Til hovedsiden

Versione Italiana

Spørg Rom-guide.dk 

Spørg Rom-guide.dk

Her har du en oversigt over de efterhånden mange spørgsmål, som vi har modtaget her på Rom-guide.dk.

Vi beder dig bemærke, at det er spørgsmål og svar givet over en del år, hvorfor nogle måske ikke længere er helt korrekte.

Nogle af de anviste link kan ligeledes være uaktuelle eller måske uvirksomme.

Støder du på fejl eller uvirksomme link må du også meget gerne skrive til os, så vi kan få rettet siden.

Vil du stille et spørgsmål skal du gøre det via vor side på Facebook, som du får adgang til ved at klikke her.

Tema:  

Spørgsmål:  

Svar:  

25. april  

Jeg har forsøgt at finde ud af, hvorfor den 25. april er Italiens nationaldag, men forgæves. Jeg håber I kan hjælpe mig!    

Det kan vi! Det er Italiens befrielsesdag - ikke at forveksle med Italiens nationaldag, d. 2. juni, der er republikkens dag.      

Adapter    

Kan man bruge el-shaver og el-kedel uden adapter? Jeg kan ikke finde det nogen steder. På forhånd tak. MVH Rita Rasmussen. 

Ja, det kan man godt, hvis de har de små spinkle "moderne" stik. De gamle tykke stik, som typisk ældre apparater har, kan ikke komme ind i stikket.

Ajour    

Hvis vi køber ”Spisesteder i Rom”, hvordan kan vi så være sikre på, at oplysningerne ikke er forældede. Vi tænker på f.eks. ejerskifte af restauranten!    

De fleste bogens spisesteder er meget solide, og her eksisteret i mange år. Men på Rom-guide.dk har vi ”de hemmelige sider”, som man kan logge sig ind på, når man har bogen. Her har vi bl.a. en ajourført liste over samtlige spisesteder, og fortæller, hvis der skulle være sket noget på det enkelte sted. Man kan man i øvrigt også tilmelde sig vores nyhedsbrev ”Nyt fra Rom”    

Antik-gade

Hej Rom-Guiden. Jeg har fået oplyst, at der findes en gade i Rom fyldt med antikvitetsforretninger. Den skulle strække sig over et langt stykke af Rom. Er I klar over hvor den evt. kunne ligge? Samtidig vil jeg spørge, om I har kendskab til andre områder i Rom, hvor de handler med aktiviteter? På forhånd tak. Gitte

Den gade, der tænkes på er helt sikkert Via Coronari, som vi også har en side om. Derudover er der også fine butikker i Via Giulia syd for Campo dei Fiori. Ellers er der ikke specielle gader vi vil fremhæve.

Appia Antica  

I maj 2002 var vi i Rom, og hjemmefra havde jeg ved hjælp af jeres guide og kort og suppleret med kulturguider m. m. lavet en "plan", med åbningstider på kirker, museer m.m. på et område ad gangen, det fungerede perfekt, og vi fik se en utrolig masse. Nu skal vi af sted igen i juni. Min mand vil meget gerne GÅ LANGT ud af via Appia. Sidste år gik vi fra Porta San Sebastiano og et stykke forbi Cecilia Metellas grav. Men denne gang kunne vi tænke os en meget længere tur, ved I om der længere ude (5-10 km fra porten) er nogle veje der krydser, hvorfra vi så kan tage en bus hjem igen. Så kunne vi nøjes med at gå den ene vej. Eller modsat, en bus langt ud, og GÅ hjem. Vi skal en hel dag til Tivoli, og en hel dag til Ostia. - og her i de mørke måneder arbejder jeg med den nye "ferieplan". Mange hilsner Kirsten

Busserne i Rom under det selskab, der hedder ATAC, har en hjemmeside, hvor I kan skrive ind hvorfra og hvortil, så får I anvist rute, bus og køreplan. Klik her for at se denne side.  Vi vil anbefale Jer at tage bus 118 fra San Giovanni in Laterano eller Colosseum til Cecilia Metellas grav, hvor I sluttede sidst, og så fortsætte herfra ud af Via Appia Antica. Når I så har gået 3 km. og set omkring 20 seværdigheder sluttende med Quintus Apuleius' grav, er I nået til det sted, hvor Via Appia Antica krydser Via di Tor Carbone/ Via Erode Attico. Her kan I tage bus 765 tilbage til udgangspunktet. Skulle I have mod på at gå længere ud, kan I fra Via del Casale della Sergetta tage bus 66N tilbage til Rom. I øvrigt kører bus 118 helt ud til Katakomberne. Hvis I skal nå at se det hele på denne strækning, vil vi anbefale, at I står tidligt op. Besøg evt. en af de turistinformationer, som vi giver adresser på i Rom-guiden under den side, der hedder "Generel orientering". De er meget hjælpsomme med kort og andet til en tur på Via Appia Antica. Her på Rom-guide.dk planlægger vi en side, der hedder "En tur ad Via Appia Antica". Men den er ikke tidsfastsat. Tilmeld Jer vores "Mailliste", så får I besked, når den er færdig! Måske er den klar inden I skal af sted. Rigtig god tur til Rom!  

Audiens hos paven

Jeg vil glæde min mor, så jeg har bestilt billet til at komme i audiens hos Paven. 

Ved I hvad det går ud på, og tror I at det er en god ide ...eller dumt at booke en guidet tur i Vatikanet den samme dag? Det er en onsdag. Tak for en meget god og informativ guide.

Hilsen Carin

Den pavelige audiens holdes ugentligt, som regel og også i Jeres tilfælde, onsdag kl. 11. De holdes normalt i Pave Paul VI' audienssal, Aula Paolo VI, med plads til ca. 3000 personer, der ligger ved siden af Peterskirken inden for Vatikanets område. Dog kan den undertiden afholdes inde i selve Peterskirken, på Peterspladsen, og i den varmeste sommerperiode kan den afholdes ude ved pavens sommerresidens i Castel Gandolfo, godt 30 km. fra Rom.

Audiensen består i korthed af en tale fra Paven til de forsamlede om et eller andet aktuelt emne, hvorefter den afsluttes med den pavelige velsignelse. Normalt varer audiensen max. en time.

Vær opmærksom på, at der er samme "dresscode" til pavelig audiens som til besøg i Peterskirken eller Vatikanet: Ingen shorts og arme skal være tildækket.

Forudsat at tidspunkterne ikke kolliderer, er der intet til hinder for, tværtimod, til også samme dag at foretage en guidet tur i Vatikanet.

Augustus  

Findes der bøger om romerriget, hvor Augustus er omtalt. Vi har været på biblioteket, men kunne ikke finde noget!    

Der findes mange bøger om romerriget, hvor Augustus er omtalt, da han udvider romerriget mere end nogen anden kejser – men mange er på engelsk og tysk! På dansk kan du dog få en rigtig spændende bog! Den hedder ”Augustus – liv og virke” og er skrevet af Rudi Thomsen. Isbn 87-89632-22-2  Den koster 190,-

B&B

Jeg har været i Rom nogle gange efterhånden, og har alle gangene boet i Termini-området. Jeg vil MEGET gerne prøve at bo i det historiske centrum, men det har altid været for dyrt, desværre. Så finder jeg disse B&B, som ligger perfekt! Og ikke er specielt dyre! Dejligt. Jeg kunne godt tænke mig at vide om der er et sted, hvor jeg kan læse folks kommentarer /meninger om stederne, for på den måde at gøre det lidt nemmere at vælge det helt rigtige. Mvh. Bettina. 

Det løser sig nemt! På denne side finder du B&B, som vi mener er de bedste i Rom. Du kan også gå ind på VENERE og finde en masse tilbagemeldinger fra tidl. gæster på B&B. Først går du ind på VENERE, som du finder på Rom-guiden, så klikker du på "Bed & Breakfast" og så på "User Reviews". Herefter skulle du gerne få en liste over B&B, hvor du kan læse, hvad tidligere gæster synes om det enkelte sted. Der er også givet point til stedet. God fornøjelse.

Bag facaderne

Vi har været i Rom nogle gange. Kan I anbefale nogle alternative udflugtsmål, for os, der har set det meste?    

Ja, det kunne vi godt, men det vil være for omfattende her. Vi kan anbefale, at I finder nogle alternative bøger om Rom. F.eks. har Maria Helleberg skrevet en spændende bog, der hedder ”Under huden af Rom”. Se vores litteraturliste.

Bibliotek  

Hvorfor kan man ikke låne bogen ”Spisesteder i Rom” på biblioteket?

Det kan man også, men det er ikke alle biblioteker, der har den. Du skal bare bede dem skaffe den hjem, fra et af de biblioteker, der har den. I bogen "Romerske Rioni" findes de samme spisesteder, og den står på de fleste biblioteker.      

Billig overnatning  

Hvor er der billige overnatningsmuligheder for rygsækrejsende over 26 år i Rom, og hvor lang tid i forvejen kræver det bestilling?

Man kan bo billigt på vandrehjem i Rom! F.eks. på vandrehjemmet Ottaviano, Via Ottaviano 6, tlf. 06 3700533. På Ostello del Foro Italiaco, Viale delle Olimpiadi 61, tlf. 06 3236279, kan man få overnatning, brusebad og morgenmad til rimelig pris. Kvinder kan få enkelt-, dobbelt eller tresengsværelser på YWCM (KFUM), Via C. Balbo 4, tlf. 06 4883917. Man kan også henvende sig til Associazione Italiane Alberghi per la Giovenentú (vandrelauget), Via Cavour 44, tlf. 06 4871152 og få anvist overnatning. 

Protezione della Giovane, Statione Termini, Piazza dei Cinquento, tlf. 06 4827594, har et informationskontor for unge kvinder under 25 år, der kan hjælpe med et billigt sted at bo.

Endelig kan man bo på campingpladsen Flaminio, Via Flaminia Nuova 821, tlf. 06 3332604      

Bocca della Verita’    

Da jeg var i Rom for nylig, var jeg nede på pladsen Piazza Bocca della Verita (mener jeg). På pladsen var der en kirke, hvor der var en masse folk, der stod i kø. Jeg blev nysgerrig og da jeg kom ind var det en sol, med et ansigt i. Jeg prøvede at slå det op i en bog, også efter hjemkomsten, men jeg har intet kunne finde. Det undre mig meget, da der var stor interesse for denne. Jeg vil blive meget glad, hvis det er muligt, at få en forklaring eller et link. Jeg håber, at I forstår mit spørgsmål.    

Det må være Bocca della Verita', der findes i søjlegangen til kirken Santa Maria in Cosmedin.  Bocca delle Verita' betyder "Sandhedens mund". Oprindeligt har det fungeret som et antikt brønddæksel. Legenden siger, at hvis du lyver, vil den bide din hånd af, når du stikker den ind. Der er altid mange, der skal prøve det. Vi har en omtale af kirken her på Rom-guide.dk.

Brochure  

Vi er to piger som har om Italien (Rom) vil I ikke godt sende nogle brochurer om Rom og gerne et kort over Rom. Det skal være på dansk.  

Vi har desværre ingen brochure, vi kan sende til jer, og et kort over Rom kan I allerede finde på vores sider - lige til at printe ud. Hvis I skriver til Den Italienske Stats Turistbureau kan I sikkert få noget materiale om Rom.

Børn

Wauw en flot side. Den må jeg studere nærmere. Min lille familie, vi er far, mor og 2 børn på 3 og 6 år, overvejer en tur til Italien og også nogle dage i Rom. Ok, mit spørgsmål er måske lidt diffust, men kan man generelt sige noget om hvordan det er at rejse med små børn i Rom? Jeg er ikke i tvivl om at der er nok at opleve og se, men jeg tænker på sikkerhed/tryghed, børn på restauranterne, transportforhold mm? Er der noget særligt anbefalelsesværdigt at gøre med børn i Rom? Vh Monica

Tak for roserne! Vi har faktisk allerede en side om børn i Rom.  Og tag endelig "ungerne" med til Rom. Italienerne elsker små børn, når bare de opfører sig pænt. Efter vor opfattelse er børn mere velkomne i Rom, end noget andet sted.

Bycykler

Jeg har hørt at der skulle være "bycykler" i Rom. Er det korrekt og hvor finder jeg dem? Venlig hilsen June

Du kan læse mere om bycykler ved at klikke her.

Camping

Da min mand og jeg planlægger en campingtur til Rom for første gang, er mit spørgsmål om vi skal bo på en af de dyrere pladser tæt på byen, eller vælge en af de billigere som ligger ca. 30 km. uden for byen. Derfor er jeg interesseret i oplysninger om buspriser i en radius af ca. 30 km. Så jeg kan vælge campingplads ud fra økonomiske betragtninger. Med venlig hilsen Karen

Det er et godt spørgsmål. Men det afhænger vel også lidt af, hvem man er og hvad man vil! At besøge Rom vil for de fleste vel være, at se alle de mange seværdigheder. Og de fleste ligger i gå-afstand i centrum. Så en campingplads for langt fra centrum, vil for de fleste være et dårligt valg. For så skal man hver dag rumle af sted i den samme bus til centrum. Kik på vor side med campingpladser, og vælg en centralt beliggende plads. Det ville vi gøre.

Camping

Hej. Det er rart med en guide-side når man første gang skal til Rom. :) Vi skal 2 pers. bo på hotel i Rom et par dage og herefter kunne vi godt tænke os at ligge et par dage i telt (ca. fra 14. august til 16. august) vi er i bil. Jeg kunne rimeligvis forstå priserne fra "Country Club Castelfusano", med de resterende pladsers priser kunne jeg ikke gennemskue. Kan i evt. hjælpe mig med at finde priser for os i vores situation?? Eller guide mig videre? På forhånd mange tak :) Pernille

 

Camping Fabulous - koster 232 kr. pr. nat for en standplads. 554 kr. for et bungalowtelt, men jeg går ud fra at I selv medbringer telt. 

Flaminio Village - er en ferieby, der udlejer separate lejlighedshuse med egen indgang. Koster 50 - 60 euro pr. nat for en 2 pers. lejlighed.

Happy Village - Det koster 10,50 euro pr. person pr. nat + 6,50 euro for et telt pr. nat.

Camping Bungalow Park Tiber - Stort set samme priser som Happy Village

Camping Internazionale Castelfusano - Igen stort set samme pris som Happy Village

Village seven hills - Igen igen stort samme pris som Happy Village

Roma Camping - Dækker over flere forskellige Campingsteder. Samme priser som Happy Village

Jeg håber dette er til hjælp for jer. Vær opmærksom på at stort set alle campingpladsernes hjemmesider også er på engelsk og tysk, hvis dette også skulle være en hjælp.  

Capuccini  

Hvor ligger og hvordan finder vi Crematorio dei Capuccini og hvornår har det åbent? 

Karin Christiansen.

Hvis du går ind på Rom-guide.dk og klikker på "Padri Capuccini" i menuen "Seværdigheder" finder du svaret på dit spørgsmål.

Casa Soggiorno Sant' Elisabetta  

Vi søger priser og overnatningsmulighed i Rom i påsken 2003. Vi har en adresse på et kloster, som jeg håber, I kan hjælpe med oplysninger om. Institute suore rave di S. Elizabetta, 00184 Roma, Via dell Olmata 9, Tlf. 4885229. Jeg er særligt interesseret i email-adresse og priser i påsken 2003. Har I evt. katalog med lejligheder, som I kan sende til os?  

Mon ikke det er "Casa Soggiorno Sant' Elisabetta" du tænker på. Det ligger i hvert fald på Via dell'Olmata - ude ved Piazza S. Maria Maggiore (Monti-kvarteret). Det drives af Elisabeth-søstrene i Rom. Efter sigende er det nogle søde søstre, der kan tale både tysk og engelsk, så du kunne jo ringe til dem. Det kan der da ikke ske noget ved! Fra Termini (hovedbanegården) er der ikke langt med bus 714 eller metroen, men det er lidt ucentralt for centrum. Vi har ingen kataloger, vi kan sende, men kik på vore sider med overnatnings-muligheder, hvor der er link til sider med lejligheder.  

Cinque

Kan nedenstående være en god idé? Køre i bil til Cinque Terre området, parkere bilen der og tage toget til Rom for 4-5 overnatninger. Returnere til bilen og fortsætte ferien i eksempelvis Monterosso. Hvorfra vil det være bedst at tage tog til Rom? Er der noget om en "god" og en "dårlig" side ved banegården i Rom i forbindelse med hotel valget? På forhånd tak og med venlig hilsen Sigurd

I kan sagtens tage toget fra Monterosso til Rom. Der er skift i Pisa og Firenze og turen tager 4½ time. Billet kan bookes på De italienske statsbaners hjemmeside

Øverst på siden kan man klikke på den engelske udgave. Billetter kan købes via "sikker forbindelse" online. Man får en kvittering med bookingnr. pr. e-mail og den fremvises så blot i toget. Enkelt og praktisk. Er I 3 personer kan der med fordel bestilles med familierabat.

Man kan godt tale om en "god" og "dårlig" side af banegården i Rom. Den såkaldt "gode" side er området øst for banegården, som er mere grønt og venligt, men også langt fra centrum af byen. Området lige vest for banegården består af lige dele meget store og anonyme hoteller og nogle mere dubiøse gader og kvarterer mod syd langs med banegården. Hvis I gerne vil bo nogenlunde nær hovedbanegården vil jeg dog anbefale jer at finde et hotel i det dejlige Monti-kvarter lige efter de nærmeste gader på denne vestside af banegården. I kan finde et godt udvalg af hoteller på den adresse på Rom-guiden.

Klik på kortudsnittet Colosseo - Foro Romano og I får et godt udvalg af hoteller efter den aktuelle pengepung.

På samme kort kan I også klikke på "Pantheon" eller "Navona" udsnittene, hvis I vil bo i det historiske centrum af Rom. Det kræver dog en taxa frem og tilbage fra banegård til hotel.  

CIS

Transport i Rom. Jeg har set at man kan købe CIS kort, gælder dette kort også til toget til Ostia Antica. Håber på svar på dette

Svaret er ja.  

Clarin

Jeg savner blot en e-mail adresse på Hotel Clarin, jeg har forgæves forsøgt at reservere, men den kommer med en fejl på kreditkort, som jeg ikke forstår.

Jeg synes ikke jeg kan se nogen mail-adresse på deres hjemmeside? 

Lisbeth Pedersen

Er du sikker på, at det er deres egen hjemmeside, du er inde på, for den bør virke. Prøv denne adresse: http://clarin.hotelinroma.com/

Ellers må du ringe til Dem på tlf. 0039+0647825170 eller faxe på 0039+0647881393 

Det kan du sagtens, hvis du bare kan lidt engelsk. Husk at få en bekræftelse og printe den ud - og tage den med. Hotellet ligger i Via Palermo i Monti-kvarteret.

Dette kvarter er meget charmerende, ligger fint i.f.t. Forum Romanum, Colosseum, Campidoglio og i overkommelig gå-afstand til det historiske centrum.

Colosseum  

Hvad bruges Colosseum til?, det ligner jo en labyrint, jeg troede det var ligesom en tyrearena og jeg vil blive glad hvis I kan fortælle lidt om indbyggertallet i Rom. Liv  

Colosseum bruges til at en masse turister kan trave rundt og kikke på! Bygningen blev i kejsertiden brugt som arena for kampe mellem gladiatorer og kampe, hvor gladiatorerne sloges mod vilde dyr. De gange, man kan se, var under selve arenaen, hvis "gulv" ikke længere eksisterer.  I disse gange og rum ventede gladiatorer og vilde dyr på at det blev deres tur til at komme op i Colosseum, hvor den visse død ventede de fleste. Indbyggertal m.v. er allerede omtalt på Rom-guide.dk, ligesom vi også har en side om Colosseum!  

Cykler m.m.

Jeg har lige et spørgsmål som jeg håber at nogle kan besvare: 1. Kan man godt cykle rundt i Rom fra sted til sted, hvis man f. eks. vil se flere seværdigheder på en dag? Har I ikke nogen sider, hvor der står en masse om Colosseum? Hvordan er tiden i Rom i forhold til i Danmark, er de en time fremme eller...?  Simone.

Man kan leje cykler på Piazza del Popolo. Man ser næsten ingen cykler i Rom. Man går, kører på scooter eller i bil. Som turist er det fint blot at gå rundt, og måske bruge metroen. Glem alt om cykler. På vor linkside er der masser af link til sider om Colosseum. Der er ingen tidsforskel.

Dagpenge  

Jeg skal til Rom om få dage og søge arbejde. Jeg har dagpengeret, men skal tilmelde mig dels på INPS-kontoret og Ufficio di Collocamente. Jeg kan ikke finde ud af, hvor de ligger. Heller ikke på nettet. Det er i øvrigt en fremragende hjemmeside - oplysende og morsom.  

Vi kan hjælpe med link til Ufficio de Collocamento. Har du drøftet emnet med dit lokale arbejdsformidlings-kontor?

Du kan også kontakte den danske ambassade i Rom

Den Spanske Trappe

Jeg søger oplysninger om Den Spanske Trappe. Jeg har prøvet "google.com" uden held. Kan I oplyse lidt om anvendelse, oprindelse evt. m.m. På forhånd tak.

"Oplysninger om Den Spanske Trappe" er et alt for generelt spørgsmål til at vi kan hjælpe. Hvad vil du vide helt præcist? Du skal søge på ”google.dk” hvis du ønsker oplysninger om trappen på dansk. Der findes også en fin bog på dansk af Bjarne Jørnæs (se Litteraturlisten). Trappen blev etableret i det 17. årh. af de franske ejere af Trinita dei Monti (kirken på toppen af trappen) for at forbinde kirken med Piazza de Spagna. Selve pladsen og skrænten hvor trappen blev etableret var spansk ambassadeområde, deraf navnet. Den er udformet af Francesco de Sanctis og er i dag samlingspunktet for mængder af turister (mest unge), der sidder og nyder solen og udsigten. Det er ikke tilladt at spise på trappen.

Dilemma

Tak for gode svar angående spisesteder og hoteller i Rom. Må vi ulejlige en sidste gang? Du var så venlig at henvise til Rom-guidens beskrivelse af Monti-kvarteret. Her fandt vi navnet på gaden Via Panisperna. Og gennem søgning på nettet, har vi nu fundet et hotel på denne sjove gade. Så nu står vi i dilemmaet: Skal vi fastholde Hotel Boccaccio, fundet på Rom-guidens side. Med de 8 værelser, hvor vi har været så heldige at få 2 værelser i påsken. Eller skal vi snuppe San Paolo, som vi tror ligger helt unikt. Prisen er ca. den samme. Kan du hjælpe os ud af den selvskabte plage? Vi har købt Spisesteder i Rom. Yes. Hvilke spisesteder i den ligger nærmest på de to hoteller? Af spisestederne i den billige ende. (Bare sidetal i bogen). Håber ikke du bliver træt af alle vore spørgsmål. Mange hilsner Hanne

Vi kender ikke dette hotel. Men beliggenheden kan vi tale med om! Hotel Boccaccio ligger perfekt, mens Hotel San Paolo ligger meget dårligere. Det kan ikke sammenlignes! Godt I spurgte og ikke bare byttede. I ville have ærgret Jer, når I kom til Rom. Ikke selve hotellet, men beliggenheden! Priserne på spisestederne står meget tydeligt anført i bogen. Husk at se de "hemmelige sider" på Rom-guide.dk med ændringer og tilføjelser til bogen.

Domus!

Kære Rom-guide. Hvor bestiller vi billetter til rundvisning i Domus Aurea og udgravningerne under Santi Giovanni e Paolo. Den sidste har vi prøvet at bestille over Internettet, men vi får ikke noget svar. Det skulle være muligt at booke en bestemt dag hjemmefra og betale med kreditkort.  Mange hilsner Kirsten.

Det er nogle rigtigt spændende steder du har fundet! Det nemmeste er at besøge en af de romerske turistinformationer. Her er man meget dygtige og professionelle. Du kan på engelsk fortælle dem om dine ønsker, og få dem til at bestille tid til dig. Det er klart det nemmeste og det sikreste. Du finder en oversigt over turistinformationerne på vor side med generelle oplysninger.

Alternativt kan du selv ringe på 06 39749907 eller 06 6990110 og bestille adgang rundvisning i Domus Aurea. Du behøver ikke at bestille adgang til udgravningerne under Santi Giovanni e Paolo. Der er direkte adgang mod entré på sydsiden af kirken. Rigtig god tur i det underjordiske.

Engelsborg

Vi vil gerne besøge Engelsborg lørdag efter kl. 12,00. Kan det lade sig gøre?  

Der er følgende åbningstider: Tirsdag - lørdag kl. 9,00 - 14,00, søndag kl. 9,00 - 13,00.   Der er lukket på officielle helligdage.  Dørene lukkes en time før lukketid.  

Fakta

Hej... Og tak for en spændende hjemmeside med mange gode informationer om Rom. Jeg vil gerne vide mere om turismen i Rom, såsom hvem der besøgte Rom i gamle dage og hvorfor, hvor det jo mere i dag er udprægede turister. En henvisning til en hjemmeside eller bog vil være en stor hjælp. Og helst et sted med statistiker over fx. hvor mange danskere, der har besøgt Rom eller andet. Alt der vil have noget at gøre med emnet vil være en stor hjælp, da de informationer jeg indtil videre har fundet (især om Roms fremtid) ikke er tilstrækkelige. På forhånd tak for hjælpen. Line

Et godt spørgsmål, som fortjener en side på Rom-guide.dk. Den er noteret på arbejdslisten. Vi har dog allerede lidt om emnet på denne side.  Ellers må man sige, at i "gamle dage" tog man på "dannelsesrejse" til Rom. Det gjorde alle fra det "bedre borgerskab" På Rom-guide.dk finder du også denne side, hvor der bl.a. nævnt en bog af Bette de Fine Licht, som kan give dig mange gode oplysninger.

Festa de Noantri

Stort tack för en alldeles utmärkt Rom-guide! 

Jag har i Helge Kamps bok De romerske rioni läst om La Festa de Noantri i Trastevere och skulle gärna vilja övervara denna. 

Kan ni säga när den äger rum i år, vore jag mycket tacksam. 

Med vänliga hälsningar Anders

Festlighederne finder altid sted den første lørdag efter den 16. juli.

Fodbold

Hvordan kommer man til fodboldkamp, når man er i Rom?

Hvis du rejser med et rejseselskab, kan du bede dem købe billetter til dig inden afrejsen. Rom har 2 fodboldhold ROMA og LAZIO, der skiftes til at spille om søndagen kl. 15,00. Der spilles også tit kampe onsdag aften. Billetter købes på stadion (i god tid inden kampen). Stadion ligger på Viale dei Gladiatori og har tlf. 36857520.

Fodbold

Hvem spiller den 13. september  

Klik her, så har du svaret.

Fodbold mv.

Kære Rom-guide Tak for inspirerende nyhedsbreve. Vi skal til Rom i slutningen af august og har et par spørgsmål: 1) Min søn ønsker sig en italiensk landholdsfodboldstrøje - Gerne Tottis og evt. en trøje fra Roma. Hvor køber man sådanne? Har I en adresse? (gerne centralt i Rom :-)) 2) Vi overvejer at se udstillingen om Ægypten på Sant Angelo under vores besøg. Men mit italienske er for begrænset til at jeg, via jeres link, kan se hvor længe udstillingen kører. På forhånd tusind tak for hjælpen. vh Charlotte

Tak for rosen til vores guide, det glæder os altid, når vores "lystarbejde" bliver påskønnet. Her er svar på dine spørgsmål:

Den mest centrale af AS Romas autoriserede butikker ligger på: Piazza Colonna 360. Det er midt på Corsoen på venstre hånd mellem Piazza Venezia og i retning mod Piazza del Popolo. De har sikkert også en landsholdstrøje med Totti - som er det nærmeste, ud over paven, man kommer en "Gud i Rom". Ellers er der på markeder overalt i Rom, bl.a. det kendte formiddagsmarked på Campo dei Fiori, mange stader der sælger et righoldigt udvalg af fodboldtrøjer.

Udstillingen på Castel Sant'Angelo kører helt frem til den 28. oktober, så det passer fint med jeres rejsetidspunkt. Husk at der er lukket mandag.  

Fontæne 

Jeg har hørt, at der skulle være en fontæne i Rom med fire springvand, der hver repræsenterer en flod. Er det rigtigt, og hvilken fontæne er der tale om?    

Det er næsten rigtigt! Der er tale om Berninis kæmpe-fontæne på Piazza Navona, der i midten har flodguderne Nilen, Ganges, Donau og La Plata anbragt på et klippeparti, som bærer en egyptisk obelisk!

Foredrag  

Hvor finder jeg noget om Pantheon og Marsmarkederne. Vi skal til Rom med gymnasiet, og jeg skal holde foredrag om disse emner.  

Hvis du søger på Rom-guide.dk eller går ind på vores linkside kan du finde mange oplysninger om de steder, du spørger om!

Garbatella

Jeg har surfet på Jeres hjemmeside og kan stadig ikke finde noget om bykvarteret Garbatella. Jeg har forsøgt på andre hjemmesider uden held. Hvis I ligger inde med noget om dette kvarter vil jeg blive glad for det. Alt kan hjælpe. På forhånd tak. Mads.

Nej, du har ret, vi har intet om Garbatella på Rom-guide.dk. Men du kan gå ind på Google og søge, så får du utallige resultater. Vi har en side til dig her, hvor der er en masse billeder

Vi har nu en side om bydelen.

Generelt    

Vi har om Rom i skolen og skal lave en opgave. Send venligst noget materiale.    

Det kan vi ikke hjælpe med! Hvis I har et præcist spørgsmål, er i velkomne til at skrive igen! Ellers skulle der være masser af oplysninger at finde på Rom-guidens linkside!

Gravgader

Vi skal snart til Rom igen igen og denne gang kunne vi tænke os at se den gravgade - der ligger under Peters-kirken - altså ikke den krypt man kan komme ned i fra kirken - men den med de oldkristne grave. Ved Rom-guiden hvordan vi kommer derned? Ved I også, om Scipionernes Grav er tilgængelig? Da vi sidst var der (okt. 2002)- var den under restaurering og jeg har ladet mig fortælle, at det har den været i mange år.

Her får du lidt info om gravgaderne under Vatikanet og Scipionernes grav: Vatikanets Necropolis (græsk: By for de døde) ligger under krypten i Peterskirken. Uhyre interessant gravby der var i brug indtil Konstantin begyndte opførelsen af den første Peterskirke. Består af brede gader med sidekapeller, huse og gravpladser. Indeholder også den oprindelige fundplads for, efter kirkens, men ikke alles mening, apostlen Peters grav. Hans knogler er senere flyttet op under højalteret i den nuværende kirke. Der er mod entre daglig adgang med guidede ture (max. 15 deltagere, mindste alder 15 år) mod forudbestilling og betaling på flg. måde: Pr. post til Reverenda Fabbrica S. Pietro in Vaticano, 00120 Citta del Vaticano, Italia. Pr. tlf. til 0039 06 6988 5318 Fax 0039 06 6987 3017 Nettet: www.vatican.va  eller email: scavi@fsp.va – med angivelse af ønsket sprog, tid og dato og returkontakt. Man kan også forsøge på dagen ved personligt fremmøde at spørge efter afbestillingsbilletter, men de er sjældne. Man henvender sig gennem porten til venstre for kirken (spørg evt. den vagtstående schweizer-garder om vej) og til højre i ”Ufficio Scavi”, Udgravningskontoret, hvorfra også forudbestilte billetter afhentes og turene starter. Der er mulighed for køb af guides og andet relevant materiale.

Tomba delle Scipioni (Scipionernes grav) ligger på Celio-højen i Parco Egerio, Via di Porto Sebastiano 9. Indeholder grave af den berømte antikke Scipio-familie. Den berømteste, Scipio Africanus, der besejrede Hannibal i 2. puniske krig, ligger dog begravet nede ved Napoli, hvor han havde en sommervilla. Gravene har været lukket igennem flere år, om de nu er genåbnet har det ikke været muligt at finde ud af, det må konstateres ved selvsyn. De sarkofager der nu er på stedet er alle kopier. Originalerne er fordelt og kan beses i Vatikanmuseerne og i Museo nazionale Romano i Diocletians Termer.

Guidebog    

Det er første gang vi skal til Rom. Hvordan sikrer vi os bedst muligt, så vi har alle de oplysninger, vi skal bruge?    

Første gang får man nok det største udbytte ved at tage med et rejseselskab! Køb Politikens Visuelle Guide, det er helt klart den bedste bog. Læs den inden turen, og læg en plan, for der er nok at tage fat på. Klik her.

Haven til Quirinale  

Jeg skal til Rom til maj næste år med en gruppe haveinteresserede mennesker. Jeg har været der flere gange med grupper. Er der nogen mulighed for at lave en aftale om et besøg i parken ved Quirinalpaladset?  

Palazzo del Quirinale er præsidentbolig og er af sikkerhedsmæssige årsager lukket for publikum. Har du set vore sider om "det grønne Rom" og om "Tivoli" med "Villa d'Este". Det må være lige noget for Jer! I bør også gå i "Botanisk Have", der ligger på Largo Cristina di Svezia (ved Via Corsini).

Hotel Senato

Tak for en rigtig god hjemmeside. Er netop hjemvendt fra en pragtfuld ferie i Rom. Vi boende på Hotel del Senato. Et helt fantastisk sted. Flot hotel, super værelse og fantastisk service. Synes at hotellet burde have 4 stjerner. Og så den beliggenhed. Kan slet ikke forestille mig et hotel der ligger bedre i Rom. Fra hotellet træder man lige ud på Pantheon pladsen - smukt og hyggelig atmosfære - ægte italiensk! Gå-afstand til alt herfra

Tak for din henvendelse og rosen til vores guide. Vi deler din begejstring for Albergo del Senato: Her kan i sandhed den ydmyge betragte det storslåede, unik beliggenhed, pragtfuld tagterrasse, super service og så - smak - lige ved siden af Pantheon!

Vi tilbyder da også hotellet til booking på vores hjemmeside, og vi kan da se, at adskillige romrejsende gennem de seneste år har fundet frem til denne hotelperle.  

Hund

Min mand og jeg har fået den vanvittige ide - efter en super succes i Paris - at tage vores newfoundlænder hund med til Rom i efterårsferien. Kan I evt. hjælpe med forslag til overnatning i centrum af Rom, da jeg - hundens mor - er dårligt gående! Det skal lige nævnes, at vi har været i Rom 10 gange, så det handler ikke så meget om sightseeing men mere bare det at leve! Venlig hilsen Annette

 

Vi prøver at hjælpe lidt. På flg. sider er listet hoteller i Rom der er såkaldt dyrevenlige:

Petfrendlyholidays

Petfrendlyhotels

Du må selv finde ud af, hvilke af hotellerne der har rimelig central beliggenhed, og jeg vil anbefale, at du under alle omstændigheder kontakter de aktuelle hoteller og på forhånd får en skriftlig accept på, at I uden problemer kan tage jeres hund med.

For den nemmeste bestilling og især hvis den centrale beliggenhed er helt afgørende, så gå ind på vor hotelside.

Her kan du så klikke ind på de enkelte områder i det centrale Rom og få udvalget af hoteller i området. Du må så gå ind på hvert enkelt hotel og se om de under punktet "Hotel facilities" har et underpunkt, hvor der står: Pets allowed.

Også her vil jeg anbefale kontakt til hotellet på forhånd vedr. jeres hund.

IT  

Vi er 5 ingeniørstuderende som skal på studietur til Rom i påskeferien. Vi skal selv arrangere et virksomhedsbesøg eller lign. som skal være IT- relateret. Jeg har forsøgt at søge på nettet uden held. Kan I evt. hjælpe med informationer - eller endnu bedre har I en liste over sådanne firmaer.

Her må vi nok melde pas, men I kunne klikke ind her, og finde nogle romerske IT-studerende.

Jesuiter-

kirken  

Hvad er adressen på jesuitternes kirke, hvor Ignatius Loyola ligger begravet?  

Gesù er den første jesuiterkirke, der blev bygget i Rom, og her ligger ordenens stifter, Ignatius af Loyola, begravet. Kirken ligger på Piazza del Gesù. Hvis du står på Piazza della Rotonda og kikker på Pantheon, skal du gå op af vejen til venstre langs med Pantheon, til du kommer til en lille plads med en elefant, der bærer på en obelisk. Her går du til venstre til du kommer til Via del Gesù (på højre hånd). Når du går op af Via del Gesù og drejer til venstre ved Via del Plebiscito kommer du til Piazza del Gesù med jesuiterkirken.    

Juletræ  

Håber I har mulighed for at hjælpe.

Jeg prøver at finde ud af hvor stort pavens juletræ er - læs det der hvert år pryder Peterspladsen - desværre er det endnu ikke lykkedes mig - hvor højt fra fod til top, hvor tungt.

Måske det også kunne have andre læseres interesse, hvem ved.

I håbet om snarligt at høre fra i gode Romkyndige venligst og på forhånd tak for hjælpen Grith

Naturligvis kan vi hjælpe, for du er ikke den eneste der går op i hvor højt juletræet på Peterspladsen er.

Men da det har forskellige mål fra år til år, kan vi oplyse følgende:

I 1997 fortalte avisen Corriere Della Sera at det målte 30 meter, i 2006 oplyste Corpo Forestale dello Stato at årets juletræet var på 34 meter og i 2007 meddelte Radio Vaticana at det var på 26 meter.

I år har Kristelig Dagblad også interesseret sig for højden, og fortæller at det er på 28 meter og skænket til Vatikanet af Kroatien.

Så må du selv finde ud af, hvad et juletræ i denne højde vejer. 

Kaffebar i Peterskirken m.m.  

Jeg må beundre jeres initiativ til alle disse mange herlige billeder, historier og oplevelser i Rom. Jeg kan jo allerede se, at vi er nødt til at tage dertil hver eneste år, hvis vi skal se og opleve en brøkdel af det på jeres sider, men vi er godt i gang. 

1. Et ”ugekort”, gælder i Rom, men gælder det også til Ostia og Tivoli? 

2. Hvor i kirken ligger den ”kaffebar”, som skulle være i Peterskirken? 

3. Skal man købe 3-4 retter hver, eller kan man eventuelt dele. Dette både fordi specielt jeg ikke kan spise så meget, og også for at holde prisen lidt nede, når man gerne vil spise ude hver aftenen. 

4. Jeg har fået ny internetadresse, hvor kan jeg framelde mig med den gamle og tilmelde mig med den nye, jeg kan ikke hvor. Mange hilsner Kirsten  

Tak for din mail - og dine pæne ord om Rom-guide.dk.

Til dine spørgsmål: 

1. Ugekort (CIS) gælder kun i selve Rom samt til Ostia Lido-toget, ikke til Tivoli. Du kan dog bruge ugekortet med metro ud til Stazione Tiburtina. Derfra må du købe billet til det sidste stykke med bus. Tager du toget fra Stazione Termini til Tivoli skal der købes særskilt billet for hele strækningen. Man går meget i Rom - og en del får ikke valuta for, hvad et ugekort koster. Men bevæger man sig hele strækningen øst-vest og nord-syd i Rom, så kan et ugekort være en god investering.

2. Det fandtes tidligere en kaffebar i Peterskirken, men den er ikke længere åben for offentligheden. 

3. Man kan sagtens nøjes med at spise en ret. Det med at spise mange retter er ikke så almindeligt, som det har været. Man kan også få serveret en pastaret som "uno per due", hvilken kan oversættes med "en til to", som betyder, at retten deles på to tallerkner. 

4. Frameld din gamle mail-adresse under "Frameld mailliste" og tilmeld din nye adresse under "Tilmeld mailliste"

Konklave

Ros er altid dejligt!  

Netop hjemkommen fra Rom skal du have megen ros for din bog (Mellem de syv høje). Hvor var det rart ikke at skulle bruge tid på at finde det "rigtige" spisested første gang, man kommer til en ny storby. Der var ingen "nittere" imellem - det gjaldt både billige og dyre steder. De små anekdoter er helt perfekte til at krydre stederne. Min faster påstår, at når en ny pave vælges, bliver kardinalerne lukket inde i Det sixtinske Kapel. Ja, man murer endda rummet til. Når de er enige sender man en hvid røg ud - ellers en sort røg. Kan du be/afkræfte dette?  

Tak for mailen - og roserne! Det er altid dejligt at høre, at nogen har fået glæde af det arbejde man har lavet!  

Faster har næsten ret! Når der skal vælges en ny pave danner kardinalerne en såkaldt "konklave", der vælger den nye pave. Ordet "konklave" kommer af det latinske "cum clave", der betyder ”med nøgle”, og som henviser til, at kardinalerne bliver låst inde under valghandlingerne, indtil de har foretaget deres valg. Tidligere opholdt kardinalerne sig under hele konklavet i Det sixtinske Kapel, men i dag kun under de løbende valgdiskussioner og valgafstemninger. Så længe en pave ikke er valgt opsendes dagligt en sort røg fra skorstenen på kapellet, når en ny pave er valgt opsendes en hvid røg. Konklaverne er de sidste mange hundrede år blevet afholdt i Det sixtinske kapel. Du kan læse mere udførligt om pavevalg på guidens sider om den katolske kirke.

Kodeord  

Jeg har købt bogen "Romerske Rioni" og vil gerne ind på de hemmelige sider. Selvom jeg indtaster kodeordet kommer jeg ikke igennem.  

Vi kan se, at du benytter det rigtige kodeord, men ikke anvender den rigtige blanding af store og små bogstaver. Vi sender dig en mail med kodeordet.

Kriminalitet

Vi er to piger, der overvejer en tur til Rom. Er der meget kriminalitet?    

Så at sige nej. I kan roligt tage af sted! Hvis I er lidt agtpågivende overfor lommetyve, og holder jer fra området omkring Termini (hovedbanegården) om aftenen, er der stort set fredeligere i Rom end i København!  

Mad-

projekt

Jeg og min veninde har et projekt om italiensk mad. Vi vil vide hvilke hverdagsretter, der er i Italien. Og hvis der er noget specielt ved Italien, som man kunne skrive om i et projekt.

Rom-guide.dk handler om Rom - ikke om italiensk mad. Men hvis du kikker lidt på vor side, vil du finde omtaler af diverse romerske retter - f.eks. Trippe (komave) og andre spændende ting. Dit spørgsmål er for "bredt" til at vi kan hjælpe dig, men må henvise dig til f.eks. biblioteket, hvor du kan låne utallige bøger om italiensk mad. Vi håber du forstår, at vi ikke kan skrive mere om emnet, da det vil være for omfattende.

Marked

Jeg elsker loppemarkeder! Specielt dem, hvor der er masser af nips, tøj, pels og tekstiler man kan have med hjem i flyveren. Hvor skal jeg gå hen? Gerne udendørsmarkeder, men da jeg er i Rom fra 30. jan. til 6. feb., bliver det jo nok lidt koldt. Det må også meget gerne være kirkelige organisationer som Kirkens Genbrug etc. De plejer at have meget rimelige priser. De mere tjekkede genbrugsbutikker har dog også min store interesse! Tusind tak for Jeres hjælp!  

Sjovt du lige skulle skrive om dette emne nu! Vi har netop lagt en ny side om markeder ind på Rom-guiden. Prøv at kikke efter "Gademarkeder" på siden "Generel orientering"

Håber du har finder, hvad du søger - ellers må du skrive igen

 

Meridian line

Vi har besøgt Rom nogle gange, og bl.a. været inde i kirken Santa Maria degli Angeli. I een af væggene er der et lille hul, hvor lyset/solen kan skinne igennem, og på gulvet er der en lang messingskinne, hvor jeg mener, stjernetegne er markeret. Har I mulighed for at finde historien om dette? Der var kun en forklaring på italiensk, og mit italienske er ikke godt nok endnu. Jeg vil være meget interesseret i opklaringen af historien. Venlig hilsen Kirsten   

Tak for din mail. Du har ganske ret i at den linie, du har set, har noget med stjerner at gøre. Du kan finde uddybende info under guidens omtale af kirken Santa Maria degli Angeli.

Midnats-

messe

Kan man komme til midnatsmesse i Peterskirken julenat eller nytårsnat og hvor køber man billetter?

Tak for en flot side.

M.v.h. Niels. 

Hvis man er kardinal er man selvskrevet til at deltage i messen. Vi andre kan komme ind, så længe billetter haves. Under guidens omtale af Peterskirken og Vatikanet kan du se, hvordan man får fat i en billet, men man skal være tidligt ude – ellers må man følge slagets gang på storskærm ude på Peterspladsen. Alle kirker holder messe julenat, og som alternativ til Peterskirken anbefaler vi specielt messen i Santa Maria in Trastevere og Santa Maria in Ara Coeli. Der er ingen midnatsmesse i Peterskirken nytårsnat, men pavemesse kl. 18. Her gælder samme adgangsforhold som til midnatsmessen juleaften. 

Moms

Hej Rom-guide. Kan I fortælle mig hvad momsen er i Rom? For den er ikke det samme som i Danmark.  

M.v.h. Helle. 

Momsen i Italien (IVA= Imposta Valore Aggunto) er normalt 20 %, men for visse vare kan den også være nedsat til 4 eller 10 procent.

Museo della Civiltà Romana    

Jeg har forgæves ledt efter information om museet, der skulle ligge i EUR. De skulle have en spændende model af det gamle Rom, som vi godt kunne tænke os at se.

EUR har en hjemmeside, som du får ved at klikke her.

Mussolini  

Vi er en klasse der skal til Rom i foråret. Ud over oldtidens Rom og Berninis Rom vil vi også studere Mussolinis "særlige" indsats på byplanlægningsområdet.  Vi vil besøge EUR- bydelen, men hvor finder vi noget om disse ting? Dels på nettet dels i bøger.   

Når I er i Rom, og givet besøger Peterskirken, skal I bemærke, at det er Mussolini, der er skyld i, at der er en bred boulevard fra Tiberen op til kirken.  Før var der bygninger og små stræder, men Mussolini elskede disse store brede boulevarder, og sådan en mente han også, der skulle være på dette sted! Der findes ikke mange bøger specielt om Mussolini, men han indgår jo som en del af mange bøger om Rom. Fra guidens litteraturliste skal specielt fremhæves bøgerne om det nyere Rom af Agne Hamrin og Steen Bo Frandsen, der fyldigt omtaler Mussolinis mange byggeprojekter. I kan finde en god side om EUR, ved at klikke her.

Mussolini og

Stadio

Jeg har et stort problem, som jeg håber du/I kan hjælpe med. Jeg kan ikke finde noget historisk om Foro Italico/Stadio Olimpico, bl.a. om hvorfor Mussolini har fået indgraveret sit navn i en obelisk. Hvad der står på statuerne rundt om på stadion. Jeg har læst, at der skulle stå noget om den fascistiske ideologi, men hvad helt bestemt står der? Håber du/I kan hjælpe, da vi skal til Rom i næste uge og fremlægge om netop dette emne.  

Det var en ordentlig omgang, du skal skrive emne om. Men andre har gjort det før dig! Her har du en side om Mussolini og Stadio har vi i beskedenhed selv en side om, som du kan finde i indholdsfortegnelsen.

Napoli

Jeg ved mit spørgsmål ikke direkte drejer sig om Rom, men jeg forsøger mig nu alligevel: Jeg og en god veninde var på en eventyrlig ferie 17 dage i lejet lejlighed i Rom i oktober 2003, så nu er vi ved at planlægge en lignende ferie i Napoli. For at spare så meget som muligt på udgifterne, da det at leje lejlighed jo heller ikke er helt billigt i Napoli, ville vi flyve til Rom. Fly direkte til Napoli koster jo også en formue, så jeg har brug for lidt information om, hvordan vi kommer videre fra Rom til Napoli. Måske Rom-guiden kan/vil være mig behjælpelig? Vi har planer om at rejse med Sterling Airways til Ciampino i oktober og skal så videre derfra. Lad mig blot nævne, vi er hhv. 49 og 72 år gamle, så den mest bekvemme og lette måde at rejse på vil være at foretrække. Så det er vel nok med tog fra Rom til Napoli. Kan I måske vejlede mig om, hvordan jeg kommer videre i min planlægning m.h.t. togrejsen - eller har I måske andre forslag til en så komfortabel rejse som muligt - evt. København/Napoli eller blot Rom/Napoli. Jeg vil være yderst taknemmelig for jeres assistance. Med venlig hilsen Peter

Napoli er en pragtfuld by! Glæd Jer til at opleve den! Lejligheder i Napoli, finder I her. Der går tog fra Rom til Napoli, og her er De italienske Statsbaner hjemmeside, hvor man (også på engelsk) lynhurtigt kan bestille billet.

Sterling flyver ikke længere til Ciampino lufthavnen, men nu til Roms store lufthavn, Fiumicino, og endnu bedre, i sommerhalvåret direkte til Napoli og til rimelige priser. Skal man kombinere både Rom og Napoli, så er der i dag hurtigtogsforbindelse (Alta Velocità) mellem de to byer. Rejsetiden er kun 1½ time.

Natteliv

Det ville være helt vildt lækkert hvis I kunne komme med en lille guide/små råd til hvor nattelivet (diskoteker/natklubber) foregår i Rom, - nu da I har alt andet om Rom på denne hjemmeside. Det er virkelig et flot og grundigt stykke arbejde I har lavet, - kan man for resten få Rom-guiden på bog? Mvh Camilla

Kære Camilla! Dit ønske om side om natteliv er noteret. Og dit ønske er nu blevet opfyldt: Klik her

Navne  

Hej! Kan I nævne nogen typiske drenge og pigenavne som er italienske?

Her er nogle eksempler: Mauro, Federico, Antonio, Sofia, Anna, Maria og Cecilia. Bemærk, at pigenavne typisk ender på A og drengenavne på O.

Noget om

Hvor kan vi finde noget om pladserne Piazza Minerva og Piazza Rotonda?  

Som vi skriver på siden skal spørgsmål være præcise og konkrete. "Noget om ....." er ikke særlig konkret, så det kan vi desværre ikke hjælpe med - udover det vi allerede har skrevet under "Seværdigheder".

Nyhedsbrev mangler

Hej hos Rom-guide! Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke har fået jeres nyhedsbrev automatisk siden februar d.å. Savner det meget. Vil I hjælpe mig med at få dem tilsendt igen. Venlig hilsen Connie fra Roskilde.

Du står på maillisten.

Hvis du ikke får nyhedsbrevet er det sikkert fordi din mailserver afviser nyhedsbrevene som "spam".

Det sker hver gang vi udsender nyhedsbreve at vi får en del retur fordi mailserveren tror det er spam, da der er mange modtagere på mailen.

Andre mails bliver afvist fordi modtagerens mailboks er fyldt op.

Nytårsaften

Midnats-messe

Lukkedage

Rejsetids-punkt

Hej Rom-guide.dk Min lille familie (mor, far, søn 13 år) skal til Rom og holde nytår! Jeg har nu læst alt igennem på jeres sider og er blevet meget klogere.....men hvordan sikrer vi os et godt sted at indtage vores nytårsaften middag! Tænkte at det kan være at man skal bestille bord i god tid! Har I et sted der kan anbefales eller hvordan griber vi det bedst an? Vi har jo også tænkt os at prøve om vi kan komme til midnatsmesse i Peters kirken, er det en håbløs opgave eller går det hvis man har fået billetter! Jeg har set på jeres side at man kan sende en fax et sted hen og måske være heldige at få gratis billetter....men er det til at komme til sådan en aften eller skal man holde sig langt væk? Og så lige det sidste.....nu skal vi være i Rom i periode 29.12 - 3-1-09. er alting lukket pga. helligdage eller er der kun lukket d. 1. januar? Er det ellers et godt tidspunkt at rejse dertil på? vh. Jeannette og fam.

Vi tager dine spørgsmål i rækkefølge:

Vedr. Nytårsaften. Det er alt for tidligt at tænke på det nu. Nytårsarrangementer (Capodanno på italiensk) begynder først at dukke op i november og december. Der er mange af dem, både på hoteller med restauranter og rene restauranter. I må altså have tålmodighed. Og så det med at bestille bord her fra DK, ja da er vores erfaringer ikke gode, med mindre det sker så sent som muligt. En del arrangementer kan man finde på nettet med mulighed for at booke direkte på det enkelte steds hjemmeside. Husk at få en kvittering fra stedet, at de har modtaget jeres booking - og husk endelig at have denne kvittering med til stedet. I kan "google" på "Capodanno in Roma", når tiden er moden, så skulle der også komme mange tilbud at vælge imellem. Vi har adskillige spisesteder, som vi kan anbefale, men om de har nytårsarrangement vides ikke p.t.. Hvis I får problemer med at finde et arrangement, så kontakt guiden igen engang i november-december, så skal vi prøve at hjælpe jer.

Vedr. midnatsmesse i Peterskirken: Da I først er i Rom fra den 29. december, så er det for sent til at overvære midnatsmessen juleaften i Peterskirken! Nytårsaften afholdes ingen midnatsmesse, men derimod pavemesse kl. 18. Der gælder samme forhold for denne messe som til julemessen, hvis man ønsker adgang.

Vedr. lukkedage og rejsetidspunkt: Den eneste dag hvor der er lukket omkring nytår er 1. januar. Perioden er udmærket, men vejret kan være lunefuldt; det kan være ret så koldt, kun et par grader, men det kan også være lunt med omkring 15 grader. Vi håber på det sidste!  

Nytårsaften

Hvilke restauranter har åbent nytårsaften?

Mange af de små spisesteder holder lukket nytårsaften eller holder åbent med et specielt nytårsarrangement, som man skal bestille bord til i forvejen.

Mange af de større spisesteder holder åbent også ofte med et særligt nytårsarrangement. Endelig vil det jo altid være muligt at spise på en af restauranterne på de større hoteller.

Hvis du tilmelder dig til et nytårsarrangement på et spisested skal du være opmærksom på at menuen ofte byder på fisk.

Der er således mange muligheder og at give dig en liste over spisesteder er en opgave vi ikke kan løfte.

Se også svaret herover.

Obelisk    

Vi syntes obelisken på Piazza del Popolo er meget imponerende. Er det den højeste i Europa?    

Ja, den er meget imponerende, men obelisken på Piazza di San Giovanni in Laterano er med sine 31 meter den højeste obelisk i Rom – og for øvrigt også den ældste   

Opera    

Hvordan kan jeg finde ud af hvad der opføres på Teatro dell'Opera på Via Nazionale. M.v.h. Kirsten.

Teatret har en hjemmeside, hvor du kan se hvad der opføres de enkelte dage. Klik her for at se siden.

Opera    

Vi vil gerne i operaen i Rom. Hvordan får vi billetter?

Rejser I med et rejseselskab, kan I få dem til at bestille billetter hjemmefra. Det er en god ide, at bestille billetter i god tid, hvis I skal være sikre på at komme i operaen. På den hjemmeside, som I får ved at klikke her,  kan I finde mange af Rom’s teatre, se hvad de opfører og bestille billetter.

Padre Pio  

Vi har lige været i Rom, der også er vores favoritby nr. 1. Der var en helgenkåring af Padre Pio. Vi ved at han var cappuccinermunk, men hvem var han?  

Padre Pio er lidt af en legende i nyere tid. Han skal, efter hvad der fortælles have udrettet flere undere. Og det siges, at han blødte fra hænder og fødder på de samme steder, hvor Jesus fik gennemboret nagler ved korsfæstelsen. At han blev helgen så kort tid efter sin død er også meget usædvanligt.   Du kan læse mere om den hellige fader på disse sider:  1  2

Pantheon

Kan I fortælle mig, hvor stort hullet i Pantheon- kuplen er? Med venlig hilsen Grethe

Hullet i Pantheon cupolaen er 8,66 m i diameter. Og det er der en grund til: Klassiske byggeregler og -idealer. Højde og diameter på Pantheon er det samme: 43,3 m og hullet er altså 1/10-del af dette mål x med 2. Sådan hænger det sammen. Disse idealmål er bl.a. beskrevet i Vitruvius bog om arkitektur som er overleveret fra antiken. I mange af de kristne basilicaer finder man også flere af disse "klassiske mål" overholdt, bl.a. i S. Sabina på Aventin.

Parlamentet

Ligger det italienske parlament i Rom? Og er der offentlig adgang? Kan man f.eks. overhøre debatter i parlamentet, ligesom man f.eks. kan i Folketinget? Jeg kan godt nok ikke italiensk, men synes det kunne være spændende alligevel. I øvrigt fantastisk hjemmeside - en pris værdig. M.v.h. Gitte Jørgensen.

Palazzo di Montecitorio. Bygningen er tegnet af Bernini, men blev først færdigbygget i 1697 af Carlo Fontana, hvor den blev taget i brug som paveligt justitspalads. Fra 1871 blev Palazzo di Montecitorio brugt som deputeretkammer og er efterfølgende blevet udbygget, så det i dag er næsten dobbelt så stort som oprindeligt. Der er ikke offentlig adgang. Se også Palazzo Madama, der allerede er optalt på Rom-guide.dk.

Pompeji    

Hvor langt er det til Pompeji fra Rom og kan man komme derned med bus/tog direkte fra Rom?  

Pompeji er bestemt et besøg værd - men der er langt! Dog er der nu højhastighedstog (Alta Velocità) fra Rom til Napoli. Rejsetid 1½ time. Fra Napoli tages lokaltoget Circumvesuviana i retning mod Sorrento, hvor man står af på Stazione Pompei Scavi, lige ud for indgangen til udgravninger. Samlet rejsetid godt 2 timer + evt. ventetid på lokaltoget. Der findes også busture til Pompeji, ligesom mange danske rejsebureauer har en heldagstur til Pompeji på programmet. Du skal stå tidligt op og afsætte hele dagen, for udover rejsetiden, kan man bruge lang tid på at bese byen! Får du tid til det, er Napoli bestemt også et besøg værd. Du kunne måske tage en overnatning her!  

Ponte Sisto

Jeg søger det nye navn på det tidligere Hotel Ponte Sisto. Det ligger ved Ponte Sisto broen. Kristian.

Det var jo det hotel Spies-rejser brugte i gamle dage! Det er blevet moderniseret, men hedder stadig Hotel Ponte Sisto. Her har du en link til hotellets hjemmeside, så du kan se hvor flot det er blevet.

Post

Findes der et oversigtskort over Rom, hvor der er påført postnumre. (Vi har brug for postnummer omkring Pyramide station).  

Denne side virker ligesom Krak's søgesider på nettet.  Her kan du søge efter postkoder. Kan du ikke finde ud af det, må du gerne sende en mail til os med den gade, som du gerne vil have postkode til, så skal vi finde den til dig!   

Påklædning

Hej jeg tænkte på hvordan man ser på sådan noget som cowboy-bukser - altså til mænd. Rigtige gentlemen går muligvis ikke i sådan noget - måske slet ikke italienske, men er det OK for os andre dødelige - måske sammen med en pæn skjorte/jakke...? Er det noget I tør udtale jer om?? Brian

Vi tør sandelig godt give et bud på "rigtig påklædning", og vi har da også en side, hvor vi kommer lidt ind på emnet. Ellers må vi sige, at cowboy-bukser så sandelig er OK. Armani Jeans har f.eks. en stor butik i Rom! Og sådanne bukser er anvendelige alle steder - blot de ikke kombineres med gummisko! Romerne skelner meget mellem "by-tøj" og tøj til en tur på stranden og i skoven. Hvis man ser et par shorts i Rom, kan man være sikker på, at de tilhører en turist. En romer kunne ALDRIG forestille sig at gå i en sådan mundering. Den hører stranden og fritiden til, og hører ikke hjemme i byen! En ung romersk mand kunne godt gå i cowboy-bukser, som han ville sætte sammen med en blå skjorte og et par brune sko! - og så det obligatoriske guldur og guldkæde om halsen. Men det er jo op til dig, hvor meget du vil ligne!

Påske

Vi er på vej til Rom i morgen tidlig. Men er i tvivl omkring butikkerne - er påske så hellig at butikkerne har lukket som vi har i Danmark? Signe.

Glæd dig til påsken i Rom. Det er den katolske kirkes absolutte højtid, så der bliver masser af oplevelser i den retning, og så gør det jo mindre at butikkerne har lukket - for det har de til påske i et katolsk land som Italien. Der er dog ikke torsdag, fredag og lørdag, så "helt slemt" bliver det ikke! Og så et lille tip: Personligt går vi i påsken til messe i kirken Santa Maria in Trastevere. Det er en utrolig oplevelse. Så måske ses vi der! Prøv f.eks. en aftenmesse kl. 19 eller 21. God tur til Rom!

Påske igen

Vi skal besøge Rom i påsken 2003, ankomst skærtorsdag. Er der nogle kirker med nadver, som vi evt. må deltage i. Er der altid åben for besøg. Er der specielle arrangementer vedr. påske og hvordan er åbningstiderne. Vi er meget taknemlige for nogle oplysninger.

Påsken er en af de helt store højtider i den katolske kirke, så der venter Jer store oplevelser i Rom. Hvornår der er messe kan I læse ved indgangen til de fleste kirker. Mød op i god tid og deltag i hele gudstjenesten, som er åben for alle. Aftenmessen i Santa Maria in Trastevere (det er kl. 19 eller 21) er en af de smukkeste. Den varer lidt over en halv time, og så kan man jo slentre hen på Ristorante Alle Fratte i Trastevere og få noget god mad bagefter. Så måske ses vi der!

Roma Pass

Hej med jer. Vi har stor glæde af jeres hjemmeside, idet vi skal til Rom fra den 27. september til 4. oktober 2008. Kan i oplyse om, hvorvidt Roma Pass giver adgang til Colosseum og Peterskirken/ Vatikanet. Jeg har prøvet at købe online via jeres link, men det er angiveligt for tidligt, idet der oplyser, at der ikke er events i denne uge? Håber, at I kan hjælpe os. Mvh. Lars

 

Roma Pass giver adgang til Colosseum, men ikke til Vatikanmuseerne. Peterskirken er der fri adgang til. Hvilke museer og seværdigheder kortet omfatter (2 første gratis og 50 % på øvrige) kan du se her.

Der skulle ikke være nogen problemer med at bestille og betale kortet på denne side, som vi henviser til på guiden.

Under bestillingen har i mulighed for at vælge hvilket sted I vil hente kortet, herunder (belejligt for jer) billetkontoret ved Colosseum. I får også en bekræftelse via e-mail. Denne skal så blot vises ved afhentning, hvorefter kortet valideres. Så kan I også springe den lange kø over og gå lige ind.  

Romerske guder  

Hej! Vi er to piger fra 6.klasse, på Svaneke skole. Vi er i gang med at have om de romerske guder, i vores historietimer. Så vi ville gerne høre om i kunne fortælle os om de romerske guder? Send alt det i ved til en af vores e-mails Hilsen fra Sandra og Matilde!  

Det var et meget stort spørgsmål, som vi ikke kan hjælpe med. Men det går jo ikke, at I ikke får løst Jeres opgave, så her er en link til en side på Internettet, der handler om den romerske religion - og om de romerske guder! Vi håber, at I får lavet en god opgave!  Klik her for at besøge siden.

Romerske huse  

Hvor er det muligt at finde beskrivelser af rigmandshuse på kejser Augustus tid? Det skal være danske sider, da det er til brug i folkeskolen.   

Det var en af de svære! Der findes utallige sider om dette emne, men de er alle udenlandske. Og dog, for prøv at se, hvad de har lavet på Grindsted Gymnasium

Romerske 

kloaker

Hejse, vi har fået til opgave at finde oplysninger om romernes kloaksystemer - især dem i Ostia. Men vi har lidt svært ved at finde oplysninger om dette emne. Er I søde at hjælpe? Tusinde tak! Nikka.

Det er da utroligt, så kreative skolelærerne er nu om dage til at finde på emner til deres kære elever! Nej, det er for omfattende et emne til at vi kan skrive til dig om det, da vi kun har resurser/tid til at give korte svar på præcise spørgsmål. Men på biblioteket kan du finde en publikation af Inge Falager og Knud Høyer, der hedder "Antikke afløbssystemer" Det er en rapport fra en studietur til Rom Pompeji og Ostia, og vi er sikre på at den kan føre Jer frem til et 13-tal.

Roms havn  

Hvad hedder den gamle havn vest fra Rom?  

OSTIA.  OSTIA ANTICA var Roms gamle handelshavn i republikkens tid og militærbase, der kontrollerede indsejlingen til Tiberen.  

Santa Maria in 

Trastevere

   

Kan i give mig nogle oplysninger om Roms ældste kirke Santa Maria in Trastevere.  Nicolai

Vi skriver på siden, at spørgsmål skal være præcise. Det er dit spørgsmål ikke. Nogle oplysninger, skriver du - ja, men hvilke? Der findes i øvrigt en omtale af kirken på Rom-guide.dk allerede. Har du set den? Du skriver, at det er Rom's ældste kirke. Det er det ikke! Det er Roms ældste Maria-kirke, men ikke i den skikkelse den har i dag. Den oprindelige kirke menes grundlagt af pave Callixtus I i det 3. årh. Kirken, du kan se i dag er fra det 12. årh.    

Sejltur  

Jeg har læst, at man kan sejle på Tiberen. Hvor står man på og hvor kan man stå af?  

Du har overset den side vi har om at sejle på Tiberen. Du finder den under "Generel orientering".

Slideshow

Kære Rom-guide. Jeg har lige nydt slideshowet - men kunne I ikke få plads til en lille tekst, der fortalte hvad der var på billedet? Bente.

Billederne findes også på den side der hedder "270 billeder fra Rom" og her kan du se, hvad de forestiller ved at holde musen stille over det enkelte billede.

Slæderejse  

Hvordan rejser man fra Nuuk (Grønland) til Rom? Og hvad koster det? Hans Kristian   

Hvis man skal af sted i juleferien kunne man måske få et lift med julemanden!  

Snydepels  

Hvordan undgår man at blive snydt? Når vi f.eks. gik ind og bestilte to kaffe, kom de ud med en håndskrevet nota på 11.8 Euro. Det er jo en helt umulig pris. De steder, hvor der vi spiste, var der jo spisekort, så der passede alt fint. Men is og kaffe, det har været meget meget dyrt, og faktisk ærgrer det mig lidt, sådan at blive fuppet, uden at vide, hvad jeg skal gøre.  

Det er vel noget turister altid vil kunne komme ud for - specielt på steder med seværdigheder, hvor turister færdes. Romerne har i øvrigt selv svært ved at finde ud af euroen, da de ikke er vant til decimaltal, når de køber ind - og så er det vel nærliggende for "svage sjæle" at udnytte situationen. På "turiststeder" som f.eks. Piazza Navona og foran Pantheon på Piazza Rotonda har kaffen altid kostet mange gange mere, end romerne normalt betaler i mere "ydmyge" områder af byen, så det er ikke sikkert, at i er blevet snydt der. Men der er en løsning på problemet:  Efter loven skal man have en rigtig kvittering, når man køber noget på en bar/cafe. Det holder "finanspolitiet" bl.a. øje med. Man skal beholde kvitteringen til man har forladt cafeen, da man kan blive bedt om at forevise den ved udgangen. Så næste gang beder du blot strengt om "il scon'trino per fa'vore" (kassebon). Der kan være penge at spare ved at lære denne lille sætning!

Spisesteder  

Kan I anbefale et rigtig godt spisested?    

Vi har anbefaling af 16 gode spisesteder i Rom på guiden. Derudover må vi henvise dig til at købe bogen ”Spisesteder i Rom”. Har du et mere præcist spørgsmål – f.eks. til et af bogens spisesteder, hører vi gerne fra dig igen!   

Spisesteder

Vi har været så heldige at få et par værelser til os og vore adskillige børn på det af jer anbefalede Boccaccio. Nu er spørgsmålet: Kender I en billig restaurant i nærheden som kan stække det anstrengte familiebudget. Og et godt indkøbssted, hvor man kan indhandle picnic. Og i øvrigt: Tak for en fremragende hjemmeside om Rom. Den har hjulpet mere end Lonely planet, Let´s go, Rough Guide, Rick Steves og Politikens. Tilsammen!

Tak for de pæne ord om Rom-guide.dk. Denne ristorante ligger lige rundt om hjørnet. Og ellers kunne I jo kikke her og få 22 spisesteder for 118,- kr. Det er ca. 5,- kr. pr. tip! God tur til Rom.

Spisesteder 

Vil gerne besøge 3 restauranter fra Helge Kamps bog nr. 17 trattoria der Pallaro no 24 Osteria Tempio di Mecenate nr. 28 Ristorante Alle Fratte di Trastevere i uge 35 (24/-29/08) er det mulige om Helge ved om nogle af disse restauranter er lukker ultimo august/08 m.v.h.Annette

Tak for din henvendelse til vores guide. Helge Kamp er p.t. i Rom, så jeg svarer på hans vegne. Det bedste råd jeg kan give dig er at kontakte Tempio di Mecenate og Alle Fratte di Trastevere

Det kan du gøre på ovenstående netadresser, hvor du også kan bestille bord (anbefales). Det fremgår ikke af deres hjemmesider, at de, ud over deres ugentlige lukkedag, skulle have lukket i august. Begge steder har engelsk udgave af deres hjemmeside.

Trattoria der Pallaro har mig bekendt åbent hele året, dog lukket søndag. Skulle de have lukket i august, så er der et hav af gode spisesteder i samme område, hvor du kan få stillet den romerske appetit.  

Spisesteder 

Jeg takker mange gange for oplysninger, har skrevet til Restauranterne.

Måske du kan give os et tip, en af vor aftner ønsker vi en helt speciel restaurant, vi er 4 pers. Gør ikke noget det måske koster lidt, kan du anbefale et eller andet f.eks – med en flot udsigt – eller andet uforglemmeligt

Hilsen Annette  

Ja, hvis det skal være med udsigt og uforglemmeligt og med god mad, og priserne er også derefter, så er svaret:

La Pergola. På toppen af Hotel Hilton på Monte Mario med en fantastisk udsigt over Rom. 3-stjernet Michelin restaurant. Bordbestilling i god tid et must.

Casina Valadier. Ligger i utrolig smukt restaureret casinobygning på Monte Pincio. Man følger vejen fra toppen af Den spanske Trappe, og så ligger den på højre hånd halvvejs oppe til toppen af Pincio. Også her udendørs 1. sals terrasse med vidunderudsigt over Rom.

Ristorante Imago. På toppen af Hotel Hassler (Kong Frederik og Dronnings Ingrids hotel i Rom). Ligger på toppen af Den spanske Trappe med vidunderudsigt.  

La Cesta. Udendørs tagrestaurant på toppen af Hotel Minerve, lige bag Pantheon. Udsigten er formidabile.

Ellers kommer her i skønsom orden andre, men virkeligt gode spisesteder i dejlige omgivelser med ægte romersk atmosfære i Rom:

Ristorante Piperno. Ligger på lille plads i den gamle ghetto. Ægte romersk-jødisk køkken. Bestil bord udenfor på pladsen

Ristorante Pierluigi. Ligger bag Campo dei Fiori ned mod Tiberen. Meget stor udendørs servering på meget stemningsfuld plads. Rigtig god mad, bl.a. dansk oksekød, som man slet ikke kan få i den kvalitet herhjemme!

Checcho er Carretiere. Ligger i lille gade i Trastevere lige på den anden side af Ponte Sisto. Utroligt charmerende lokaler, men også dejlig gårdhave i sæsonen. Alt er godt, men fiskeretterne af ypperlig kvalitet.

Hostaria Costanza. Ligger lige ved Campo dei Fiori. Udendørs servering i lille smøge, men flere smukke lokaler indendørs. Bed om at sidde i "Sala antica", indbygget i fundamenterne til det antikke Pompeius teater. Okse- og kalvekød af ypperlig kvalitet samt alt i svampe og trøfler i ditto mesterklasse.

Og her er så min egen yndlingsrestaurant i Rom:

Ostaria der Belli. Piazza Apollonia 11, Trastevere. De har ingen hjemmeside. Stedet ligger lige ved siden af Piazza S. Maria in Trastevere. Romersk-sardisk køkken af ypperlig kvalitet, især fiskeretterne, men alt er godt, også deres antipasti både fra hav og land. Bordbestilling nødvendigt. Jeg har aldrig hørt noget negativt om dette sted, hverken fra venner eller deltagere på romture, hvor jeg har været guide - tværtimod - for alle har det været indbegrebet af en skøn aften i Rom med vidunderlig mad. Prøv denne perle. Bordbestilling et must.

Dette må række. Rigtig god tur til Rom og buon appetito.  

Spisesteder 

Hej Jeg er ved at arrangere en tur til Rom for vores ansatte. Vi er en gruppe på omkring 70 personer. Jeg har købt Romerske Spisesteder for at få nogle ideer. Den er rigtig god men jeg mangler størrelsen på restauranterne, eksempler på hvilke der kan bespise 70 personer. Er det noget I kan hjælpe med? Med venlig hilsen Charlotte

Tak for dit spørgsmål. Helge Kamp, forfatter til "Romerske spisesteder" er p.t. i Rom (hvor ellers) for at tilrettelægge nogle af vore egne kommende rejser. Skønt jeg selv kender mange af de i bogen omtalte spisesteder, så kan jeg ikke give dig et umiddelbart svar ud over, at de fleste af de nævnte spisesteder ikke har plads til 70 personer på een gang, og en del, som faktisk har plads, de ønsker ikke at modtage SÅ store selskaber, mest af hensyn til deres egne faste kunder. Derudover ønsker de fleste spisesteder ikke at tage mod bestilling fra private i denne størrelsesorden, hvis ikke de modtager forudbetaling. Så det er svært, med mindre man selv er på stedet, eller har et aut. lokalt bureau, der foretager bestillingen og den relevante forudbetaling.

Da jeg går ud fra, at I gennemfører rejsen i samarbejde med et rejsebureau, så er mit bedste råd, at du kontakter dette bureau og beder dem om hjælp vedr. restaurantbestillinger. De fleste bureauer har en lokal samarbejdspartner på stedet, som de bruger i denne sammenhæng.  

Spisetid  

Jeg er ved at skrive om Italien og mangler om hvornår Italiens spisetider er? Majbrit  

Morgenmad er sjældent noget man får meget af. Typisk blot en kop kaffe på en cafe på vej til arbejde. Frokosten er dagens største måltid (kl. 13,00 - 14,30), hvor mange butikker og kontorer har lukket. Aftensmaden spises efter kl. 20,00 - og nogle spiser aftensmad meget senere. Man kan godt opleve, at italienerne går på restaurant og spiser aftensmad mellem kl.  22,00 og 23,00 Håber det er svar nok til din opgave!  

S.P.Q.R.    

Hvad står S.P.Q.R. for? Man ser det så mange steder.    

Det betyder Senatus Populus Que Romanus (Senatet og det romerske folk). Betegnelsen er over 2.000 år gammel og bruges i dag om alt, hvad der hører under byen Rom’s kommunale administration.    

Strand    

Er det muligt at tage på stranden, når man er i Rom? Skal man leje bil, for at komme på stranden?    

Romerne tager på stranden ved Ostia! Der går tog til stranden fra Stazione Piramide ved Porta San Paolo, så det er ikke nødvendigt at leje en bil!    

Stadio Olimpico

Hej Rom guide Vi skal til Rom på ferie i næste uge. Min 12 årige søn har et stort ønske om at komme ind og se AS Roma fodboldstadion. (Ikke en kamp - men bare stadion) Er det muligt, og koster det noget? Tak for hjælpen Lone

 

Den eneste mulighed for at se AS Romas fodboldstadion (Stadio Olimpico) er, når Roma eller den anden romerske klub, Lazio, spiller kamp eller når der afholdes et andet off. arrangement (koncert, atletikstævne o.a.). Stadio Olimpico ejes ikke af AS Roma, men af Roms kommune.

Fredag den 11. juli afholdes der Golden Leage atletikstævne på Stadio Olimpico, og der vil der være mulighed for at komme ind og se stadion, medens I er dernede. Yderligere info om stævnet kan I finde på denne side, hvor der er info om billetter m.m.

Måske det også vil være af interesse for din søn at besøge en af AS Romas officielle butikker, hvor man forhandler alt (tøj, udstyr m.m.) vedr. klubben. Den mest centrale ligger på: Piazza Colonna 360 (midt på Corsoen).  

Subiaco    

Kan I sende noget materiale om det romerske kloster Subiaco, der ligger ude i bjergene?

Tænk, i disse moderne tider har selv et gammelt kloster en hjemmeside, som du kan besøge ved at klikke her.

Søjlegang

Skal igen til Rom efter 25 år. Så i sin tid en søjlegang, som var et "optisk bedrag", idet den umiddelbart syntes meget lang, men når man kom tæt på var den ganske lille, og søjlerne aftog hastigt i størrelse. Hvor finder jeg den igen? mvh Kirsten

Tak for din henvendelse til Rom-guiden. Til dit spørgsmål er kun at svare, at det ikke kan dreje sig om andet end Borrominis berømte "falske søjlegang" i Palazzo Spada, der ligger lige syd for Campo dei Fiori på Via Capo di Ferro.

Tidslinie

Hej med jer. vil i ikke sende os en tidslinje over Rom, da vi har et projekt, og kan ikke finde nogen hjemmesider med nogen tidslinjer. Ellers nød vi jeres side, og Gode musik. Hilsen Sandra og Frigge fra 7v på Korsagerskole   

Vi har en tidslinie, som du finder her.

 

 

Tog

CIS ugekortet: Gælder kortet til FS-tog? Hvad er dette for tog, og hvor langt ud kan man køre med disse tog? Bjarne Nielsen

FS svarer til det vi i Danmark kender som DSB. Her har du deres hjemmeside: http://www.fs-on-line.it/

CIS-ugekortet er kun til lokal-transport i Rom.

Tog til Rom  

Hvor lang tid er at rejse med tog fra Københavns Hovedbanegård til Termini (Roms Hovedbanegård)? Hans Kristian  

De helt præcise tider kan du finde på DSB's hjemmeside. Den bedste forbindelse afgår hver aften som nattog fra København kl. 19 og ankommer til München næste morgen, hvor man skifter til et tysk-italiensk Eurostar-tog der ankommer til Rom ca. kl. 19. Ned gennem Tyskland sover man og så kan man nyde den meget smukke tur over alperne og gennem Italien - fra en spisevogn om man vil. Vælg sovevogn og ikke liggevogn til den første etape – de er ikke så dyre som tidligere og med gode rabatkombinationer. Det er en lang, men flot oplevelse. Rigtig god tur.  

Transport

Hvordan kommer jeg nemmest og hurtigst til Via Principe Eugenio fra lufthavnen Fiumicino? Skal man skifte tog eller kan man tage direkte - og hvad koster det?  

Det spørgsmål kan du finde svar på ved at kikke på vor side om offentlig transport. Der er direkte tog fra lufthavnen til hovedbanegården, Termini

Triton-

fontænen  

Jeg skal på studietur og vil gerne have nogle oplysninger om Triton-springvandet på Piazza Barberini.  

Nogle oplysninger om Triton-fontænen. Det er et lidt for bredt spørgsmål. Men ok! Den blev bestilt af pave Urban VIII Barberini i 1642. Man ser delfiner, der står på hovedet og fletter haler som støtte for en kæmpe muslingeskal, hvorpå havguden Triton knæler og blæser en tynd vandstråle op gennem en konkylieskal. Ved delfinernes haler er indflettet en pavekrone, St. Peters nøgler og Barberini-familiens våben. Vi sender dig et billede af Triton-fontænen.

Ungdom  

Hej. Først stor ros til guiden. Har ikke været i Rom før, og er i gang med research inden turen.

Det er virkelig utroligt, hvad jeg kan finde på Jeres side. Vi er to unge fyre, som rejser til Rom i sommerferien (Juli måned). Vi vil gerne vide lidt om hvor man skal bo, hvis man er til diskoteker og barer om aftenen. Er der en plads eller lignende, hvor diskoteker og barer er samlet.

På forhånd tak for hjælpen.

Simon.

Tak for de pæne ord om Rom-guiden! Det er altid dejligt at få roser for sit arbejde!

Rom i juli! Uha, der er meget varmt, og mange romere er taget på ferie. Men med varme dage, følger også pragtfulde aftener og nætter. Selv om den er ved at komme efter det, så er Rom ikke en by med det intense natteliv, som man f.eks. kender det fra Paris og London. Man går ikke ud og drikker, - man går ud og spiser. Mange unge mennesker mødes om aftenen på Piazza Campo di Fiori og i området heromkring findes der nogle steder med "fest og farver" for unge mennesker. Se billederne på vor side om Campo di Fiori og vor side med natteliv i Rom. 

Bo centralt i området nær Piazza Campo di Fiori og Piazza Navona. Rigtig god tur!

Ung pige i Rom  

Vi er 2 piger fra en 8. klasse i Århus. Vi har en slags projektopgave om Rom. Så vi ville meget gerne vide noget om de ting, der er værd at se som ung mellem 14-20. Hvis I/du ville skrive nogle ting (hjemmesider) vi kunne søge på. På forhånd tak.    

På vores linkside kan I finde sider om aktiviteter - også for unge! Der findes en ung pige, der har boet i Rom, og som har lavet en hjemmeside. Måske kunne I skrive til hende. 

Vandre-

hjem  

Hvad koster vandrehjem eller et billigt hotel i perioden januar - marts 2003 for et ægtepar pr. nat?  

Vandrehjem/Hostel kan gøres for omkring 250,- kr. til 300,-  kr. pr. nat  Et lavpris-hotel kan findes fra ca. 600,- kr. pr. nat. Bered Jer på lav/ingen service.  

Vatikanet

Kære Rom-guide. Jeg sidder og læser i en gammel bog af Roman Faber "Vatikanet", her i står følgende: "Går man ind gennem Santa Anna-Porten, har man først Vatikanets sognekirke på højre hånd" Jeg vil genre vide, hvor denne kirke ligger, da jeg ikke kan finde den! Det er et stort arbejde I har lagt for dage med jeres Rom-guide. Det er som at sidde med en spændende bog. Mange hilsner Kirsten.

Tak for de pæne ord om Rom-guide.dk. Vatikanets sognekirke hedder St. Anna dei Palafrenieri og ligger til højre i bygningen lige inden for Porta St. Anna. Porta St. Anna ligger til højre for kolonnadepladsen lige over for Via Borgo Pio. Kirken er bygget 1573 efter tegning af Vignola af de pavelige "Palafrenieri della Corte Papale". Palafrenieri er tjenere i bred forstand, lige fra kammertjenere til hestestriglere. Kirken ligger i den bygning der tidligere rummede den Pavelige Mønt og er svær at få øje på udefra.

Vejret i marts  

Vi overvejer at tage en tur til Rom i marts, medio - ultimo. Kan det anbefales at tage til Rom på den årstid, hvordan er vejret, sker der noget spændende, andet...  

Som I kan se på vor side om årstiderne i Rom, er det sædvanligvis godt vejr i marts, og det vil være et godt tidspunkt at besøge byen. Om der sker noget "spændende" er et lidt bredt spørgsmål, som vi ikke kan hjælpe med. Hvad der er "spændende" for nogle, kan være "kedeligt" for andre! Et mere konkret spørgsmål besvares gerne!  

Venere

Kære Rom-guide. Tak for nogle gode informationer. Jeg forsøger at booke via venere.com, som I har givet en god introduktion til. Men jeg bliver alligevel nervøs, når de beder om mit kortnummer og skriver, at det ikke er fordi de vil opkræve penge af mig. Hvordan kan jeg være sikker på det? Med venlig hilsen Jonas

Du kan trygt opgive dit kreditkortnummer til Venere. Det bruges alene som sikkerhed for din reservation, og skulle du aflyse din reservation mindre end 48 timer før bestilt ankomst, vil hotellet (ikke Venere) normalt trække kortet for en enkelt overnatning. Dette er standard procedure og i.f.t. andre hotel-søgemaskiner langt bedre betingelser. Dette fremgår også af de betingelser for booking som findes på Veneres hjemmeside.

Så hvis du booker gennem Venere og ankommer planmæssigt til den bestilte periode, så kommer dit kreditkort ikke i brug, før du afregner med hotellet på afrejsedagen.

Vi bruger selv Venere her på guiden og tusindvis af vore brugere på guiden har gennem årene brugt Venere, og vi har aldrig fået en klage over dette meget seriøse, velrenommerede og effektive bureau.  

Villa d'Este og Villa Adriana  

Jeg laver research for en Rom-rejse til foråret. Har været der på lign. rejser - sidst 1999. Jeg kan ikke finde åbningstider og entré til Villa d'Este og Hadrians villa. Har I en side, I kan henvise til? På dem jeg har fundet står kun, at der betales entré. Jeg har vores priser fra -99, men det er nok steget.  

Villa Adriana (Hadrians Villa) har åbent fra kl. 9,00 til halvanden time før solnedgang og dørene lukkes for nye besøgende en time før lukketid. Der er lukket på officielle helligdage. Villa d'Este har åbent tirsdag til søndag og ellers i samme tidsrum som Villa Adriana. Entrepriserne for begge steder er hver især 9 euro (efterår 2008)  

Våben

Vi tager til Rom på lørdag, og kan næsten ikke vente. Jeres store flotte guide har været en uvurderlig hjælp for os, men et par ting kan vi ikke finde ud af. Vi skal bo i Giulianello, og vil så tage toget fra Velletri til Rom. Vi ved at en BIG billet gælder i Roms kommune, men hvor langt strækker den sig? Kan vi bruge en sådan billet fra Velletri til Rom, eller hvilken billet skal vi ellers have fat i? Min mand er meget interesseret i våben fra Romerriget, men vi kan ikke finde et museum der omhandler netop disse. Kan I anbefale et? Venlig hilsen Britta og Jan ?  

Her har du et link til siden om billetter. Bemærk at den også findes i en engelsk udgave.

Du skriver Vetrelli. Du mener sikkert Vetrella.

Herfra går der også bus til Rom, hvis det skulle være.

Her har du et link til en oversigt over museer i Rom. Der er flere med våbensamlinger:

God tur til Rom, og tak for rosen af vor side.

VisaDankort

Kan man hæve penge på Visa/Dankort i Rom?  

Du kan stort set anvende dit Visa/Dankort som i Danmark. Der kan betales med det i de fleste butikker og restauranter, ligesom du kan hæve penge på det i de fleste bankautomater. Så er du også fri for at have så mange kontanter på dig!  

   

Rom-guide.dk