|
|
|
Pompejis historie Byen er sandsynligvis grundlagt i det 6. årh.
før vor tidsregning, i hvert fald stammer de ældste dele af byen fra
denne periode. Udgravninger fra disse ældre lag har også vist, at byen
flere gange var blevet ramt af udbrud fra Vesuv. Som for Herculanum var
byen i begyndelsen under forskellige syditalienske folkestammer, især
under samnitternes herredømme, men allerede omkring år 250 år efter sin
grundlæggelse kom byen, især på grund af sin handelsbetydning under
romersk dominans. Byen havde dog i denne periode et udstrakt selvstyre. I
den romerske republiks seneste årtier fik byen mere formelt status af
romersk koloni, Colonia Pompeianorum, med embedsmænd udnævnt af det
romerske senat og med en regulær romersk garnison i forlægning. I sin
storhedstid havde byen en befolkning på mere end 20.000 indbyggere. På grund af sin beliggenhed ved floden Sarno
og den direkte forbindelse som til havet fik Pompeji hurtigt stor
betydning som udskibningshavn for de store mængder landbrugsprodukter,
korn, grøntsager, vin og olivenolie der havde de bedste
dyrkningsbetingelser på den lave og frugtbare vulkanske slette der omgav
byen. Store varemængder fandt dog også vejen nordpå over land ad Via
Appia til Rom. Ud over sin betydning som vigtig handelsby var
Pompeji også populær som ”landliggerby” for den jordbesiddende
overklasse. Illustre personer som både Cicero og Kejser Claudius havde således
fornemme landvillaer i området. Mysterievillaen i udkanten af Pompeji er
et fornemt eksempel på denne type villabebyggelse. Denne position som
sommerresidens for velhavere gjaldt dog i endnu højere grad for en by son
Herculaneum. Før det store, for Pompeji, altødelæggende
udbrud af Vesuv, havde man fået et forvarsel i år 62, da et større
jordskælv i området forvoldte mange skader på byen. Alligevel startede
man genopbygningen af byen med tro på fremtiden indtil katastrofen
indtraf den 24. august år 79. Vi er så heldige, at vi har en øjenvidneskildring
af Vesuvs udbrud, da forfatteren Plinius den Yngre har beskrevet
katastrofen, under hvilken hans adoptivfar, Plinius den Ældre, mistede
livet. Masser, udspyet fra Vesuvs indre, samlede sig
som en 4 km³ uhyre varm støvmasse af pimpsten og aske over vulkanens
top, en såkaldt pyroklastisk sky. Plinius sammenligner den i udseende med
et pinjetræ. På grund af det enorme overtryk blev skyen de første timer
hængende over Vesuv, og de første massive ødelæggelser i området blev
forårsaget af kraftige jordskælv, der også medførte at havet trak sig
væk fra kysten kun for at komme tilbage igen som en tsunami-bølge, der
medførte at mange druknede under flugt fra byerne omkring Vesuv. Også ifølge
Plinius så man pludselig den store støvsky kollapse og vælte ned ad
Vesuvs sider med en altødelæggende kraft og varme. Denne katastrofale
kollaps skyldtes trykudligningen. Man har lavet afstøbninger af godt 1200
ofre for udbruddet i Pompeji og godt 250 i Herculanum, men der er ingen
tvivl om at udbruddet kostede mange flere tusinder livet.
Pompeji repræsenterer et ”uspoleret” øjebliksbillede
af en romersk provinsby, da byen efter katastrofen blev glemt under de
enorme vulkanske masser og først for alvor blev genopdaget i 1748. I 1860
begyndte man en mere videnskabelig og systematiseret udgravning af området
under ledelse af arkæologen Guiseppe Fiorelli. Det var også ham der
opfandt den specielle afstøbningsteknik der har bevaret de mange
gipsfigurer af mennesker og dyr i deres dødsøjeblik under katastrofen. Selv i dag viser det antikke Pompeji sin kommercielle betydning: Langt størsteparten af indbyggerne i den moderne by Pompei, arbejder inden for turist- og serviceområdet med relation til Pompeji. Dette kan ikke undre, når man tænker på, at Pompeji i dag er det mest populære enkeltstående turistmål i Italien med mere end 2½ mill. årlige besøgende. Pompeji er med rette blevet optaget på Unescos World Heritage liste. |
