Kejser Nero

Den uartige dreng i ny belysning.

Den meget velskrivende og lærde docent Peter Ørsted, Københavns Universitet, tager i en ny glimrende bog den klassiske vurdering af kejser Nero op til revision.

Nero (på latin: Sort) bar, ifølge samtiden og de senere levnedsbeskrivelser af ham, sit navn med rette. En skidt knægt der sammen med Caligula var de ”sorte får” i den Julisk-Claudiske slægt.

Antog han navnet Drusus Domitius Ahenobarbus efter morens giftermål med konsul Gnæus Domitius Ahenobarbus.  

Efter konsulens død giftede Agrippina sig i år 49 med kejser Claudius, der blev overtalt til at adoptere Nero, der også i ganske ung alder blev gift med hans datter Octavia, en alliance der markerede at Nero var førstevalg til at efterfølge ham. Det gjorde han som kun 17-årig i år 54.

De første år af Neros regeringstid var præget af moderation, især under vejledning af filosoffen Seneca, og romerriget var præget af forholdsvis fredelige tider og velstand, men hans senere mere udtalte excesser markeres allerede i denne periode, da han både får sin mor og lillebror likvideret og senere også sin kone, Octavia.

Mest kendt er Nero blevet som ”skyldig” i den store brand i Rom i år 64, selvom hans andel i denne katastrofe blandt moderne historikere er stærkt omstridt. Han genopbyggede byen, inkl. sit eget storslåede gyldne palads, Domus Aurea, og han foranstaltede husbyggeri og store gratis kornuddelinger til byens fattige, men det skete ved en regelret udplyndring af de italienske og oversøiske provinser.

Hans liv tog mere og mere form af en selvopfattelse som visionær og mystisk kunstner og én for tiden og hans status skandaløs offentlig optræden, bl.a. som skuespiller. Efter sin første kones død giftede han sig med Poppaea Sabina, men hun døde efter en gang gedigen hustruvold, hvad der ikke afholdt ham for at gifte sig en sidste gang med Statilia Messalina, efter at han først havde slået hendes mand ihjel.

De sidste år af hans liv var præget af uroligheder og krige i provinserne og interne opgør i Rom, hvor modstanden blev slået ned med brutal hånd. I 68 tvang et oprør i prætorianergarden, støttet af de spanske og galliske legioner, ham til at flygte fra Rom, og kort efter blev han tvunget til at begå selvmord.

Peter Ørsted har lagt den overleverede tradition for synet på Nero til side og er sammen med en gruppe studerende gået til de skriftlige grundkilder. Det kom der et meget givtig og inspirerende undervisningsforløb ud af. Ved hjælp af sprog- og kildekritiske metoder blev det afdækket, at meget af det billede vi har af Nero og hans tid er skrevet af historikere under senere kejsere, især Trajan og Hadrian, med det formål at fremhæve deres egen ”gyldne” tid på bekostning af den dekadente fortid.

Samtidig forsøger bogen at give et indblik i Neros meget sammensatte personlighed, en mand der var kejser men dyrkede de musiske kunstarter, en mand der var betaget af græsk og orientalsk mysticisme i en romersk samtid, der stadig dyrkede visionen eller snarere illusionen om at være den ypperste repræsentant for republikanske, gammelromerske dyder og sæder. At man samtidig får et rigt facetteret portræt af det romerske samfund er en ekstra gevinst ved bogen.

Selvom det hjælper at have en klassisk sproglig studentereksamen eller mere, så kan denne glimrende bog læses med lige stort udbytte af den interesserede læser. Som sædvanlig her i DK skal man have pungen helt frem i lyset for at erhverve et eksemplar.

Peter Ørsted: Nero – Kejser i Rom, 436 sider, indbundet. Forlaget Høst & Søn 2004, 399,- kr.