så kan hver især efter smag og behag afgøre med sig selv, hvem man foretrækker, eller om man overhovedet skal foretrække den ene frem for den anden.

Borromini: S. Ivo alla Sapienza.

Denne lille kirke, bygget 1642-60, er indkorporeret i Roms gamle universitet, Palazzo della Sapienza, og ligner ikke nogen anden barokkirke i Rom. Grundplanen er en geometrisk meget kompleks kombination af 2 ligesidede trekanter, symbol for treenigheden, og sammenflettet så de danner et stjerne. Mure og kuppel er en lige så fantastisk kombination af konvekse, konkave og rette flader og linier, for slet ikke at tale om det lille snoede ”konditor-tårn” på toppen af kirken, som skal være  forbilledet for tårnet på Vor Frelsers Kirke i København. Står man i kirken fanges man af de stadige, vekslende fladeforløb, der i nærmest brusende kaskadeagtigt forløb leder op mod det himmelske lys. Hele vejen op fra grundplan til kuppel holder Borromini stjerne-grundplanen med en henholdsvis konkav og konveks afslutning på stjernens spidser i nye overraskende forløb og variationer. En arkitektonisk perle.

Bernini: St. Andrea al Quirinale.

Bygget i perioden fra 1658-70. Efter sigende Berninis egen yndlingsbygning, hvor han, delvis på grund af byggegrundens begrænsninger, vender den hidtidige klassiske orientering for kirkerum 90 grader rundt ved at lade den længste side i den ovale grundplan orientere sig i bredden, medens den korte side leder næsten direkte fra indgangspartiet og op til højalteret. Den meget klassisk orienterede facade er trukket tilbage fra en lille halvcirkulær, tempellignende udbygning med våbenskjoldet for kirkens kommissionær, prins Camillo Pamphili, der matches af den lette og elegante halvcirkulære trappe. Kirkens indre, populært kaldet ”barokkens perle” er nærmest rokokko-agtig i sit spil med lys og skygge i den grå og lyserøde marmor og sit mylder af allegoriske figurer, engle, keruber og små fede putti-børn. Overalt sidder, svæver eller flyver de på gesimser, søjlekapitæler og omkring altertavlen og kirkens lanterne. Højalteret er opbygget omkring kirkens helgen St. Andreas, der sky-let løftes op mod helligåndens due og kuplens lyse og himmelske frelse af en hærskare af engle. Samlet et kirken og dens udsmykning et virtuost slagnummer fra Berninis side af næsten paradeagtig karakter, og hvor også hans store kvaliteter som billedhugger står åbenlyst til skue og smiler én i møde.

Borromini: St. Carlo alle Quattro Fontane.

Bernini stod bag, da Borromini som ganske ung, og før rivaliteten imellem dem for alvor satte ind, fik kommissionen til at tegne en kirke og et kloster til en spansk trinitarorden og bygge det på et ganske lille jordstykke i krydset mellem gaderne Via XX Settembre og Via Quatro Fontane. Han arbejdede hele sit liv på denne kirke og facaden blev først afsluttet kort før hans død.

Det lykkedes hér for Borromini at skabe et bygningsværk, der måske mere end noget andet rummer den pulserende, dramatiske bevægelse som barokken søgte og stræbte efter. Et sandt arkitektonisk mesterværk.

Facaden er bortset fra indgangen en bølgende bevægelse af s-formede konvekse (indadvendte) og konkave (udadvendte) kurver. Intet sted drages øjet af et dominerende element, som man ellers ville finde det i en flad renæssance-facade. Men intet udefra forbereder dog én på det, man præsenteres for, når man går ind i kirken. Det grundlæggende element er den ovale form, men hér brydes og sammenknyttes denne grundform i helt unikke og plastisk sammenhængende  kompositioner. Kuplen i toppen er, snarere end en afslutning af kirkerummet, en formelig eksplosion op mod det himmelske firmament. Som i de fleste af Borrominis kirker er den holdt næsten helt i hvidt og, skønt man ikke fornemmer det, når man står inde i kirken, så er den så lille, at den kan rummes inden i én af Peters-kirkens grundpiller. Kirken kaldes da også populært ”San Carlino”. Det lille kloster med klostergård bærer også Borrominis kendetegn, det lette og flydende. Der er ingen bærende søjler i hjørnerne af den aflange klostergård. I stedet bæres den overliggende loggia af parvise søjler med overliggere af en en sådan lethed og elegance i udformningen, at det giver hele bygningen en nærmest svævende karakter.

Bernini / Borromini: Palazzo Barberini.

Her har vi et arbejde fra tiden, hvor Bernini og Borromini samarbejdede nogenlunde harmonisk. Paladsbyggeriet blev bestilt af pave Urban VIII i 1625 med Carlo Maderno som arkitekt og  Borromini som hans assistent. Ved Madernos død overtog Bernini arbejdet som chefarkitekt. Bernini var på dette tidspunkt stort set uden kendskab til større byggearbejder, og han måtte i starten læne sig op ad Borrominis større erfaring.

Paladsets dobbeltfløjede indgange leder på venstre hånd ind til Berninis store kvadratiske trappe, på højre hånd ind til Borrominis mindre ovale trappe. Berninis trappe er imponerende i sit 90 graders stigende drejninger, medens Borrominis elegante ovale trappeforløb allerede hér viser hans eminente evne til at give små rum stor monumentalitet.

På paladsets hovedbygning skal især bemærkes, hvorledes de 3 arkade-etager er inddelt på klassisk vis med doriske søjler på nederste etage, ioniske på mellemetagen og korintiske på den øverste etage, men inden for rammerne af denne klassiske model bør man bemærke Borrominis fornyende måde at give vinduerne falsk perspektiv i indramningen og sidevinduerne vinget og flyvsk ornamentering, så facaden fremtræder på én gang renæssanceagtig rolig og barokagtig levende.

Bernini: Piazza Barberini.

Lige neden for Palazzo Barberini på pladsen af samme navn, puster Berninis Triton-gud vand i lystig mængde i Fontana del Tritone. Hér brød Bernini med alle tidligere fontæneregler ved at lave en ren skulpturel fontæne uden arkitektoniske elementer. Triton hviler i en kæmpe muslingeskal, båret af 4 delfiner, mens han puster vand ud af en konkylie.

På samme plads ved hjørnet af Via Veneto kan man se Berninis Fontana delle Api (Bi-fontænen) til ære for pave Urban VIII (Barberini), hvor familievåbnet med de travle bier indgår i form af 3 store bier der kravler hen over en stor musling for at drikke af den springende kilde.

Hér kan vi så stoppe op på den store plads, se på de pragtfulde Bernini-fontæner, lade blikket glide videre mod Palazzo Barberini og op mod San Carlo alle Quatro Fontane, og spørge os selv: Hvem var bedst - eller skal spørgsmålet overhovedet stilles?

Man kunne jo også som kardinal Barberini, den senere pave Urban VIII, bare svare: Hvem af dem der skal være arkitekt - Hvorfor ikke dem begge?

PK

Find rundt på Rom-guide.dk

Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Efter disse link er der henvisning til nogle af de overordnede emner på Rom-guide.dk og sidst på listen kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og til vort omfattende index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt.

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk