Var Pantheon også et kæmpemæssigt solur?

Robert Hannah, professor i antikkens historie ved Otago Universitetet på New Zealand, og ekspert i antikkens tids- og kalenderberegning, har i 2009, og i samarbejde med arkitekten Giulio Magli fra Milanos polytekniske Fakultet, fremsat den teori, at Pantheon også er konstrueret som et uhyre stort solur der bl.a. viste, hvornår det var forårs- og efterårsjævndøgn. Og at bygningen indgik centralt i den populære solkult der omgav kejsermagten i Rom

Når solens stråler kl. 12 middag ved forårs- og efterårsjævndøgn med et 48 graders vinkelindfald gennem hullet i kuplen ramte gitteråbningen over indgangen til Pantheon, så skinnede og skinner den magisk ud på gulvet i den søjlebårne nordvendte forhal til Pantheon. Dette anser Hannah ikke for at være en tilfældighed.

Til støtte for teorien påpeges Pantheons orientering mod nord (normalen var mod øst eller syd), en retningsorientering der genfindes i den store ottekantede aula i Neros gyldne Hus ved Colosseum (i dag under jorden), som i mindre format har samme kuppelkonstruktion som Pantheon og med det samme solfald mod indgangen ved forårs- og efterårsjævndøgn.

Teorien udbygges med konstateringen af, at solen i Pantheon ramme plet midt i åbningen ind til Pantheon den 21. april, og på nærmest magisk vis oplyser indgangspartiet til Pantheon. Denne dato var også Venus navnedag i Rom. Hun var den mytiske stammoder til Cæsars familie, Juliaslægten – og til overflod er den 21, april også datoen for Roms grundlæggelse i 753 f. Kr. 

Så her hæves, ifølge Hannah, byen, soldyrkelsen og kejserdømmet op i en fælles mytisk og guddommeliggjort sfære.

Og Hannah ser ikke blot Pantheon konstruktion som et astronomisk fænomen, men snarere som en essentiel del af den solkult der også kom til at definere kejsermagten, og som blev introduceret af Kejser Augustus. Og det højere teoretiske skoleridt inden for den antikke kejserlige solkult udbredes nu ved at inddrage den indbyrdes placering af Pantheon, Augustus Mausoleum, solur og fredsalter (Ara Pacis) på Marsmarken sammen med Hadrians Mausoleum (nuværende Castel Sant’Angelo).

Denne solkult importerede romerne fra Egypten og den fik en væsentlig opblomstring under Kejser Hadrian, der byggede det nuværende Pantheon, og som elskede alt egyptisk.

Det er en meget spændende teori, hvor det vrimler med gradtal (nogle mere præcise end andre) for solindfald og solens slagskygge i solure ved solhverv og jævndøgn, men problemet er, at vi stort set ikke har nogen kilder til hverken Pantheons tilblivelse eller formål, og intet er nævnt om, at Pantheon skulle have også dette specielle formål i den kejserlige solkult.

Og hele teorien bygger på forfatternes moderne beregninger på et overleveret bybillede der er forsvundet eller ændret afgørende i forhold til den antikke tid.

Men er man i Rom den 23. marts, henholdsvis 23. september, eller 21. april, henholdsvis 25. august, så er der nu en god grund til at besøge Pantheon kl. 12 middag for at observere henholdsvis lysfaldet ud i forgården eller lysfaldet direkte på indgangen til Pantheon.

Ønsker man (på engelsk) at læse hele den videnskabelige artikel om Pantheon som soltempel, så klik her.