Til hovedsiden

Versione Italiana

Litteratur om Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

Lettere da Roma - Breve fra Rom

Roberto.

Jeg tænker tit på, at jeg kunne have giftet mig med en italiener og levet i Italien. Det var også nær blevet sådan.

Jeg var på nippet til at blive en signora Spada.

Det er en lang historie:  Vi skal helt tilbage til 1956.

Min latinlærer på Metropoltitanskolen, skolens rektor såmænd, luftede den tanke, at han ville tage min klasse, som var en klassisksproglig klasse, med til Rom. Han var meget begejstret for Rom, han tog dertil hver sommer. Han opfordrede os alle til at tage et kursus i italiensk på aftenskole.

Den gang gjorde jeg alt, hvad de voksne sagde, så jeg meldte mig til italiensk.

Jeg ved ikke, om han selv var særlig god til italiensk. Jeg kan huske, han sagde, at vi kunne komme langt med latin. Hvis vi f.eks. lå på gaden og stønnede: ”Aqua”, skulle der nok komme en behjertet sjæl med noget vand!

Rektor tog os af en eller anden grund ikke med til Rom; men så erklærede min far, der også underviste på Metropolitanskolen, at så ville han tage familien på ferie i Italien. Det var vi naturligvis alle glade for.

Jeg fuldførte min undervisning i italiensk på aftenskolen, vi nåede de første 64 lektioner i Kirchheiners ”Italiensk for Begyndere.” Vi nåede ikke konjunktiv.

Den 21. juni drog vi af sted. Kirchheiner lå øverst i håndbagagen. Jeg havde besluttet, at jeg ville repetere de  64 lektioner på turen ned ned gennem Tyskland og Schweits.

Efter flere dages strabadser nåede vi til en dejlig campingplads i Toscana i nærheden af en lille by, der hed Marina di Massa. Pladsen var skyggefuld, fordi den var plantet til med pinjer og cypresser. Det var en stor og velbesøgt plads. Vi slog os ned i nærheden af hegnet. Der var hegn omkring hele pladsen; der blev skam passet på os.

Vi trængte til at få et brusebad og til at få noget at spise. Jeg vaskede mit lange lyse hår og gik lidt rundt, for at håret kunne tørre.

Da jeg kom tilbage til campingvognen, stak min mor hovedet ud og sagde:

”Du må gå hen og tale med den unge mand, der står henne ved hegnet. Han har stået der mindst en halv time, jeg kan ikke forstå, hvad han siger.”

Modvilligt gik jeg hen mod hegnet. Jeg havde jo ikke noget at tale med ham om. Da jeg kom hen til ham, så jeg, at han havde de mørkeste øjne, jeg nogensinde havde set. Han havde smalle læber og et sort, kruset hår. Han smilede genert. Jeg havde svært ved at forstå, hvad han sagde, fordi han talte så hurtigt.

”Parla lentamente”. ” Tal langsomt”, bad jeg. Han blev ved med at sige masse ord, som jeg ikke forstod. Det var i hvert fald ikke ord, der stod i de første 64 lektioner af Kirchheiners begynderbog! Pludselig opfangede jeg et par gloser: Passeggiata – spadseretur – og stasera – i aften. Endelig et par ord fra begynderbogen. Jeg sagde ”si”, nærmest for at blive af med ham; men jeg var også lidt smigret. Jeg nikkede til ham, idet han satte sig op på sin cykel og kørte mod Marina di Massa.

Det var begyndt at regne. Jeg så, at han hilste på en anden cyklist, der cyklede af sted uden at holde på styret. I den ene hånd holdt han en stor sort paraply, og i den anden bar han en kæmpestor kurv fyldt med modne pomodori – tomater. Mens han cyklede sang han en arie fra La Boheme. Han sang med en høj, smuk stemme, og jeg greb mig i at tænke:

”Bare det var ham, der var kommet hen til hegnet.”

Da han passerede mig - jeg stod endnu ved hegnet for at se og høre ham - hilste han med paraplyen ved at vende den ned mod asfalten. Han blev drivvåd, men det var han ligeglad med. Han kørte syngende videre. Jeg var ikke blevet særlig våd, jeg stod under nogle træer.

Om aftenen, mens det endnu var lyst, kom Roberto. Han parkerede sin cykel ved hegnet og sammen gik vi ned mod stranden. Det var hørt op med at regne. Vi sagde næsten ikke et ord.

Da vi kom ned til stranden, spurgte han, hvor gammel jeg var. Jeg vidste ikke, hvad sytten hed på italiensk, så jeg skrev 17 i sandet.

”Diciassette”, sagde han.

Siden den aften har jeg altid syntes, at ”diciassette” er det sødeste og mest romantiske ord, jeg kender.

Pludselig blev det mørkt. Roberto spurgte med bæven i stemmen, om min far nu ville slå ham, fordi vi ikke var kommet hjem, inden det blev mørkt. Jeg sagde smilende, at det kunne min far da aldrig finde på. Det blev han glad for at høre, og vi begyndte at gå hjem mod campingpladsen.

Senere fandt jeg ud af, at de italienske piger aldrig gik på gaden, uden at et par familiemedlemmer fulgte med. Jeg lærte en masse italiensk den sommer, syntes jeg. Det var jo mig, der skulle handle og spørge om vej. Det gav øvelse.

En aften sagde jeg til Roberto, at vi skulle rejse næste dag til Firenze. Han spurgte, om vi skulle skrive til hinanden. Det ville jeg gerne, det ville være en god øvelse at læse og skrive breve.

Det første brev fra Roberto var allerede kommet, da vi efter syv ugers ferie kom hjem igen. Det slog mig, da jeg læste hans brev, hvor dårligt han skrev. Hans skrift lignede en syvåriges skrift: bogstaverne væltede rundt, de var store og kantede; men det var let nok at forstå. Jeg brugte ordbogen flittigt: jeg ville ikke gå glip af noget.

Vi skrev sammen i syv år.

Da jeg var 24 år, skrev jeg til Roberto, at jeg ville komme og besøge ham i efterårsferien. Jeg havde naturligvis en bagtanke med at tage derned. Han arbejdede på det tidspunkt som tjener på et hotel i Schweits; men han kunne sagtens tage fri en uge, så vi kunne besøge hans familie i Marina di Massa.

Da jeg ankom til Zurich stod Roberto på perronen for at modtage mig. Han så ikke spor begejstret ud. Vi gik hen på hans hotel og fik noget at spise. Vi blev der natten over, for det var for sent at køre til Italien. Først næste dag tog vi toget til hans hjemegn.

Under hele opholdet, som varede en uge, behandlede Roberto mig, som om vi havde været gift i tredive år. Hans familie derimod var herlig. Vi boede hos hans søster og svoger i deres lejlighed. Vi fik soveværelset med dobbeltseng og det hele. Hvor søsteren og svogeren sov, fandt jeg aldrig ud af. De havde en lille pige, som sov sammen med la nonna - bedstemoderen i et lillebitte værelse, som mest af alt lignede et stort kosteskab.

Den første dag præsenterede Roberto mig for en tante, der var syerske. Hun sad sammen med nogle andre syersker. Hvis jeg var blevet i Italien, tror jeg, at jeg var blevet gode venner med hende. Roberto sagde, at hun helt sikkert ville sy tøj til mig. Det var jeg nu ligeglad med, for jeg syr jo selv; men jeg følte med det samme, at jeg i hende ville få en forbundsfælle.

De næste par dage skulle vi besøge Robertos mange onkler. De boede alle sammen ude på landet. De havde et lille hus og et stykke jord hver; men de arbejdede inde i Massa. De dyrkede en masse grøntsager på deres jord, og så havde de alle sammen  vinstokke. Vi skulle smage den første vin, der var lavet. Vi smagte vinen, vi drak et par glas hvert sted. Jeg var ikke vant til at drikke rødvin. Jeg bællede vinen, som om det var saftevand, jeg drak!

Jeg havde på fornemmelsen, at jeg svævede de dage, hvor vinsmagningen fandt sted!

Overalt, hvor vi kom frem til familie eller venner, lød spørgsmålet:

”Hvornår gifter I jer?”

Vi svarede ikke, hverken Roberto eller jeg.

For at sige sandheden syntes jeg nok, at Roberto burde være lidt mere opmærksom og kærlig over for mig lige som for syv år siden, da vi sad og tegnede i sandet. Han opførte sig, som om det nærmest var en pligt at drage rundt med mig. Jeg fortvivlede dog ikke af den grund: jeg havde mødt så mange mænd, der opførte sig løjerligt!

Den sidste dag i ferien skulle vi besøge Robertos mor, signora Spada, i Marina di Massa. Vi kom over middag til et lille usselt, gråt hus. Nogle få plamager på murene afslørede, at huset engang havde været hvidkalket. Det var åbenbart her, Roberto havde boet, da jeg mødte ham for syv år siden.

Vi bankede på døren. Vi hørte slæbende skridt som af en, der går med sutter. Døren åbnedes og Robertos mor stod på dørtrinnet: en lille, udslidt, gammel kone med tyndt, gråhvidt hår redt sjusket tilbage i en lille knold. Hun smilede og afslørede, at hun kun havde et par brune tandstumper i munden.

”Hvor længe bliver du”? spurgte hun Roberto. Mig ænsede hun ikke.

”Vi bliver kun en times tid”, svarede han og befriede sig lempeligt fra hendes favntag. Jeg stirrede på hende og fik ondt af hende.

Vi stod op i det lille, sølle køkken. Robertos mor så ud, som om hun ville sige noget, men ikke kunne finde de rette ord at sige. Mig henvendte hun sig stadigvæk ikke til.

I et nu så jeg min fremtid med Roberto, hvis jeg besluttede mig til at blive i Italien hos ham.

Jeg tog toget hjem den næste dag. Vi har ikke hørt fra hinanden siden.  

HB

Find rundt på Rom-guide.dk

Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Efter disse link er der henvisning til nogle af de overordnede emner på Rom-guide.dk og sidst på listen kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og til vort omfattende index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt.

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk